»Det kristne bedrag forbløffer mig«

Philip Pullman er vokset op med kristendommen, men har i dag svært ved at forstå, hvordan man kan tro på en gud. Den britiske bestsellerforfatter fortæller her, hvorfor han i sin seneste bog har givet Jesus en ond tvillingebror ved navn Kristus.

Den brittiske forfatter Philip Pullman har skrevet bogen "Det gode menneske, Jesus og skurken Kristus". Fold sammen
Læs mere
Foto: S¯ren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Philip Pullman har millioner af fans, men også en indædt skare af fjender. Han er en af verdens bedst sælgende forfattere og er på The Times' liste over de største britiske forfattere siden Anden Verdenskrig. Men forfatteren, der herhjemme især er kendt for sin ungdomstrilogi »Det gyldne kompas«, er også blevet kaldt den farligste forfatter i Storbritannien. Årsagen til det lidet flatterende prædikat er den 64-årige forfatters modstand mod den kristne tro. Han er erklæret ateist og har fået på puklen for det. Allerede inden hans seneste bog i foråret udkom, fik han da også rasende reaktioner på bogen »Det gode menneske Jesus og skurken Kristus«.

»Selv om det eneste, folk kendte, var titlen, fik jeg breve fra kristne, der var meget vrede. Gud vil straffe dig, skrev de, du kæmper mod Gud og vil havne i Helvede. Jeg gemte brevene, for jeg syntes egentlig, de var ret sjove. Jeg blev ikke for alvor bekymret over dem,« siger Philip Pullman, da han møder Berlingske Tidende i København.

I »Det gode menneske Jesus og skurken Kristus« genfortæller Pullman historien om Jesu liv fra Det Nye Testamente. Men med det twist at Jesus har en tvillingebror. Kristus, som broren hedder, følger Jesus på afstand og gør grundige notater på sine skriftruller for at sikre beretningen for eftertiden. Som referent er Kristus ikke bange for at pynte på historien undervejs. Jesu genopstandelse er her et fikst trick fra den vellignende tvillingebrors side, ligesom nadveren er det pure opspind.

»Jeg har prøvet at illustrere forskellen på Jesus og Kristus - mennesket og myten - ved at splitte ham op i to. På den ene side har vi den karismatiske mundtlige historiefortæller, manden Jesus, og på den anden det intellektuelle, tænksomme sprog fra Kristus, den myte, der siden er opstået om ham. Jesus troede på, at Guds rige ville komme snart og talte passioneret om det. Men han kom aldrig til at se konsekvenserne i øjnene - at Guds rige ikke kom - for han blev korsfæstet. Det var selvfølgelig en smertefuld død, men man kan heller ikke komme udenom, at det var et godt karrierespring,« siger Philip Pullman med et smil og forklarer, at det betød, at man kunne ændre historien.

»Hans død kunne blive en del af historien om redningen fra det onde, der begyndte med Adam. Han kunne blive en del af den store historie. Det hele er nonsens. Men det er ikke desto mindre en fantastisk historie.«

Af kristen familie

Philip Pullman kender kristendommen indefra. Hans bedstefar var præst, og familien gik i kirke hver søndag.

»For mig er det en vigtig historie, fordi jeg voksede op i en kristen familie. Jeg troede på det, jeg hørte i kirken. Havde ikke nogen grund til at tvivle på, at der var en gud, og at Jesus var hans søn.«

Det ændrede sig, da Philip Pullman blev teenager.

»Da begyndte jeg at stille de spørgsmål, som teenagere stiller: Er det virkelig sandt? Kan der være en gud, og hvordan ville det være at tro på, at der ikke findes en gud? Jeg kom frem til den konklusion, at eftersom jeg aldrig havde haft nogle direkte oplevelser med Gud, og jeg ikke kunne se noget belæg for Guds eksistens ud fra historien, og endelig eftersom verdens tilblivelse kan forklares tilfredsstillende ud fra videnskaben uden Gud, så er Gud ikke nødvendig.«

Alligevel har Pullman ikke mistet alt for den kristne kirke.

»Jeg holder stadig af en stor del af det, der betød meget for mig ved kristendommen. Jeg elsker musikken, arkitekturen og bygningerne. Jeg er vild med kunsten, malerierne inspireret af de kristne historier. Jeg holder også af sproget i Bibelen. Alt det ligger dybt i mig. Jeg er kulturkristen, selv om jeg ikke tror.«

En kujon

Det er langtfra første gang, Pullman går i kødet på kristendommen. Når det netop er den trosretning, han harcelerer mod, skyldes det, at det er kristendommen, han bedst kender.

»Der er ofte nogen, der har sagt til mig: Hvorfor angriber du ikke islam? Du er en kujon. Men der er en ganske enkel grund til, at jeg ikke skriver om islam, og det er, at jeg ikke er muslim og ikke er vokset op i den kultur, så jeg ved ikke noget om det.«

Men hvorfor er troen overhovedet så interessant?

»Det er fascinerende af mange grunde. Bedraget forbløffer mig. At folk kan tage så meget fejl, at de tror, der er en gud, der holder øje med dem, kigger på dem hvert eneste minut og ser deres mest private synder. Det er jo bedrag,« siger Pullman og tilføjer, at han også er interesseret i de fundamentale spørgsmål, kristendommen rejser.

»Hvorfor er vi til? Hvad er godt, og hvad er ondt? Hvad sker der, når vi dør? Er der en mening med livet? Jeg er aldrig stoppet med at tænke over de her store spørgsmål. Det er jo religiøse spørgsmål, så jeg tror sådan set, at jeg er et religiøst menneske, selvom jeg ikke tror på en gud.«

At han provokerer troende med sine bøger, kan Philip Pullman ikke tage sig af.

»Mit svar til dem er, at de ikke behøver at læse det. Jeg tvinger dem ikke - de kan jo bare ignorere det. Men der er nogle, der er så ufattelig stupide,« siger han og nævner, at det er den type, der forsøgte at stoppe filmatiseringen af »Det gyldne kompas«.

»Det gjorde bare folk nysgerrige og fik flere til at se filmen.«

Philip Pullman ryster opgivende på hovedet.

»De lærer det aldrig.«