Det pittoreske Spanien

90 år efter, at Joaquín Sorolla malede »Visiones de España« for en mæcen i USA, vises de enorme skilderier af spansk folkeliv i 1910erne for første gang i hjemlandet. Udstillingen trækker p.t. fulde huse i Valencia og giver samtidig oprejsning til en kunstner, der længe var sat i skammekrogen af den gode smag.

En dreng vandrer forbi det fjorten meter lange »La Fiesta del pan« på udstillingen i Valencia. Maleriet var »Visiones de España«-seriens største og første billede – malet i 1912-13 – og det viser optoget i forbindelse med den årlige fest for brødet nær Ávila inde på den castilianske højslette. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heino Kalis

I samme øjeblik man træder ind i udstillingssalen, er det, som om hele Olympen af hispanofile husguder begynder at baske én om ørerne:

H.C. Andersen, »haabløst forlibt i en Zigeunerskes deilige Øine.« Washington Irving digtende på en af sine fortællinger om maurerprinsessers umulige kærlighed. Ernest Hemingway på evig jagt efter tyrefægtningens indre logik. Eller Tom Kristensen, for den sags skyld, med sin angstblandede fascination af Spaniens brølende fest og farver.

For de 14 lærreder i serien »Visiones de España« (Spanske billeder) er næsten for meget af det gode, og man fristes til at erklære sig enig, når en samtidig kollega skriver om Joaquín Sorolla:

»Som om det skulle være kunst! Det er alt sammen meget dygtigt udført, men det er fidus. Hans malerier er som at bladre i et album med postkort.«

Meget store postkort ganske vist. De mindste billeder måler 3,5 gange 2,5 meter, det største 2,5 gange 14! Men motiverne af spansk folkeliv kort efter forrige århundredskifte kunne meget vel være udvalgt af det spanske turistbureau.

Den pittoreske sandhed
Her er festoptog, religiøse processioner, tunfisk på kajen, boldspil ved Biscayen, tyreflokke blandt figenkaktusser, matadorer i arenaen samt, naturligvis, sigøjnerkvinder i fyrig flamencodans.

Men når man har rystet de værste klichéer af sig, er her også noget andet.

Behandlingen af såvel Middel- som Atlanterhavets lys, i åbenlys familie med Skagensmalerne og i særdeleshed P.S. Krøyers arbejde, er sublim. Og samtidig må man som minimum respektere Sorollas konsekvente kunstneriske valg af at skildre Spanien, som han selv oplevede landet.

»Jeg vil udforske hver regions psykologi uden symbolisme og litteratur, i overensstemmelse med sandheden. Jeg vil vise et Spanien uden lommefilosofi via det pittoreske i hver region,« skriver maleren i et brev, inden han i 1911 går i gang med den enorme bestillingsopgave.

Tidlig succes
Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Og Sorollas er fulde af Middelhavets lys og lethed hjulpet på vej af en tidlig medvind i livet.

Født ind i en valenciansk håndværkerfamilie i 1863 viser han hurtigt sit talent. Blot 15 år gammel bliver han optaget på det lokale kunstakademi, hvorefter han via et studieophold i Rom hurtigt etablerer sig som en økonomisk succesrig kunstner.

Hans i første omgang let socialrealistiske billeder vinder priser både på hjemmebane og ude i Europa. En anerkendelse, der ikke bliver mindre, efterhånden som det lykkes ham at udfolde sit mesterskab som maler af det mediterrane lys – først og fremmest i en lang serie af billeder fra Valencia-regionens brede strande.

Da Archer M. Huntington i 1908 ser dem for første gang i London, er han i hvert tilfælde solgt. Den amerikanske rigmand, mæcen og spaniens­kender arrangerer straks en Sorolla-udstilling i Hispanic Society i New York. Og et par år senere bestiller han for den nette sum af 150.000 dollar en serie skilderier, der skal tjene som udsmykning af kulturcenterets bibliotek.

Smil på læben
Arbejdet med »Visiones de España« kommer til at optage Sorolla resten af livet. Bl.a. fordi malerens i forvejen dårlige helbred lider hårdt under de strabadserende rejser rundt i Spanien, hvor han insisterer på at male de enorme lærreder in situ. Det første af dem – den 14 meter lange frise fra brødfesten i Castilien – bliver ganske vist til efter skitser. Men Sorolla er ikke tilfreds med sit lidt stive billede (der ellers er helt i tråd med forestillingen om de alvorstunge indlandsspaniere) og så er det slut med atelieret og ud med staffeliet.

De følgende år går det over stok og sten rundt i Spaniens mangfoldige og indbyrdes vidt forskellige regioner, hvor Sorolla overalt maler de lokale med et smil på læben. Aragonserne danser jota. Galicierne spiller sækkepibe, baskerne bowling. Og i Extremadura er der marked for sortfodssvin.

Men det er med lærrederne fra Middelhavets regioner, at Sorolla for alvor ruller sig ud. Dansescenen fra Sevilla, f.eks. kan ved første øjekast ligne et glansbillede men er i virkeligheden et sandt orgie af lys og hvid krinoline i bevægelse. Og Palmelunden i Elche samt Tunfiskeriet i Ayamonte regnes af fans som hovedværker i det 20. århundredes europæiske maleri.

Eftertidens dom
Det er netop den legende lethed, Sorolla formår at male ind i seriens sidst udførte billeder, der irriterer samtidens kritikere mest. For forfattere som Miguel de Unamuno og Ramón del Valle-Inclán kolliderer valencianerens ubekymrede, sensuelle og eksotiske Spanien med deres egen idé om en streng, spirituel og katolsk nation.

Andre kritiserer, at han i Catalonien maler fiskere ved Costa Brava i stedet for fabriksarbejdere i Barcelona; at hans billeder er klinisk renset for enhver modernitet. Men eftertidens dom har været endnu hårdere: Glemsel.

Generationen af spanske malere, der kommer umiddelbart efter Sorolla, tæller navne som Pablo Picasso, Joan Miró og Salvador Dalí. Kunstnere, der brød grænser ned og var med til at ændre vores syn på verden. Og sammenlignet med deres bedrifter blegnede valencianerens pittoreske lærreder hurtigt.

Samtidig handlede det om, at Sorolla ikke kunne passes ind i nogen af de ismer, den herskende rigide kunstforståelse igennem årtier arbejdede med. Og så var det let at afvise ham som folkloristisk popfidus, hævder kuratorerne bag udstillingen i Valencia.

Den søde hævn
Derfor har visningen af »Visiones de España«, der fra marts tager på turne rundt i Spanien, også et element af »hævn«. Den skal give revanche til en kunstner, »som på en måde passer bedre ind i det 21. århundredes smag« end i sit eget århundrede, hedder det i kataloget.

Og at dømme efter de foreløbige besøgstal er det ikke helt forkert. Udstillingen har været total udsolgt, siden den åbnede først i november, og intet tyder på, at interessen er aftagende. For her er da noget kunst, som er til at forstå, uden at det af den grund holder op med at være kunst.

Om den søde hævn ville have glædet Sorolla, er ikke til at vide.

Måske han blot ville have trukket overbærende på skuldrene, mens han vandrede ned til stranden for at male »sandheden« i form af endnu et par børn, der leger i brændingen, mens middelhavets lys reflekteres i havvandets fine film hen over deres solbrune hud.