Det nye testamente har været i syrebad

Det Nye Testamente er blevet oversat til nudansk. Og det er lidt grænseoverskridende. F.eks. hedder det ikke længere »Det Nye Testamente«, men »Den Nye Aftale«. Tine Lindhardt, generalsekretær for Bibelselskabet, fortæller om en arbejdsproces, hvor det kirkelige sprog er blevet vasket og de teologiske nøglebegreber kommet i syrebad.

Tine Lindhardt er Generalsekretær for Bibelselskabet, der har begået en nyoversættelse af Bibelen. »Det har været en hård proces for os teologer. Nogle gange føltes det som at komme i syrebad. Der var mange ord og vendinger, vi betragtede som forståeligt dansk, hvor vi måtte erkende, at det var det ikke,« siger hun. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Normalt er Bibelen måske mere noget man læser i, end noget man læser over store stræk. Men forleden formiddag nuppede jeg lige Matthæus-evangeliet, Apostlenes Gerninger og Paulus’ Brev til Romerne. Ikke så dårligt. En lille Bibel-marathon. Dog hed teksterne noget andet. De hed »Matthæus’ fortælling om Jesus«, »Grundlæggelsen af de første menigheder« og »Paulus’ brev til menigheden i Rom«. Det Nye Testamente er nemlig oversat til nudansk under titlen »Den Nye Aftale«.

Den umiddelbare læseoplevelse var god. Man gled gennem teksten. Alle de linjebrud, som versinddelingen normalt medfører, var erstattet af løbende tekst, der til gengæld havde fået indsat overskrifter som »mellemrubrikker« i en avisartikel. Og så var det altså nudansk sprog. Det er Bibelselskabet, der har stået for oversættelsen og udgivelsen, og jeg har opsøgt selskabets generalsekretær, cand. theol. Tine Lindhardt, for at høre nærmere om baggrunden.

I 1992 kom der en ny autoriseret oversættelse af hele Bibelen. Hvorfor er I røget så hurtigt til tasterne igen?

»Det her er en anden type oversættelse, som skal kunne noget andet. Den henvender sig til mennesker, der ikke er vokset op med kirke og bibel. Da Luther i sin tid oversatte Bibelen til tysk, ville han bruge det sprog, der blev talt af »manden på marken og konen i køkkenet«. Og det er det samme vi forsøger at gøre på nutidens betingelser. Jeg er ikke selv vokset op i et kirkeligt hjem, så jeg ved, hvor vigtigt det kan være at blive hjulpet ind i den bibelske verden af en sproglig trædesten. Jeg brugte selv Paul og Anna Sophie Seidelins oversættelse af Det Nye Testamente fra 1974.«

En gruppe på op mod 20 mennesker står bag udgivelsen, der har taget tre år at lave. Prøv at beskrive arbejdsprocessen.

»Det er vigtigt at præcisere, at det er en egentlig oversættelse. Vi er gået tilbage til den græske originaltekst. Vi har ikke taget udgangspunkt i andre oversættelser og analyseret hvad der fungerede eller ikke fungerede her. Når de græsk-kyndige, der også er teologer og eksegeter (Tekstkyndige, red.), havde lavet en råoversættelse, blev den præsenteret for dansk-kyndige – journalister, formidlere, oversættere – og de lavede så en benhård kritik – »det kan man ikke sige på moderne dansk, man må sige sådan i stedet for« – og så røg teksten tilbage til de græsk-kyndige. De kunne så indvende: »Ja, det lyder rigtig fint, men det er altså ikke det, der står i teksten.« Og de dansk-faglige er så blevet ved med at udfordre dem: »Jamen, hvad står der så? Hvad er meningen med det her?« Og så har teologerne måttet grave et spadestik dybere ned i ordene og begreberne.

Sådan er teksten gået frem og tilbage. Selvfølgelig er det ikke noget nyt, at der er formidlere med i en oversættelse, men de plejer at sidde længere ude. Vi har flyttet dem ind i hjertet af arbejdsprocessen. De har oprettet et sprogvaskeri, hvor de har vasket sproget for os.

Det har været en hård proces for os teologer. Nogle gange føltes det som at komme i syrebad. Der var mange ord og vendinger, vi betragtede som forståeligt dansk, hvor vi måtte erkende, at det var det ikke. Vi havde bare levet så længe med det kirkelige sær-sprog, at det var blevet naturligt for os.«

Ikke-autoriseret oversættelse
Vi må lige præcisere, at oversættelsen ikke er autoriseret. Hvad betyder det?

»At den ikke må bruges i højmessen og til kirkelige handlinger. Den er ikke formet til at kunne fungere sammen med bønnerne og liturgien i gudstjenesten. Den bryder sprogligt så meget med traditionen, at den vanskeligt kan forenes med salmer og liturgi. Den er tænkt som et supplement, en indgang, en bog man kan sidde og læse derhjemme, som du har gjort. Der var jo mange, der læste Koranen i den nye danske oversættelse sidste år for at se »hvad det var«. Man kan gøre det samme her. For mange er Bibelen den bedste bog, de aldrig har fået læst. Og nu er der en undskyldning mindre, for nu er Det Nye Testamente ikke længere så svært at gå til.«

I er gået meget radikalt til værks. Både sprogligt og teologisk kan det virke meget grænseoverskridende med disse fornyelser, også når gamle kerneord som nåde, barmhjertighed og retfærdighed forsvinder helt. I går virkelig planken ud. Er det ikke næsten for galt?

»Målet er, at sproget skal være så klart eller upåfaldende, at folk kan bruge kræfterne på det indholdsmæssige. Indholdet er stadigvæk noget, der skal tygges på. Ved nogle af ordene var det et problem, at de var gået ud af dagligt brug. Et ord som »nåde« bruger vi ikke mere. Andre ord som »hellig« eller »retfærdig« bruger vi nok endnu, men de betyder ikke længere det samme. Hellig betyder nærmest skinhellig og ikke »tæt på Gud«; retfærdig betyder fair og ikke »den, der gør som Gud vil«.«

Det lyder bare lidt fladt: »Du skal elske andre på samme måde som du elsker dig selv.«

»Vi diskuterede det meget. Ordet »næste« bruges jo heller ikke mere. Skulle man så sige dine nærmeste, din nabo, dine landsmænd? Nej, for det vil i dag lyde som en meget snæver kreds, og det er ikke det, der er meningen. Og vi skal gå efter den mest sandsynlige betydning. De mennesker, der i sin tid hørte de ord første gang, hvad forstod de ved dem?«

Der er jo en fare ved sprogligt at tænke meget i målgruppen, og det er at I også under hånden kommer til at skære indholdet, så det passer til moderne menneskers mentalitet og forestillinger. En kritiker har sagt, at det bliver en feel good kristendom med accept, respekt og tolerance og uden skarpe kanter ...

»Den kritik er helt skudt forbi, synes jeg. Vi er netop ikke gået efter at være politisk korrekte og bruge »inklusivt« sprog eller bløde omskrivninger af barske realiteter. Vi skriver ikke »tjener«, når der står »slave«, og vi bilder ikke nogen ind, at Paulus både henvender sig til mænd og kvinder, når der nu kun står »brødre«. Nogle steder er vi nødt til at tilføje noget, fordi folk ikke ved, at når man bliver døbt i Jordan, er der tale om Jordanfloden, eller at samaritaneren i lignelsen om den barmhjertige samaritaner ikke bare er en mand fra Samaria, men faktisk var en uværdig person, et udskud, det var den forkerte, der stoppede op. Og derfor skriver vi »en fremmed fra Samaria«.

Vores oversættelse er som nævnt et supplement, men jeg håber da også, at den kan kaste nyt lys over teksterne, for der er jo ting. som man ofte bare siger som en remse uden at tænke over indholdet. Vi har f.eks. nyoversat Fadervor (se box), hvad mange har reageret på. Normalt beder vi jo »Led os ikke i fristelse«, men når moderne mennesker hører ordet »fristelse«, tænker de altid kun på sex eller flødeskumskager ...«

Ja, jeg tænkte netop på flødeskumskager!

Vil sætte nye tanker i gang
»Der kan du se. Vi skriver »Lad være med at sætte os på prøve«. For det er det, der ligger i det. Vi kan risikere at blive bragt i situationer, som er så hårde, at vi simpelthen bliver prøvet på vores tro. Kan Gud finde på det? Ja, det kan han måske. I hvert fald beder vi ham om at beskærme os mod det. Du kan se, at det er noget langt mere omfattende og dybtgående end tanken om »fristelser«, som huller vi kan falde i på vores vej. På den måde kan en ny oversættelse af et kendt sted sætte tanker i gang, også hos dem der mener at de kender Fadervor ud og ind.

Jeg tror også, at vores brug af heldig i saligprisningerne kan have sådan en virkning. Det er for at få paradokset frem. »I er heldige hvis I er små og ubetydelige, for I vil overtage jorden«. Salig er et ord, vi ikke rigtig registrerer, fordi vi ikke forbinder noget med det. Men vi mener ikke »heldig« i lottoforstand, som noget man trækker i en automat. Det er heldig som et godt vilkår, man kan være taknemlig over, som når vi siger »Hvor er du heldig, at du har sådan en god kone.««

Men har I ikke oplevet, at når I ændrede et ord, så påvirkede det de andre. I tog et kort væk og så væltede hele korthuset?

»Nej, for vi har ikke tænkt i de enkelte ord. Vi er ikke gået ind i et hus, der var der i forvejen, og som vi så har prøvet at renovere eller møblere om på. Vi har simpelthen prøvet at bygge huset op på ny, forfra, fra grunden.«

Og hvad så nu? Hvad med Det Gamle Testamente? Eller rettere Den Gamle Aftale.

»Ikke i min tid som generalsekretær. Uden at det skal lyde som et løfte. Det er et meget ressourcekrævende arbejde. Vi har selv finansieret frikøb af alle de fagfolk, der har deltaget i arbejdet. Så det er ikke bare noget, man lige gør. Men måske et udvalg, nogle af de mere kendte og vigtige tekster i Det Gamle Testamente.«

Som Jobs Bog?

»Ja, det kunne blive interessant. På trods af at der er mere end 2.000 år mellem Job og os, så er Jobs Bog jo et af de mest moderne skrifter i Gammel Testamente, fordi det stiller spørgsmålet om lidelsens mening: hvorfor lige mig? hvad har jeg gjort siden jeg skal rammes så hårdt?«

»Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk« er udkommet på Bibelselskabets Forlag. Bogen er på 528 sider og koster 169 kr.