Det kongelige industrieventyr i Farvergade

Københavns tekstilproduktion med farveri af tøj kom i gang i 1559 på det sted, hvor Vartov blev opført som hospital og alderdomshjem for fattige et par hundrede år senere.

Den gamle husrække i Farvergade med Vartov i baggrunden yderst til højre og midt i billedet gæstgivergården Holger Danske. Foto fra ca. 1900, Før og nu, 3. årg. Fold sammen
Læs mere

Oprindelig hed den Søndergade, og det navn er der også en simpel forklaring på.

For indtil midten af 1600-tallet lå gaden i byens yderste sydvestlige hjørne ud mod Kalvebod Strand. Det blev der imidlertid lavet grundigt om på i årene efter stormen på København i 1659. Mindre end ti år senere havde Frederik III iværksat en 700 meter lang udbygning af Vestervold fra Vartov gennem det åbne vand til den nuværende kystlinje ved Langebro, og på et inddæmmet og opfyldt areal mellem det nye voldanlæg og Slotsholmen anlagde han en helt ny bydel med det kongelige navn Frederiksholm.

Ingen huskede herefter længere det gamle navn Søndergade i byens sydvestlige hjørne, for efter opfyldningen af Kalveboderne lå gaden pludselig langt inde i landet. Og at Søndergade for længst havde skiftet navn til Farvergade, var et udslag af Frederik IIs foretagsomhed 100 år tidligere. Ved hjælp af en dæmning havde man allerede i byens barndom skabt en mølledam på den åbne plads, som nu er Vandkunsten, og det var energien fra en vandmølle på dette sted, Kongen ønskede at udnytte, da han i 1559 skrev til adelsmanden Magnus Gyldenstjerne, at han skulle rådføre sig med forstandige borgere om, hvordan man bedst kan indrette et farveri med tilhørende klædemageri. En dygtig farver måtte Gyldenstjerne kunne finde i Lübeck eller Hamborg, mente Kongen. Og således gik det til, at byens nye tekstilproduktion med farveri af tøj kom i gang allerede samme år på netop det sted, hvor Vartov blev opført som hospital og alderdomshjem for fattige et par hundrede år senere.

Pengene og farvergården

Desværre for både kongen og byen viste det sig, at økonomien i foretagendet slet ikke hang sammen. Men farveriet havde majestætens nåde, og så længe han levede, blev man ved med at betale, hvad det kostede at holde produktionen i gang. Efter Frederik IIs død i 1588 gik maskineriet imidlertid i stå, og der var tilsyneladende ingen af byens borgere, som var til sinds at sætte penge i en virksomhed med kronisk underskud. Derfor fik naboen lov til at købe gården i Farvergade, og det var ingen anden end Tycho Brahe, der samtidig fik tilladelse til at bygge et lille hus på volden, hvorfra han kunne studere himmellegemerne. Som videnskabsmand kunne han som bekendt forudsige verdens gang ud fra planeternes stilling, men han kunne mere end det, og i modsætning til Kongen var han ikke længe om at finde ud af, hvordan farvergården trods alt kunne kaste penge af sig.

Den indtægtsgivende virksomhed ophørte imidlertid efter en halv snes år, da Tycho Brahe fandt det betimeligt at forlade Danmark, og fra udlandet anmodede han sine venner om at få gården i Farvergade solgt bedst muligt. Let var det ikke, og i årevis stod den tom. Men i 1605 var problemerne med løsgængere i byens gader blevet så store, at Christian IV i en befaling til Københavns statsholder krævede, at folk, der ikke ville arbejde, blev anbragt i tugthuset: »Eftersom vi som en kristen øvrighed nådigst bør have en kristen indseende med, at det tøjeri og betleri, som her i riget og i vor købstad København mere end andre steder er i svang, da skal vi nådigst lade opbygge et tugthus, hvor sådanne løsgængere skal anbringes og siden tvinges til at lære et håndværk, hvormed de kan tjene til brødet og livets ophold.«

Det gudfrygtige budskab var ikke til at tage fejl af, og så blev den gamle farvergård omdannet til et sammensurium af tugthus, velgørende stiftelse og industrielt foretagende. Hensigten var ædel, men det fungerede ikke, og hurtigt flyttede den kongelige institution hen i de gamle hospitalsbygninger mellem Helligåndskirken og Gråbrødre Torv, hvor der tillige var fattig- og dårehus.

I Farvergade fortsatte livet herefter sin gang, og ingen tænkte længere på det kongelige industrieventyr, der havde givet gaden navn. Bybranden i 1728 gik uden om gaden, og i 1795 var det kun nordsiden, der blev lagt i aske. Det betød, at den gamle husrække fra 1600- og 1700-tallet fik lov at overleve til ind i 1900-tallet, og hermed også gæstgivergården Holger Danske, der tidligere havde været brændevinsbrænderi og et af hovedstadens pænere logihuse, men hvorom det senere hed, at den var hjemsted for et stampublikum, der var sunket så lavt, som det var muligt i København. I den legale prostitutions dage i slutningen af 1800-tallet udfoldede der sig et hektisk handelsliv fra kælder til kvist i hele gadens længde, for i politiregulativet af 1877 optrådte Farvergade på positivlisten over lovlige tilholdssteder for offentlige fruentimmer i den modne kategori. Noget godt renommé havde den ikke, og i 1905 satte de kommunale myndigheder ind med en gennemgribende sanering. Kun alderdomshjemmet Vartov blev skånet, og Farvergade var herefter ikke mere sig selv.