Det Kongelige Teaters ømme punkt

Det Kongelige Teater kan have mange grunde til ikke at ville spille »De Sataniske Vers«. Men teatret kunne sagtens være modigere i sin repertoirepolitik.

Morten Kirkskov, skuespilschef for Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Er Det Kongelige Teater på vild faneflugt, når teatret alligevel ikke vil spille en dramatisering af den omdiskuterede britiske  forfatter Salman Rushdies ligeså omdiskuterede roman "De Sataniske Vers"?

Og er det rimeligt, når skuespilleren og forfatteren Hassan Preisler, som sammen med instruktøren Moqi Trolin har foreslået Det Kongelige Teater projektet, anklager nationalscenen for at være styret af frygt, af  "angst for udstødelse" og for at blive ramt på bevillingerne?

Det kan vi jo strengt taget ikke vide. For Det Kongelige Teater er - i lighed med hvilket som helst teater her i landet - i sin gode ret til at vende tommelfingeren op eller ned, når det handler om det repertoire, det ender med at sætte på scenen.

Der kan være mange grunde til at afvise et projekt: Vi synes ikke, kunstnerne bag er de rigtige til at forløse opgave, vi bryder os ikke om dramatiseringen, forestillingen passer ikke ind i det samlede program, vi har noget andet, vi hellere vil lave.

Hver eneste håbefuld kunstner, som får afvist et projekt - også efter en lang dialog med teatret om det - kan jo i princippet råbe op om diskrimination, manglende kunstnerisk indsigt eller anklage teatret for at være ledet af bangebukse. Uden at det kan bevises, at det er sådan, det forholder sig. Kunst er og bliver nu en smagssag.

Man kan heller ikke klandre teatret, hvis dets øverste ledelse har været involveret i diskussionen af de signaler, det vil være at spille et så omdiskuteret værk som "De Sataniske Vers". Det ville være helt naturligt.

Når det så er sagt, så kan man godt ærgre sig over, at "De sataniske vers" på teatret ikke bliver til noget. Eller rettere: ikke bliver til noget på netop nationalscenen.

Med den symbolværdi, der tillægges Salman Rushdies kontroversielle roman, havde det være interessant, i hvert fald på papiret, at se resultatet af  anstrengelserne på Det Kongelige Teater, med den rolle som ytringsfrihedens bastion, et statsteater kunne påtage sig.

Og havde det ikke også været godt for Det Kongelige Teater at turde kaste sig ind i nogle af de mere ubehagelige diskussioner om den verden, vi lever i?

Naturligvis er teatret også optaget af sin samtid - i næste sæson er der forestillinger om for eksempel både terror og en teaterkoncert om Højskolesangbogens danskhed på programmet. Men det er ikke på nationalscenen, hvor man i mange år har været mest optaget af æstetikken, vi finder den slags kontroversielle forestillinger, som for alvor tør lægge pænheden til side og smide fløjlshandskerne, som provokerer, som tør tale midt imod, som tør flirte med det usigelige, som sætter gemytterne i lys lue - som nu for eksempel Christian Lollikes modige forestilling om den norske massemorder Anders Breivik gjorde det på teatret Sort/Hvid. For ikke at nævne samme teaters vildt debatterede installation "Martyrmuseet",  som har premiere i denne uge.

Den slags forestillinger, som kunne placere nationalscenen i centrum for kunstdiskussionen i Danmark, snarere end når det handler om kulturudgifterne. Her er der noget at arbejde med for den nye skuespilchef, Morten Kirkskov. Med eller uden "De Sataniske Vers".

Bylinefoto af Jakob Steen Olsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.