Det pompøse kongeslot

Christiansborg Slot med Marmorbroen over Frederiksholms Kanal i forgrunden. Stik fra 1760erne. Fold sammen
Læs mere

Det var den værste katastrofe i Københavns historie, da mere end halvdelen af den gamle middelalderby i oktober 1728 blev lagt i aske. I løbet af et par dage mistede titusinder af familier alt, hvad de ejede; de var blevet hjemløse, og de stod uden arbejde, for værkstederne, hvor de tjente til dagen og vejen, var også blevet flammernes bytte. Alting så håbløst ud, men solen blev ved med at stå op i øst, og livet gik videre. Under ubeskriveligt trange forhold blev de husvilde indkvarteret hos venner og slægtninge i de kvarterer, som havde undgået ildens hærgen, og således blev den værste nød ryddet af vejen, mens byen langsomt kom til hægterne.

Genopbygningen af den brændte by var en kolossal opgave, og for bygningshåndværkere og murerarbejdsmænd var der mere end rigeligt at rive i. For at undgå mangel på arbejdskraft blev tyske håndværkere lokket til staden på yderst gunstige vilkår, og det afstedkom en sand folkevandring. Godt for genopbygningen, men hurtigt opstod der gnidninger, for hvorfor skulle de mange tyskere nu komme og presse løn og arbejdsbetingelser? Det var der delte meninger om, men Christian Ditlev Reventlow, som var ansvarlig for projektet, var klar i mælet:

»Ingensteds i verden findes slettere håndværksfolk end her,« kom han til at sige, og det gjorde ham ikke populær. Men effektiv var han, og allerede efter en håndfuld år var langt de fleste brandtomter igen bebygget.

Heldigvis havde bybranden ikke forårsaget nogen som helst skade på Københavns Slot, hvor Frederik IV netop havde ofret en formue på en omfattende renovering. Kongen var derfor ikke blevet hjemløs, men så døde han et par år efter branden. Og knap nok havde hans søn Christian sat sig på tronen, før han gav ordre til at rive faderens nyistandsatte slot ned til sidste sten og i stedet opføre Nordeuropas største og mest pompøse fyrstesæde. I betragtning af at genopbygningen af den nedbrændte hovedstad krævede alt, hvad der kunne skaffes af penge, arbejdskraft og materialer, kunne man godt argumentere imod den dybere ræson i kongens beslutning. Men det var der nu ingen, der gjorde, og så tog man fat på opførelsen af det største og mest pengekrævende slotsanlæg i nationens historie.

På behændig vis skaffede majestæten sig den nødvendige arbejdskraft, for han rådede over de væbnede styrker, og når soldaterne ikke var i krig, kunne de gøre nytte på anden vis. Behændig kan man også kalde finansieringen af det kostbare slotsbyggeri, for kongen var i alliance med England og modtog hvert år subsidier til opretholdelse af et stærkt dansk forsvar. Men de penge kunne bruges til så meget, og det skete helt uden revisoranmærkning, for officielt blev slottet bygget for kongens private midler. Da han siden hen alligevel kom i pengenød, blev problemet løst med lån i Rentekammeret og salg af fornemme titler til ambitiøse borgere, og således blev der med det ene og det andet fremskaffet små tre millioner rigsdaler til det kolossalt store og kolossalt ødselt udstyrede slot. Et ufatteligt beløb, som kredsen omkring kongen fandt det klogest at holde borte fra offentlighedens kendskab. I 1740 var der officiel indflytning i de nye gemakker, og året efter fik slottet navn efter bygherren, Christian VI.

Aldrig havde en dansk regent boet under prægtigere forhold, men det blev hverdag både på slottet og ude i byen, hvor ethvert spor efter den store brand nu var slettet. Jævnligt var der beretninger om små tilfælde af ildsvåde, men det hørte tiden til og førte ikke til nævneværdige ulykker. At slottet var brandfarligt, var dog ingen hemmelighed, for de mange hundrede kakkelovne var forbundet med røgkanaler, som for alt i verden skulle holdes rene for sod, og det tilbød en faguddannet plattenslager Jensen at gøre for 600 rigsdaler om året. Mange penge, og da en konkurrent tilbød at gøre det for 99 rigsdaler, fik han arbejdet. Han var billig, men til gengæld magtede han ikke opgaven, og i 1794 gik det galt. En skorstensbrand udviklede sig, og på få timer blev det pompøse kongeslot forvandlet til en sodsværtet ruin.

Byen, som havde været i overhængende fare, blev reddet af forsynet, og fordi vinden var i syd. Det var imidlertid en stakket frist, for året efter brændte den alligevel for anden gang. Den hjemløse kongefamilie var straks efter slotsbranden flyttet til Amalienborg, og så etablerede tusinder af almindelige borgere uden hus og hjem sig i den spøgelsesagtige slotsruin. Enhver måtte klare sig.