»Det Onde eksisterer ikke«

I udryddelseslejren Auschwitz i Polen kan man stadig trave rundt i de myrdedes aske. Men forsoning er mulig, og Det Onde findes ikke, siger en tysk præst, der har viet sit liv til at skabe dialog og forsoning. Tirsdag er det Auschwitz-dag i Danmark.

En flok muntre naziofficerer og kvindelige hjælpere (helferinnen) fotograferet i Auschwitz på et tidspunkt mellem juni 1944 og januar 1945. Det er Karl-Friedrich Höcker midt i billedet. Foto: Holocoust Museet i USA
Læs mere
Fold sammen

OŚWIĘCIM: Det pusler i skovbunden. Her er ellers ingen og intet levende, men pludselig løber en flok hjorte forbi, hen over den smalle asfaltvej og ind gennem den lille lund. Så bliver der stille igen.

Bag træerne ligger fundamentet af en langstrakt bygning. Det var engang Gaskammer og Krematorium 5 i Auschwitz-Birkenau-lejren, og den lille lund lå her også dengang; der findes billeder, som viser flokke af fanger sidde under træerne og vente på deres henrettelse. De må have kunnet høre skrigene fra gaskammeret, og i hvert fald må de have kunnet mærke stanken af brændende lig.

Men fotografierne viser ingen tegn på panik, kun resignation. Det er nyankomne, netop hevet ud af godsvognene efter flere dages rejse. De er stadig i deres eget tøj; SSerne har ikke engang ulejliget sig med at registrere dem som fanger, for de skal gasses med det samme, så snart gaskammeret bliver ledigt.

Denne januardag i 2015 falder sneen stille ned over ruiner, rustne pigtrådshegn og forladte bygninger; flokke af besøgende går rundt med guider i spidsen, men de kommer sjældent herop i dette hjørne, og er man alene, kan man gå for sig selv i timevis op og ned ad de lange lejrgader.

Det er det første, der slår én: Hvor stort dette er. Auschwitz-Birkenau-lejren måler en kilometer på hver led, og ved krigens slutning var man i gang med at udvide den. Et par kilometer længere nede mod floden ligger Auschwitz I, den oprindelige lejr, som allerede i 1941 var blevet for lille.

Selv her var der grænser

Dødsfabrikken blev mere og mere effektiv, som årene gik. I forsommeren 1944 nåede man højdepunktet, da man på kun to måneder slagtede og brændte 424.000 ungarske jøder. En teknisk præstation, men gaskamrene kørte også på fuld kapacitet, og krematorierne kunne ikke følge med, for det tager længere tid at brænde mennesker end at gasse dem.

Man gik over til at brænde de nøgne lig i det fri: Et lag brænde, et lag lig, et lag brænde, og så videre forfra, med op til fem lag lig, og når ilden havde godt fat, behøvede man bare at smide nye lig på bålet; så brød de ud i flammer med det samme.

Asken fyldte luften, den sved i øjnene og rev i næsen, og man skovlede den sammen og kørte den væk, vognlæs efter vognlæs, og det, man ikke kunne hælde i nogle af de mange små vandhuller omkring lejren, det havnede i floden, blev brugt som vejfyld eller spredt på markederne som gødning. Man druknede i aske. I Auschwitz vader man stadig oven i myrdede mennesker.

Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS-folk har fortalt i forhør og avisinterview, hvad de hørte inde fra gaskamrene: Først skrig, så en buldrende larm, og til sidst kun en summen. Så blev der stille, men først efter en halv time lukkede man de lufttætte døre op igen.

Faktisk ved man ikke med sikkerhed, hvor mange som blev dræbt i Auschwitz. SS førte regnskab med, hvad der blev samlet af tandguld fra ofrene, men selve ofrenes antal gjorde man ikke op; de, som straks ved ankomsten blev sendt i gaskammeret, blev slet ikke registreret – og det var de fleste.

Det var ikke sjusk. Himmler havde givet ordre om, at man løbende skulle brænde alle papirer, som kunne give den mindste henvisning til antallet af udslettede.

Så hvor mange mennesker døde her?

Ifølge Adolf Eichmann, tysk SS-officer og en af strategerne bag udførelsen af massedrabene, var der tale om 2,5 millioner. Det afviste lejrkommandanten dog:

»Jeg anser tallet 2,5 millioner for alt for højt. Selv i Auschwitz var der grænser for udryddelsesmulighederne,« sagde Auschwitz’ lejrkommandant, Rufolf Höss, i et forhør efter krigen. Ifølge Auschwitz-museet blev 1,1 millioner mennesker myrdet her, og en million af dem var jøder.

Et spøgelse

Karl-Friedrich Höcker var SS-officer i Auschwitz; ikke fangevogter, men adjudant for lejrkommandanten. Det, som gør Höcker til noget særligt, var hans hobby som fotograf, for i modsætning til så mange andre, så fotograferede han ikke ofrene, men gerningsmændene.

Nogle fotos viser ledende SS-folk i lejren i rolig samtale, andre er fra en slags firmaskovtur, en fælles udflugt til en feriehytte; man spiser blåbær og spiller harmonika og ler til fotografen.

Det uhyggelige ved de billeder er, at bødlerne ikke ligner uhyrer. De ligner mennesker, som dig og mig. Så det spørgsmål melder sig, om man selv, under de rette betingelser, kunne blive gerningsmand.

»Det er netop det vigtigste spørgsmål. Efter et flystyrt handler det først om at tage sig af ofrene, og derefter om at finde ud af, hvorfor flyet styrtede ned. Gjorde piloterne noget forkert? Derfor er spørgsmålet vigtigt. For at hindre, at det sker igen,« siger Manfred Deselaers, en tysk katolsk præst, som siden 1990 har boet og arbejdet i Oświęcim.

I dag er han vicedirektør for Center for Dialog og Bøn, en kirkelig institution, som ligger nogle hundrede meter fra Auschwitz I-lejren.

Fader Manfred er en høj mand med venlige øjne, som han ind imellem tørrer af med en finger, som for at viske en tåre væk. Og han er grundlæggende overbevist om, at hans centers arbejde med at fortælle ungdomsgrupper og andre interesserede om jødeudryddelserne giver mening, netop i Oświęcim.

»Auschwitz er et sted til eftertanke,« siger han og ser oprigtigt medlidende ud, da han hører, at det er mit første besøg i Auschwitz. En stærk tro på Det Gode gør, at han holder ud at arbejde på dette fordømte sted.

»Det Onde eksisterer ikke,« siger Deselaers.

»Som den polske filosof Józef Tischner har sagt det, så er Det Onde et spøgelse; det er noget indbildt, som har magt over mennesker. Det virkelige er kærligheden, og Det Gode – kærligheden – det handler om alle mennesker.«

Erstatningsguden

Et eksempel til eftertanke er netop ondskabens egen repræsentant på stedet, lejrkommandanten Rudolf Höss. Han blev efter krigen udleveret til Polen, som dødsdømte ham og henrettede ham ved hængning – netop her i Auschwitz, hvor hans galge stadig står uden for stamlejrens gaskammer.

»Höss var ideologisk overbevist. Han var rent biografisk vokset ind i den nazistiske ideologi; han blev tidligt medlem af partiet,« fortæller Deselaers, der har skrevet en bog om Höss’ liv og omvendelse.

»Han var født i en strengt katolsk familie, men trådte ud af kirken, og nationalsocialismen blev hans nye sandhed. Han mødte allerede i 1920erne Hitler, der kom til at stå for ham som Tysklands redning og manden, der havde svarene – i stedet for Kristus. Hitler blev en erstatningsgud. Og for Höss var jødeudryddelsen en opgave, som var nødvendig: Jøderne var Tysklands fjender, som måtte udslettes. For at sikre hans egne børns fremtid måtte fjenderne udslettes. Og da han får befalingen (om jødeudryddelsen, red.), er hans reaktion kun forundring over, at det netop er ham, som skal udføre den. Det var en vanskelig opgave, som tilfaldt eliten, og eliten var SS.«

Men efterhånden begyndte selv Höss at vakle i sin erstatningstro.

»Han har sagt det sådan – ikke ordret, men efter betydningen – at i begyndelsen var alt enkelt, men siden blev det vanskeligere. Det blev det, da han så kvinderne og børnene på rampen (stedet i Auschwitz, hvor fangerne forlod jernbanevognene, og de ikke-arbejdsduelige blev taget fra til gasning, red.). Han så børn, som legede, og når han senere kiggede på sine egne børn, så han disse børn for sig. Han reagerede ved at ride rundt i timevis i egnen; overlevende fanger fortæller, at ingen red så meget som Höss. Men han endte med at undertrykke sin egen menneskelighed. Han begik så at sige også mord på sin egen menneskelighed. Men han var ikke et offer; det var hans egen beslutning. Efter krigen så han, at alle, som havde haft et ansvar, tog livet af sig, eller nægtede alt i Nürnberg, og det fik ham til at føle sig forrådt. Og han besluttede som en af de første at bekende sit eget ansvar. Han fortæller i sine erindringer, at da han blev udleveret til Polen, var han overrasket over at blive behandlet som et menneske; det havde han ikke ventet at blive. Det var en omvæltning for ham, og han genindtrådte i kirken.«

Höss endte altså som et troende menneske, han beklagede sine handlinger, og i et afskedsbrev opfordrede han sin søn til altid at stille spørgsmålstegn ved autoriteter. Han forsonede sig, muligvis, med sig selv.

Men er forsoning overhovedet mulig efter en forbrydelse som Auschwitz?

»Forsoning er mulig, men kun mellem levende mennesker,« siger fader Manfred.

»Jeg kan ikke bede et andet menneske om tilgivelse for noget, mine forfædre har gjort mod ham eller mod hans forfædre. Det kan kun ske mellem gerningsmænd og ofre, og det kræver, at gerningsmændene tager ofrene alvorligt og lader sig ryste. Man siger, at der er ingen forsoning uden tårer over den andens lidelser.«

Sporene slettet

27. januar 1945 nåede de sovjetiske soldater frem til Auschwitz. Klokken var tre om eftermiddagen, og der havde været kæmpet hårdt også om denne lille by. Soldaterne har været udmattede af for lidt søvn og af tung oppakning, som de stred sig fremad i snevejret i deres hvide camouflageuniformer. De kan ikke have haft nogen anelse om, hvad der ventede dem.

I dag kalder man det Auschwitz’ befrielse, men der var ikke så mange tilbage at befri. Sovjetsoldaterne fandt omkring 8.000 fanger efterladt i det enorme lejrkompleks, 600 af dem børn. Nogle af dem kunne ikke længere huske, hvad de hed. Spurgte man dem, svarede de med deres fangenummer. SS-folkene havde ladet de sygeste og svageste tilbage, da de rømmede lejren og sendte de sidste 56.000 fanger på dødsmarscher ind i Tyskland.

Krematorier og gaskamre var sprængt i luften, men der var stadig spor af forbrydelsen. I én barak fandt sovjetsoldaterne meterhøje bunker af tøj og gamle sko. Et andet sted enorme mængder af forvredne metalbrillestel. Der var også vognlæs fulde af emaljerede gryder og fade, som fangerne havde bragt med i den tro, at de skulle »evakueres«.

Tirsdag fejres så 70-årsdagen for befrielsen, og det bliver den sidste runde mindedag, hvor man kan forvente, at der dukker overlevende fanger op.

En række statsledere og honoratiores kommer; fra Danmark kronprins Frederik, fra Frankrig, Tyskland og Ukraine præsidenterne Hollande, Gauck og Porosjenko.

Én vil mangle, nemlig Putin, og fra Kreml har man givet en forklaring, der kan sammenfattes til, at det ikke er nogen skam at blive væk, når man ikke er inviteret.

Hvortil den polske regering har svaret, at man sådan set ikke har inviteret nogen, men har orienteret alle lande på lige fod og ladet det det være op til dem selv at sende, hvem de ville. Noget forsoningsbudskab om Europas nyeste militære konflikt kommer ikke til at udgå fra Auschwitz.