Det opsøgende børneteater går tilbage

Danmarks 40-årige tradition for opsøgende børneteater er under hårdt pres, da teatrene hyres til langt færre forestillinger end for bare få år siden. Kommunal økonomi og ændret smag er forklaringerne. Et udvandet teaterliv kan blive konsekvensen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Der bliver længere imellem, at Rio Rose pakker Fiat Ducato-varevognen og tager ud på landevejen. Der går længere imellem, at Teatertruppen spiller dens forestillinger i gymnastiksale på landets skoler. Og frem for alt går der længere imellem, at børnene oplever det opsøgende børneteater, som ellers skulle give dem blod på tanden i forhold til fremtidige teateroplevelser.

»Summa summarum er, at hvor vi tidligere havde to uger med glødende telefoner efter børneteaterfestivalerne i april, så ringer kun ganske få efter festivalerne. Og det er især dykket i 2005, 2006 og 2007,« siger Klaus Eggert, som er daglig leder af Rio Rose.

Han forklarer, at hvor teatret indtil 2004 blev hyret til 100-120 årlige forestillinger rundt på landets skoler, så er belægningen nu nede på 50-60.

Og ifølge Børneteatersammenslutningen er denne afmatning gennemgående for de opsøgende børneteatre i Danmark. Navnet dækker over ganske små grupper, som typisk arbejder uden stationære scener, og hvis medlemmer kan tælles på en hånd. Staten har kulturpolitisk støttet teatrene siden slutningen af 1960erne med teaterrefusionen, som refunderer halvdelen af skolernes udgifter til deres forestillinger. Og dette ud fra en betragtning om, at mange børn ellers aldrig ville blive introduceret for teatret.

Men med den aktuelle nedgang risikerer man et punktum for næsten 40 års tradition. Ifølge Henrik Køhler, formand for Børneteatersammenslutningen med 56 professionelle børneteatre, skyldes det følgende faktorer:

For det første har de opsøgende børneteatre gennem de seneste år oplevet, at kommunerne har færre penge til kulturelle arrangementer. For det andet er området blevet ramt af kommunesammenlægningen i den forstand, at tre sammenlagte kommuner kan have svært ved at finde et fælles kulturelt fodslag. For det tredje er de rejsende børneteatre gennem årene typisk blevet hyret af formidlere i form af lærere eller bibliotekarer på den enkelte skole. Og da der i øjeblikket sker en større udskiftning blandt disse formidlere, så kommer nye til, der ikke nødvendigvis har samme forhold til teater og i stedet prioriterer andre og mere moderne medier som film, musik og elektroniske aktiviteter, herunder computere. Og for det fjerde satser stationære scener som f.eks. Det Kongelige Teater og Odense Teater i højere grad på børneteater og tiltrækker skolerne gennem f.eks. mængderabatter.

»Helt konkret ser vi lige nu en masse teatre, som i denne sæson kun sælger halvdelen af, hvad de plejer. De ligger stille her efter nytår, og de oplever ligefrem aflysninger,« siger Henrik Køhler.

Som modtræk indleder Børneteatersammenslutningen sammen med Teater Centrum - Kulturministeriets informationscenter for børneteater - i marts en »formidlerkaravane«, der skal besøge udvalgte storkommuner for at gøre opmærksom på børneteatrene.

Men mange opsøgende børneteatre må indstille sig på at sadle om. F.eks. arbejder Rio Rose sig hen mod de stationære scener og med familierne som målgruppe. I øjeblikket opfører truppen »Blah blah blah« i Væksthuset på Gladsaxe Ny Teater. Men en sådan omstilling bryder med nomadetilværelsen for de opsøgende børneteatre. Den kræver billetsalg og et øget mandskab. Og mange knækker simpelthen nakken undervejs.

»Jeg tror på, at tingene går op og ned. Og jeg tror på den levende teaterkunst - altså mødet mellem levende mennesker. Men jeg tror også, at det finder et lavere niveau end tidligere,« siger Klaus Eggert fra Rio Rose.

Silkeborg Kommune har eksempelvis kunne opretholde antallet af teaterforestillinger indtil nu. Men fra 2007 og pga. sammenlægningen med kommunerne Gjern, Kjellerup og Them skal antallet efter al sandsynlighed barberes ned. Det skyldes ifølge Ulla Frederiksen, skolebibliotekskonsulent med ansvar for skolernes teaterformidling, at mens Silkeborg alene havde et årligt teaterbudget på 120.000 kroner til 16 skoler, så er budgettet efter sammenlægningen 130.000 til 29 skoler.

Janek Szatkowski, lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet, beklager den generelt nedadgående kurve i Danmark, fordi landet i hans øjne er »unikt«, hvad angår det opsøgende børneteater. Ikke alene mener han, at det har skabt teater i verdensklasse med f.eks. Gruppe 38, Corona Danseteater og Teater Refleksion. Men også selve udgangspunktet om at aktivere børn i forhold til teater har båret frugt.

»Børnene har adgang til alle mulige andre medier: Film, musik og - til en vis grad - bogen. Men teatret og nogle af de andre kulturelle fagområder halter efter i skolen. Derfor er det en fantastisk mulighed, at der klokken 9 pludselig står nogle gale teaterfolk nede i gymnastiksalen og gerne vil spille for dem. Det opsøgende teater tilbyder børnene et første kig ind et medie, som de ellers ikke ville have mulighed for at se. Det giver børnene en første teateroplevelse på et tidligt tidspunkt, som er vigtigt i forhold til at udbrede teaterkunsten til et bredere publikum. Og hvis det svigter, så svigter en meget vigtig del af teatrenes fødekæde.«