Det Kongeliges nye husinstruktør: »Man skal skubbe både sig selv og kunsten derud, hvor man ikke har fuld kontrol. Ellers bliver det kedeligt«

Norske Sigrid Strøm Reibo har siden sin tidlige ungdom vidst, at hun ville være instruktør. Det førte hende bl.a. til den russiske statsteaterskole i Moskva, fem spændende, men også hårde år, hvor hun nær var brudt sammen under arbejdspresset. De næste to år skal hun arbejde med ensemblet i Skuespilhuset.

Med sine bare 37 år har norske Sigrid Strøm Reibo allerede mere på cv'et end mange andre teaterinstruktører. Heraf fem hårde, men lærerige år på den russiske statsteaterskole GITIS, i Moskva. De kommende to år er hun fast husinstruktør og medlem af dramaturgiatet i Skuespilhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Øjnene bag de runde, guldindfattede briller er grå og klare, blikket mildt, stemmen lys og glad med charmerende norsk accent. Men tag ikke fejl af Det Kongelige Teaters nye husinstruktør, Sigrid Strøm Reibo. Bag det milde ydre gemmer sig en vilje af stål. En vilje til at udfordre først og fremmest sig selv, forfølge sine mål, ikke gro fast i tryghedens comfortzone. Og aldrig, aldrig, aldrig! give op.

»For mig har det at droppe ud og give op aldrig været en mulighed. Man er nødt til at fuldføre, uanset hvad man går i gang med,« siger hun, da vi på et tidspunkt i interviewet taler om de fem år, hun tilbragte på den russiske statsteaterskole, the Russian Institute of Theatre Arts, GITIS, i Moskva, hvor hun arbejdede så hårdt, at hendes lærer til sidst måtte beordre hende til at pjække en dag om ugen for at få sovet ud.

Mere om det senere.

Som barn var Sigrid Strøm Reibo lidt af en enspænder. Måske mere på grund af ydre omstændigheder end af indre tilbøjelighed. Hun er født i Tromsø, Nordnorges største by ca. 350 kilometer nord for polarcirklen. Men da hun var seks år gammel, flyttede forældrene til den lille by Steigen med bare et par tusind indbyggere, kun 40 elever i grundskolen og ingenting at tage sig til efter skoletid.

»For mig har det at droppe ud og give op aldrig været en mulighed. Man er nødt til at fuldføre, uanset hvad man går i gang med«


»Dagens største begivenhed var at gå ned i havnen og se færgen lægge til, men det blev kedeligt i længden, så jeg blev hellere hjemme og læste bøger - jeg slugte alt, hvad der fandtes på biblioteket,« mindes hun.

Da hun var syv, blev forældrene skilt, og faderen flyttede tilbage til Tromsø. 12 år gammel flyttede hun selv til Tromsø og boede hos ham. Og her mødte hun det fællesskab og fik de kulturelle udfordringer, der kom til at lægge trædestenene til hendes fremtid.

»Min tante er en fremtrædende kulturpersonlighed i Tromsø og har bl.a. grundlagt et kulturhus, hvor både voksne og unge kan arbejde med cirkus, teater og film. Der begyndte jeg at gå til teater og fik min egen gruppe af børn, som spillede teater. Så min instruktørkarriere begyndte faktisk allerede der,« ler hun.

Forelsket i Moskva

Som 18-årig nybagt student rejste Sigrid Strøm Reibo et år til Litauen, hvor der for første gang blev afholdt et internationalt teaterkursus.

»Det hed sig, at det var for amatører, men det foregik på universitetet med virkelig gode lærere, som alle var uddannet i Moskva. Og jeg blev meget begejstret for den russiske tilgang til faget,« fortæller hun.

Derfor søgte hun året efter optagelse på den russiske statsteaterskoles skandinaviske afdeling, der dengang lå i Aarhus og bl.a. udbød en tre-årig skuespilleruddannelse.

Sigrid Strøm Reibos instruktørkarriere begyndte faktisk allerede, da hun som teenager lavede teater i kulturhuset i Tromsø, hvor hun er født og har tilbragt en stor del af sin opvækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at jeg ville være instruktør. Men jeg tænkte, at det var godt at lære skuespillerhåndværket først,« siger hun.

På det afsluttende semester rejste hele hendes klasse til Moskva for at vise deres diplomforestilling. Og Sigrid Strøm Reibo faldt pladask for den russiske hovedstad.

»Jeg elskede den by fra første øjeblik og var fast besluttet på, at der ville jeg prøve at bo,« siger hun.

Hendes lærere anbefalede hende at søge optagelse hos Sergej Zjenovatsj, Ruslands bedste instruktørpædagog, der netop skulle optage et nyt hold af studerende. Det kunne umiddelbart synes et hovedløst forehavende, for der var flere tusinde ansøgere til den berømte mesters kursus, og Sigrid Strøm Reibo kunne ikke russisk. Men det lod hun sig ikke gå på af. Hun tog tilbage til Oslo og læste russisk et år. Derpå gik hun til optagelsesprøve i Moskva og kom ind - hun fik sågar lov til at springe første år over og starte direkte på studiets andet år.

Når hun i dag ser tilbage på de år af sit liv, kan hun ikke lade være med at ryste en smule på hovedet af sit yngre jeg.

»Jeg var vældig ambitiøs. Måske lidt gal,« siger hun og ler. »Jeg var helt besat af at skulle lære og finde ud af alt dette med teatret. At rejse til Rusland var virkelig, virkelig hårdt  - men det var jo også et eventyr, og jeg kunne ikke vide på forhånd, hvor hårdt det ville blive. Vi arbejdede nærmest i døgndrift alle ugens dage. Der var fire tvungne fridage i løbet af et halvt år, hvor skolen var lukket, ellers var vi på skolen hver eneste dag. Ind imellem var man så udmattet, at hvis der var en times pause, lagde man sig bare på en bænk og sov. Og så fortsatte man bagefter.«

»Ind imellem var man så udmattet, at hvis der var en times pause, lagde man sig bare på en bænk og sov. Og så fortsatte man bagefter«


Først langsomt blev hun opmærksom på den afgørende kulturforskel mellem skandinavisk og russisk undervisningstradition.

»I Skandinavien er det samlede pensum overkommeligt, så man i princippet kan blive dygtig i alle fag. I Rusland bliver man dynget til med pensum, og så må man selv prioritere,« siger hun.

Det var hendes medstuderende vant til, så de tog det ikke så tungt, hvis de missede noget i et fag. Men selv måtte hun lære det på den hårde måde, da hun efter de første tre måneder var tæt på at bryde sammen.

»Oven i studierne gik jeg jo også stadig til russisk og sad i hver dag i metroen og terpede russiske gloser på vej til og fra skole. Hvert minut blev udnyttet, indtil min lærer sagde: Du er nødt slå vækkeuret fra en dag hver uge og få sovet ud!« fortæller hun.

Trods strabadserne drømte hun aldrig om at smide håndklædet i ringen, og i dag er hun lykkelig for årene i Moskva og håber at komme tilbage og arbejde der på et tidspunkt.

»Det var en voldsomt udmattende periode, men også spændende og lærerig. Jeg lærte utroligt meget om teater i de år.«

Håndplukket

Efter fem års studier i Moskva - og sammenlagt ni års teaterstudier - vendte Sigrid Strøm Reibo i 2010 tilbage til Norge. Hendes første opsætning på norsk jord var Samuel Beckets »Mens vi venter på Godot«, som gav hende en nominering som årets instruktør.

Hun fik dog først prisen to år senere, i 2012 og igen i 2017, men alene nomineringen gjorde, at alle døre derefter stod åbne. De følgende år rejste hun det langstrakte rige tyndt og satte forestillinger op i Tromsø, Bergen, Stavanger og i Oslo både på Det Norske Teater og Nationaltheatret, hvor sidstnævnte i 2015 håndplukkede hende til posten som husinstruktør de næste fire år.

De kommende to år får Sigrid Strøm Reibo sin daglige gang i Skuespilhuset, hvor hun dels som medlem af dramaturgiatet får indflydelse på repertoriet, dels selv skal instruere to forestillinger om året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det er den kontrakt, der nu er udløbet og afløst af et fast engagement på Det Kongelige Teater - foreløbig de næste to år, hvor hun, udover at være medlem af dramaturgiatet, skal sætte  mindst to forestillinger op om året i Skuespilhuset.

»Det var en fin periode på Nationaltheatret. Det var dejligt for første gang i mange år rigtig at slå rødder et sted. Men det er også vigtigt at udfordre sig selv og komme uden for sin comfort zone. Ellers bliver man bare for tryg og konform og måske også lidt doven. Så det passede mig rigtig fint, da tilbuddet kom fra København,« siger hun.

Som medlem af dramaturgiatet har hun allerede det seneste år haft sin gang i Skuespilhuset, men bortset fra et par småting til KGL Dansk-formatet er hun endnu ikke gået i gang med at instruere, og hun glæder sig til lære såvel husets teknik som skuespillerensemblet bedre at kende.

»Som instruktør arbejder man ofte freelance, rejser fra sted til sted og er aldrig i det samme hus mere end et par måneder ad gangen. Som husinstruktør får man nogle helt andre muligheder for kunstnerisk udvikling, når man kender hinandens styrker og svagheder,« siger hun.

Meget personlig proces

Selvom Sigrid Strøm Reibo både er uddannet skuespiller og instruktør, har hun aldrig været i tvivl om, at det er arbejdet som instruktør, hun brænder for.

»Jeg kunne også godt lide at stå på scenen. Men jeg følte, at jeg som skuespiller blev meget selvoptaget, det kom til at handle meget om mig personligt - på den forkerte måde,« siger hun.

»At instruere er selvfølgelig også en meget personlig proces, men man arbejder også med andre mennesker, man arbejder med flere kunstformer, med musik, komposition og analyse på en anden måde, end man gør som skuespiller. Og så er det simpelthen meget spændende at være den, der leder det hele.«

»Jeg kunne også godt lide at stå på scenen. Men jeg følte, at jeg som skuespiller blev meget selvoptaget - på den forkerte måde«


Lige nu er hun ved at tage tilløb til sin første store opgave på Det Kongelige Teater, Heinrich von Kleists klassisker fra 1808, »Penthesilea«. Stykket er en videredigtning af Iliaden, et kærlighedsdrama på liv og død om mødet mellem den frygtløse amazone Penthesilea og den græske kriger Achilleus.

Sigrid Strøm Reibo har selv valgt netop dette stykke, der vakte betydelig forargelse i sin samtid, til sin debut på Det Kongelige Teater. Og hun glæder sig til at fordybe sig i teksten sammen med skuespillerne.

»Det er en meget udfordrende tekst. Det er fascinerende, at Heinrich von Kleist skrev en så stærk kvindekarakter, så forskellig fra, hvad en kvinde skulle være i den viktorianske tid, voldelig, stærk og stolt,« siger hun.

»Det er altid en udfordring at skulle åbne den slags gamle tekster for et moderne publikum. Det bliver lidt af et eksperiment, men det kan jeg også godt lide. Jeg kan godt lide at være i risikozonen, jeg synes, man skal skubbe både sig selv og kunsten derud, hvor man ikke har fuld kontrol. Ellers bliver det kedeligt.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.