Det nationale museum i Prinsens Palæ

Da svenskekongen, Carl 10. Gustav, en kold februarnat i 1659 stormede København med sin hær, foregik det hen isen på det sted, hvor siden hen Stormgade kom til at ligge.

Dengang lå kysten langs Kalveboderne næsten en kilometer inde i landet ved Løngangsstræde og Vandkunsten.

De svenske angribere blev slået tilbage med voldsomme tab, og byen blev reddet. Men faren for en total svensk sejr havde været overhængende, og næppe var der sluttet fred på Rådmandsmarken uden for byen, før den hollandske fæstningsingeniør Henrik Rüse blev sat til at forstærke Københavns forsvarsværker. En lignende situation måtte aldrig opstå igen.

Rüse udkastede en fantastisk plan. Vestervold skulle forlænges langt ud i den flade havbugt, og på indersiden skulle et vældigt areal opfyldes og tørlægges således, at Slotsholmen ville være beskyttet af en helt ny bydel, som selvfølgelig skulle bære det kongelige navn Frederiksholm.

Tanken var, at invitere nogle af byens storkøbmænd og adelsfamilier til at bygge gårde på de nyindvundne arealer, men det var ikke så let. Selv om Frederiksholms Kanal blev gravet for at afvande området, vedblev det længe at være et sumpet morads. Men bygget blev der trods alt.

En af Københavns rigeste borgere var vinhandleren Wigand Michelbecker. Han opførte en standsmæssig ejendom i Ny Vestergade, som derfor i lang tid blev kaldt Wigands Gade. Købmandsgården blev siden hen ombygget adskillige gange og til sidst købt af kongehuset, da der skulle findes en egnet bolig til kronprinsen, den senere Christian VI og hans prinsesse.

Midt i 1700-tallet blev der under ledelse af Nicolaj Eigtved gennemført en storstilet ombygning af den gamle købmandsgård, og efterfølgende fremstod »Palæet i Kalveboderne« som et af de mest fuldendte rokoko palæer i landet. Placeringen i bybilledet var fremragende vis-a-vis det storslåede ridebaneanlæg ved det nyopførte Christiansborg Slot. Det hele var holdt i en umiskendelig fransk stil, og man måtte til Paris for at finde noget lignende.

»Prinsens Palæ« kaldtes det ikke uden grund, for her boede adskillige prinser, indtil det blev deres tur til at regere, men det var også i perioder vinterpalæ for hele kongefamilien. Ja, selv Høgh Guldberg residerede her som landets statsminister i årene efter Struensees fald. Han havde kontor i fløjen på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Vestergade.

Endnu var der ingen som drømte om, at dette fornemme hus engang skulle blive Danmarks nationale museum. For museer havde man slet ikke. Der fandtes ganske vist et kongeligt kunstkammer i Rigsarkivet, som man kunne besøge. Men det var besværligt. Først måtte man have fat i forvalteren, og han var ikke altid hjemme. Så måtte man betale tre rigsdaler for at ulejlige ham, men det gav til gengæld også mulighed for, at indtil tolv personer kunne få adgang til samlingerne.

Sikkerheden var noget lemfældig, og i 1802 gik de største klenodier tabt, da guldsmeden Niels Heidenreich fra Vestergade stak af med de to guldhorn. Noget måtte gøres for at få orden på samlingerne, og fem år senere blev der nedsat en kongelig kommission til at klare opgaven. Den foreslog oprettelsen af et nationalt oldnordisk museum og pegede på ruinen efter den nedbrændte Nikolaj Kirke som et egnet sted. Her boede ganske vist byens brandvæsen i stueetagen, men i salen ovenover var der rigelig plads.

Sådan kom det ikke til at gå på grund af krigen, og efterfølgende blev de historiske samlinger anbragt på loftet i Trinitatis Kirke, hvor Universitetsbiblioteket længe havde haft til huse.

Efter nogle år var samlingen blevet så stor, at der ikke længere var plads i det trange lokale, og så flyttede man den til Christiansborg Slot, hvor der imidlertid også var for lidt plads. Endelig i 1849 fandt man det helt rigtige sted. Det gamle prinsepalæ i Frederiksholms Kanal var som skabt til formålet, selv om nogen pegede på en vis brandfare.

At anbringe en kulturinstitution netop her var dog generende for nogle af tidens økonomisk foregangsmænd. Den plads kunne udnyttes bedre, mente i hvert fald C.F. Tietgen og Ferdinand Meldahl, som udarbejdede detaljerede planer for, hvordan palæet kunne indrettes som hovedstadens nye banegård, med sidefløjene som afgangs- og ankomsthal. Og forgården ud mod Kanalen var som skabt til en drejeskive for lokomotiverne.

Men museet blev, og siden hen har det været nødvendigt at udvide ejendommen igen og igen og igen, og i dag fylder Nationalmuseet hele karreen mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade og mellem Stormgade og Ny Vestergade.

Hvem kan i dag forestille sig, at denne del af byen for godt 300 år siden var vand, og at det var her langt ude på den isdækkede Kalvebod Bugt, de svenske soldater faldt for de danske skytter?@Tekst u. indryk: