Det københavnske metrobyggeri bliver del af ny gyserfilm

Et dansk filmhold har været 20 meter under jorden for at indspille katastrofefilmen »Cutterhead« i metrobyggeriet. »I min ansøgning fik jeg vist også skrevet, at et kunstnerisk projekt ikke altid er en hyldest,« siger instruktøren. Og det er ikke helt forkert.

Christine Sønderris Fold sammen
Læs mere

Dybt under de københavnske gader findes et minisamfund, de færreste af os kender til.

Hundredvis af mennesker fra andre lande er taget derned iført sikkerhedsudstyr og refleksveste for at bygge næste etape af den danske metro.

De fleste københavnere kigger på byggeriet med enten irritation eller fascination. Instruktør Rasmus Kloster Bro så på byggeriet og fik en idé til en katastrofefilm.

»Faktisk så jeg først en film, der kunne handle om samfundet under jorden, men da vi først kom ned tunnelboremaskinen, gav filmens handling næsten sig selv,« fortæller Rasmus Kloster Bro, før han beskriver følelsen af at blive sendt 20 meter ned under hovedstaden.

»Det er en vild fornemmelse. Luften er så tæt, og der er næsten ingen plads. Når man går forbi borehovedet, er pladsen så trang, at man kun lige kan smyge sig forbi. Indeni selve trykkammeret kan man slet ikke stå oprejst. Og så er der luften, som er tyk af støv. De blander noget sæbe i, som gør dig sådan...«

Rasmus Kloster Bro gnider to fingre mod hinanden og rynker på næsen, da vi møder ham i København.

»Nusset,« siger han så. Og tilføjer:

»Da Mikkel Bak Sørensen, der er manuskriptforfatter, så det, sagde han bare: Det her er en ubådsfilm!«.

Fanget 20 meter under jorden
Som mange andre københavnere havde Rasmus Kloster Bro længe iagttaget de store grønne plankeværker, der skød op omkring metrobyggeriet i hans by.

Han blev hurtigt fascineret af det underjordiske parallelsamfund, der var sammensat med det ene formål at få boret hul til de 39 meter lange tog, der skal fare gennem den københavnske undergrund.

Overraskende nok sagde Metroselskabet ja til at lade filmholdet få adgang.

»Vi fik nogle meget simple forudsætninger fra Metroselskabet: Vi måtte ikke komme til skade, vi måtte ikke sinke metroarbejdet, og det måtte heller ikke koste dem nogle penge,« fortæller den 33-årige instruktørdebutant, der husker, hvordan han sad og skrev breve til den italienske entreprenør.

»Der fik jeg vist også skrevet, at et kunstnerisk projekt ikke altid er et harmløst skønmaleri,« griner Rasmus Kloster Bro.

Filmen »Cutterhead« er da også endt som alt andet end en hyldest af undergrunden. Handlingen er som følger: PR-medarbejderen Rie er på opgave i tunnelbyggeriet, da en ulykke spærrer hende inde i et trykkammer sammen med den kroatiske borebisse Ivo og Bharan fra Eritrea. Det er en sjældent klaustrofobisk oplevelse fyldt af mudder, vejrtrækningsbesvær, mørke.

»Jeg vil lave film, der kan mærkes i kroppen,« som Rasmus Kloster Bro selv siger. Han forklarer, at metrobyggeriet var hele fundamentet for hans projekt.

Hvor andre film gerne tager udgangspunkt i et manuskript og en historie, tog »Cutterhead« sin begyndelse i fornemmelsen under jorden. Det lod sig gøre, fordi filmen fik støtte under DFIs initiativ Skitsen, der udvikler film på nye måder og til mindre budgetter.

»En Tunnel Boring Machine er et stykke højteknologisk, laserstyret ingeniørkunst, som klarer det meste af arbejdet med at bygge tunnellerne. Alligevel må mennesker af kød og blod kravle helt ud i spidsen af maskinen, under tryk, for at reparere de dele, der bliver slidt, når maskinen æder sig gennem jorden. Det virker virkelig ret brutalt,« siger Kloster Bro og tilføjer.

»En meget erfaren dansk producent sagde til mig, at metroen som location nok var 40 millioner værd. Jeg kan vist godt afsløre, at filmen langt fra har kostet så meget.«

Du skal mærke det i kroppen
»Cutterhead« er det seneste eksempel på, at dansk film for alvor har vendt ryggen til familiedramaet, der ellers længe har præget det store lærred.

Uden at kaste vrag på tidligere generationers arbejde, vil Rasmus Kloster Bro også gerne se sig selv som en filmskaber, der arbejder på en original måde.

»Der er en grund til, at jeg blev fanget af metroens miljø. Jeg vil noget med verden, men jeg er også optaget af rum og æstetik. Vi bliver hele tiden påvirket i vores kroppe, det har vi bare glemt, fordi vi sidder der bag vores skriveborde og computerskærme. Film kan få os tilbage til et sted, hvor det mærkes kropsligt. I hvert fald genrefilm som horror eller katastrofefilm.«

Betyder det så også, at du gerne vil skræmme os?

»Forhåbentlig er det ikke sådan, at man bliver bange for at være i metroen. Og hvis det alligevel gibber i dig, kan du bare huske på, at nu, da tunnellerne er bygget færdige, kan man komme ud i begge ender.«

Så kan man tænke over det næste gang, man venter på metroen.

»Cutterhead« har premiere torsdag. Berlingske anmelder.