For nogle uger siden udkom Jan Sonnergaards længe ventede »Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer«. Men der var særligt én historie, der tiltrak sig opmærksomhed, nemlig »Uhyret i Villa Borghese«.

Her møder læseren en litterat, og det står hurtigt klart – hvilket de fleste anmeldere også bemærkede – at det er Informations mangeårige litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen, der karikeres på uforsonligste vis midt i et ellers blomstrende kunstnermiljø i Rom.

Om »Erik« lyder det: »Han var indbegrebet af et lille-lille bitte menneske der intet kan selv og intet skaber, men er så pissedygtig til at ødelægge alt hvad han kan komme i nærheden af. En evig stopklods og en skidt fyr fuld af ressentiment, misundelse og dårlig karma.«

Men hvorfor har Jan Sonnergaard begået sådan et karaktermord? Hvordan er det sådan at blive karaktermyrdet? Og hvad er et godt litterært karaktermord?

Først ringer jeg til Jan Sonnergaard og spørger, hvad det egentlig er for en historie, der går forud for karaktermordet på Erik Skyum-Nielsen.

»Skyum er jo slet ikke den renfærdige anmelder, han prøver at få sig fremstillet som. For eksempel brugte han i sin tid Morti Vizkis homoseksualitet imod forfatterskabet og kaldte ham for en »parasit på litteraturen«. I sin anmeldelse af Kirsten Thorups roman »Bonsai« brugte han det meste af anmeldelsen til at beskrive Thorups privatliv, og han slagtede Peter Høegs »De måske egnede« uden at nævne, at han sad i bestyrelsen på Bordings Friskole, som Høeg skrev om i bogen. Og i sin anmeldelse af Thomas Bobergs »Under hundestjernen« nævnte han en oplæsning, Boberg aldrig nogensinde havde deltaget i. Og så videre og så videre. Hvad angår mit forfatterskab, så prøvede Skyum at slå det ihjel, da jeg udgav min anden bog, »Sidste søndag i oktober«, i 2000. Han skrev i sin anmeldelse, at jeg endegyldigt var havnet i en kunstnerisk og menneskelig blindgyde. En af novellerne i bogen åbner med, at en mand sviner sin ekskæreste til, hvilket var en beskrivelse af en tilstand og naturligvis ikke min mening om kvinder generelt. Men det, anmeldere kan gøre, og som er noget svineri, er at tage et tekststykke ud af sammenhæng og fremføre det som udtryk for forfatterens holdninger. Det gjorde Skyum og skrev om mit »infame kvindesyn«. Og et stykke tid efter anmeldelsen ville han gudhjælpemig have mig til at skrive til et magasin, han redigerede. På den ene side skulle jeg svines til, på den anden skulle jeg skrive for ham. Han blev chokeret, da jeg afviste ham.«

Jan Sonnergaard fortsætter:

»Mit sigte med fortællingen var egentlig ikke at skrive grimt om Skyum i første omgang. Jeg havde bare behov for en skurk, og så syntes jeg, at han var et glimrende forlæg. Fortællingen skulle først og fremmest handle om Rom og om den evige modsætning i kærligheden: Om dem, som bygger op og griner og inviterer alle med til festen, og så dem, der kun kan sige »Puh, hvor er det grimt«, »Åh, hvor er det dumt«, »Ih, hvor er det ringe« og aldrig selv bidrager med noget. Det var de to mennesketyper, jeg ville skrive om i novellen, og Skyum var for mig at se et perfekt billede på det underskudsmenneske, der ikke mindst huserer i litteraturkritikken. Og i den forargede anmeldelse af min nye bog i Information er der især én formulering, der slår mig, nemlig at »sjældent har man læst en forfatter skrive et så småligt angreb på en kritiker«. »Småligt?« Hvorfor i alverden må forfatteren ikke være smålig over for kritikeren? Jeg er helt enig i, at han eller hun ikke må være smålig over for læseren, men jeg har svært ved at se, hvorfor forfatteren skal tage særligt hensyn til kritikeren. Hvis man ikke må være smålig over for dem, så mener de vel, at man skal være det modsatte. Men skal forfatteren være storsindet over for sine anmeldere? Og betyder det, at forfatteren helst skal fedte for anmelderen? kunne man spørge.«

Jeg kontakter Erik Skyum-Nielsen for at høre, hvordan det er sådan at blive karaktermyrdet. Om hans syn på Jan Sonnergaard og alle de anklager, der er indlejret i »Uhyret i Villa Borghese«. Men han ønsker ikke at lade sig interviewe og svarer i en mail, »at baggrunden for min afvisning er jo dels, at jeg ikke har læst den bog, du har valgt at tage udgangspunkt i, dels, at jeg slet ikke vil interviewes om emnet.«

Det vil en anden af Jan Sonnergaards aversioner, litteraturkritikeren Lars Bukdahl fra Weekendavisen, gerne. Han har også oplevet at blive karaktermyrdet. Endda hele to gange. Først af Klaus Rifbjerg og senest i »Jeg taler til jer« fra 2011, hvor en vis Claus Beck-Nielsen fremstillede ham som en ynkelig, manipulativ type, som blandt andet benytter sin position til at score en purung digter.

»Det ubehageligste var perioden, hvor jeg fik nys om, at der var en bog på vej om mig. Den der fornemmelse af, at jeg var blevet forfulgt eller skygget, det var sgu skræmmende. Men portrættet af mig i bogen kunne sagtens have været ondere, når nu man tænker på, hvordan jeg skriver som anmelder. Jeg lægger som Skyum ikke fingrene imellem, når jeg synes, en bog er dårlig, og derfor må nogle forfattere jo blive sårede eller forbitrede. Og de er hjertens velkomne til at karaktermyrde os kritikere, men det skal sgu gøres med litterært overskud. Det synes jeg ikke, der er i Sonnergaards historie. Dér står karaktermordet bare og dirrer med uforløst aggression, og hans billede af kritikerne som fornærede ødelæggere og forfattere som livselskende, generøse mennesker er dybt idiotisk og klichefyldt.«

Lars Bukdahl mener dog, at der er karaktermord på kritikere, som er blevet til stor litteratur.

»Et godt karaktermord skal være vellignende, og det skal kunne fungere i sig selv, som et stykke litteratur. Som Klaus Rifbjergs »Marts 70«, hvor kulturlivets virkelige skikkelser ikke engang har fået nye navne. Her er min helt Poul Borum også karikeret genialt. Alle hans vokaler konsekvent udskiftet med ø’er. Og sådan talte Borum virkelig! Det er meget, meget ondt og samtidig gjort med stort humoristisk overskud.«

Lars Bukdahl mener nu ikke, at en kritiker nogensinde skal være ked af at dukke op i en roman. Hvor hadefuldt eller latterliggørende, man end fremstilles.

»Karaktermordet er jo en bekræftelse af, at man har gjort en forskel, at man ikke er fuldstændig ligegyldig. Og så er det også den eneste måde, hvorpå en kritiker kan blive udødelig. Avisen, kritikeren skriver i, glemmer de fleste, dagen efter den er trykt. Men en bog lever meget længere og kan, hvis man er heldig, blive en klassiker.«

Det samme er Jens Andersen – biografiforfatter og indtil for nylig litteraturredaktør på Berlingske – inde på, da jeg ringer til ham. Han blev karaktermyrdet af Klaus Rifbjerg i novellen »Kreutzer-sonaten« fra 1993.

»Novellen handler om en ung biografiforfatter og litteraturkritiker, som helt åbenlyst er mig. Sådan en blød mand, som kan finde på at komme til redaktionsmøder på avisen med sit barn i en Snugli-pose. Men han er faktisk dygtigere til at skrive legatansøgninger end biografier, forstår læseren. Det pikante er bare, at det var Rifbjerg selv – han var dengang litterær direktør på Gyldendal – der opfordrede mig til at skrive biografien om Tom Kristensen op til hans 100 års fødselsdag. Og min bog udkom i august 1993, og i slutningen af samme måned udkom så Rifbjergs novellesamling med portrættet af den unge mand, som havde skrevet en biograf om en »T.K.« Det blev jeg noget opbragt over og læste novellen med røde ører og kunne også se mig selv i karikaturen af den hule litterat, der ikke havde meget at have sit talent i.«

Men en dag mødte Jens Andersen så Rifbjerg på Hillerød Station.

»Der siger jeg så til ham, at jeg har læst novellen. Den store mand kigger bare ned på mig og siger så »Aaarh mand, det’ jo bare fiktion«. Og det er jeg sådan set enig med ham i, nu, hvor jeg faktisk er lidt stolt over, at han med novellen har plantet mig i litteraturhistorien. Og man må ikke glemme, at forfattere altid bruger af verden og menneskene omkring sig. Hvilket selvfølgelig også vil sige deres anmeldere.«