Det Røde Rum lukker med manér

Med udgangen af denne sæson nedlægger Det Kongelige Teater sit teater i teatret, Det Røde Rum. Projektet var en succes, men hvorfor? Skuespiller Johanne Louise Schmidt giver sit bud på det.

Det Kongelige Teaters »Det Røde Rum« viser tre forestillinger i Skuespilhuset under CPH Stage. Fotoet er fra forestillingen »Metamorfoser«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

Skuespillerinden Johanne Louise Schmidt havde været færdiguddannet i et par år, og var fint i gang med freelancekarrieren, da hendes telefon en dag ringede. Det var daværende skuespilchef på Det Kongelige Teater, Emmet Feigenberg, der ville høre, om hun havde mod på at blive en del af et nyt hold, han ville nedsætte på en af de mindre scener i Skuespilhuset, Portscenen?

»Jeg husker samtalen tydeligt endnu. Emmet fortalte, at han var af den overbevisning, at hver generation havde pligt til at genopfinde teatret. Finde ud af, hvordan man skal bruge teaterkunsten. Derfor ville han samlet et hold af skuespillere og instruktører, der skulle arbejde sammen i i starten to år. Jeg kom ind til et møde i Skuespilhuset, og der tænkte jeg, at det her måtte være det ultimative job at få inden for teatret,« fortæller Johanne Louise Schmidt.

De to år endte med at blive til fem år, hvor Det Røde Rum har været en af Nationalscenens største både kunstneriske, anmelder- og publikumssucceser. Men nu er det det definitivt slut.

Det Røde Rum lukker, men den gør det med manér. Med en slags minikavalkade over nogle af de store succeser. Ikke mindst en genopsætning af den Reumert-vindende forestilling, Elisa Kragerups iscenesættelse af Ovids »Metamorfoser«, der samtidig kan ses som en slags kunstnerisk kulmination for Det Røde Rum som teaterprojekt.

»Et lidenskabernes teater«

»Når forestillingerne virkelig lykkes i Det Røde Rum, har der været noget helt særligt på spil. Der har været forestillinger, som nærmest har været båret af skuespillernes kroppe og gestik,« mener Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, og fremhæver netop »Metamorfoser« som et fornemt eksempel på dét.

»Det, holdet viser fysisk og kunstnerisk i den forestilling, havde man ikke kunne nå frem til med et nok så dygtigt hold, der var sat sammen til lejligheden. I »Metamorfoser« ser man, hvor meget det betyder, at de har arbejdet så tæt sammen.«

»De tør mere kropsligt og med tekstens sprog, end de ellers ville. Der er en stemning af, at de er et kollektiv i den forestilling, ligesom der har været det i de bedste af det, de har skabt i Det Røde Rum,« siger Jakob Steen Olsen.

»Vi har været markant nærværende, når det kom til, hvilken historie vi ville fortælle,« siger Johanne Louise Schmidt.

»Det har aldrig kun handlet om, hvordan ens egen rolle var, men hvordan vi sammen kunne fortælle det bedst muligt. Når jeg spiller på andre teatre, kan jeg mærke, hvordan jeg anskuer tingene i sin helhed. Det Røde Rum har gjort det meget tydeligt for mig, hvor kollektiv en kunstart, teater er. Skuespillerne er medskabende, vi er ikke kun udøvende,« siger Johanne Louise Schmidt.

Tilbage i 2011 åbnede kunstnerkollektivet på dengang 11 personer med en slags manifest.

I seks punkter ridsede de deres mål med Det Røde Rum op. De ville blandt andet skabe »et lidenskabernes teater«, et teater, som turde »kaste sig ud i det voldsomme menneskelige drama« som ville udforske »tilværelsens ekstremer«, sætte »publikums empati og medmenneskelighed på prøve«, tale til publikum i et »nutidigt fortællende sprog«, og ikke mindst »skabe et teater, som er kropsligt, sanseligt og legefuldt«.

Skabt til at blive opløst igen

Ikke mindst formen på forestillingerne ser Johanne Louise Schmidt som en af de primære årsager til, at et så bredt publikum er kommet i Det Røde Rum.

»Folk har købt billet til Det Røde Rum, fordi de gerne ville se, hvad vi havde lavet. Det var Det Røde Rum, der var identiteten og rammen, ikke den enkelte kunstner. Vi har haft fat i folk, der aldrig havde sat deres ben på Det Kongelige Teater før, men som kom her på grund af især den form, forestillinger blev fortalt i.«

»Det har været en fantastisk oplevelse at spille for eksempel »Sonetter« for nogen, som aldrig havde været i teatret før, og opleve, hvordan de blev blæst omkuld af det.«

Noget, den ene af rummets to faste instruktører, Rune David Grue, tilbage i 2012 i et interview med tidsskriftet Teater 1 ellers vurderede som værende et lidt for ambitiøst mål.

»Det kunne være virkelig sejt, omend nok lidt utopisk, hvis vi kunne nå derhen, hvor det ikke betød noget, hvad titlen var, men at publikum kom, kun fordi de var nysgerrige på, hvad vi nu havde fundet på.«

Førnævnte forestilling over Shakespeares »Sonetter«, iscenesat af Elisa Kragerup, var en idé, der oprindeligt kom fra Johanne Louise Schmidt.

»Hvis vi havde idéer, forestillinger og lyst til at fortælle historier ud fra et stof, vi interesserede os for, var det muligt i Det Røde Rum. Jeg har lært, at man ikke behøver at have en færdig skabelon for det præcise resultat for at præsentere den. Der er blevet lyttet til ens ideer.«

Lysten til at involvere sig i hele processen som skuespiller, er noget af det, Johanne Louise Schmidt håber, hun og de af hendes medspillere fra Det Røde Rum, der fortsætter i det nye skuespillerensemble på teatret, kan tage med sig ind på Store Scene.

»Jeg håber, at det vil være muligt at blive inddraget i processen og kunne give sit besyv med i, hvad der ville være et muligt repertoire for teatret.«

At den nye skuespilchef Morten Kirkskov har truffet beslutning om at nedlægge Det Røde Rum, møder ingen kritik fra Johanne Louise Schmidt, hvor glad hun end har været for at være en del af gruppen.

»Et projekt og en gruppe som Det Røde Rum er skabt til også at skulle opløses igen. Det har et drive, en kraft og en særlig energi i nogle år. Bagefter kan man så bygge videre på det, man tager med derfra, og jeg håber dag, at tankerne fra Det Røde Rum genopstår andre steder.«