Det kongelige lånekontor

Gennem tiderne har København haft både private og offentlige pantelånerkontorer.

Det Kongelige Assistenshus på hjørnet af Gammel Strand og Nybrogade omkring 1920. Før og nu, 4. årg. Fold sammen
Læs mere

Det er dyrt at være fattig. Til gengæld er der gode penge at tjene på de fattige, hvis man er kvik. For halvandet hundrede år siden eksisterede der ikke mindre end 173 private pantelånere rundt om i København, og de vidste alt om, hvordan man fik vristet de sidste værdier ud af folk, der havde behov for kontanter. Ikke alt, men næsten alt kunne omsættes i rede penge. Og når pantelåneren havde kastet et granskende blik på en slidt vinterfrakke eller et arvestykke med affektionsværdi og afleveret et indiskutabelt tilbud, var fælden klappet i. For penge måtte man jo have for at leve. Og nu havde man til huslejen eller til et måltid mad, og pantet kunne altid købes tilbage for det samme beløb plus fire eller måske otte procent per måned. Det lød ikke af så meget, og hvad det betød om året var svært at forestille sig, når man ikke var stiv i rentesregning.

Nogle domme fra slutningen af 1500-tallet viser, at der allerede fandtes pantelånere i Christian IVs København, men det var ved en kongelig forordning fra 1688 om et Assistenshus, hvor »enhver kan bekomme penge til låns mod pant«, at systemet rigtig blev sat i værk. Godt for almenheden og i særdeleshed for de fattige. Herom kunne der ikke være to meninger.

Initiativtageren var den agtede købmand Nicolai Wesling, og som tak for virksomhedens samfundsnyttige karakter blev han fritaget for at betale de skatter og afgifter, der plagede jævne borgere i byen. Til gengæld kunne han lovligt brygge øl til eget forbrug, og det kunne der være behov for, thi i forordningen blev han pålagt årle og silde at være til stede i Assistenshuset og behandle låntagere uden falskhed. Han var pålagt at føre regnskabsbøger, men med ret til ikke at vise dem til nogen som helst – ej heller øvrigheden. Diskretion var en æressag. Wesling ejede et hus på hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade, og her åbnede byens første kongeligt privilegerede lånekontor. Nogen succes har det næppe været, for han døde ti år senere plaget af økonomiske kvaler. Men institutionen levede videre, og med en håndfuld nye forpagtere flyttede den til stadighed rundt på nye adresser, når pladsen blev for trang. I 1699 blev det bestemt, at overskuddet skulle gå til Børnehuset og til byens fattige, og dem var der mange af. Ikke mindst fordi Assistenshusets skyhøje renter gjorde ondt værre og aldeles ruinerede de folk med små indkomster, som var så dristige at tage et lille lån. Det konstaterede direktørerne for fattigvæsenet et halvt hundrede år senere, og nogenlunde samtidig meldte Søkvæsthuset sig som ansøger til driften af lånekontoret.

Det gamle hospital for sårede søfolk i krigstjeneste havde en fin reputation, og man overvejede en tid at omdøbe Assistenshuset til De Fattiges Lånebank. Men det blev ikke til noget. Der var vigtigere problemer, som skulle ryddes af vejen. Midt i 1700-tallet oplevede byen nemlig en sand opblomstring af illegale pantelånere i små kælderbutikker, og det var stærkt generende for den milde stiftelses muligheder for at drive indtægtsgivende virksomhed. Byens politimester fik ordre til at rydde op i de uheldige forhold, men det ville kræve al hans tid og alle hans kræfter. Det måtte andre tage sig af, og mens dette drama stod på, flyttede Det Kongelige Assistenshus igen til nye og større lokaler.

I Nybrogade nær Gammel Strand havde borgmester og højesteretsdommer William Berregaard genopført sit hjem efter bybrandens hærgen i 1728. Det var en trefløjet gård med en åbning ud mod kanalen, som først mange år senere blev lukket med den fløj, hvori porten befinder sig. Her havde den velhavende minister Berckentin boet til leje i en årrække, inden han opførte sit eget palæ i Bredgade, og her havde et par franske hattemagere haft fabrik, men det var nu alt sammen fortid. For ved påsketid i 1758 flyttede Assistenshuset ind i den rummelige bygning, hvor der var rigelig plads til at indrette byens største pulterkammer til de mange panter, der blev bragt ind som sikkerhed for små og store lån. Det skabte en livlig trafik i Nybrogade, hvor folk i bekneb for kongens mønt på ærlig vis kunne finde en sidste udvej. Men man kom heller ikke uden om, at Assistenshuset udviklede sig til en kongeligt privilegeret hælercentral. For når der var travlhed, var det ingen sag for trænede indbrudstyve at konvertere varme varer til kolde kontanter. Til gengæld vidste de bestjålne som regel, hvor de kunne få deres værdier tilbage. Mod betaling, vel at mærke. For der var ikke tale om filantropisk virksomhed.

I godt og vel 200 år holdt Assistenshuset til i den gamle borgmestergård, men med den moderne velfærdsstats opståen og en mere og mere tætmasket social forsorg i årene efter Anden Verdenskrig forsvandt behovet mærkbart for et statsdrevet lånekontor. Institutionen gav løbende underskud, og i 1962 blev byens største pulterkammer ryddet for effekter. Det nyoprettede kulturministerium skulle bruge pladsen.