Det kan vi lære af 1920ernes »blackface«-stjerne

Historien om LGBTQ-filmfestivalens boykot af ikke-transkønnede skuespillere viser ikke vejen til større mellemmenneskelig forståelse. Men det gør Al Jolson.

Al Jolson i blackface i »The Jazz Singer« fra 1927. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da filmfestivalen Mix Copenhagen LGBTQ Film Festival besluttede at boykotte film, hvor ikke-transkønnede skuespillere spiller roller som transkønnede, fik festivalen en opmærksomhed fra mainstreamen, som den ellers aldrig får, og man kan sagtens mene, at den hermed har italesat et af verdens mindst påtrængende problemer.

Det vil undertegnede dog være uenig i. Jeg ville ikke selv postulere at kunne rangordne andres følelser af at være tilsidesat, diskrimineret eller holdt udenfor. Man kan blot lave et tankeeksperiment og forestille sig en mærkelig verden, hvor danskerne ikke selv havde ret eller adgang til at fremstille deres egen kultur på film eller i bøger.

Som dansker ville man formodentligt hurtigt blive træt af andre nationaliteters forsøg på at skildre danskere på film og kræve, at der skulle ægte danskere i rollerne for at kunne videregive den ægte følelse af at være rød-hvid dansker.

Derfor forstår jeg fuldt ud kravet, og jeg anerkender også, at transkønnede skuespillere har tilført en autenticitet til TV-serier som »Orange Is the New Black«, der ikke tidligere har været til stede i film og TV-drama, som ellers flittigt har benyttet transkønnede karakterer (spillet af ikke-transkønnede karakterer). Da undertegnede interviewede den transkønnede forsker Tobias Raun i anledningen af premieren på »The Danish Girl«, optalte jeg over 60 film og TV-serier, hvori der indgik transkønnede karakterer. Den transkønnede inkarnerer et spændingsfelt mellem kønnene, der har optaget sindene i mindst et par årtier, og mange i nutiden er stadig ved at lære mere om, hvad det vil sige at være M eller K.

Galt i byen

Ikke desto mindre går filmfestivalen Mix galt i byen med sit krav om, at film om transkønnede altid skal være spillet af transkønnede, og kravet afspejler den grundlæggende fejlslutning i den ekstreme identitetspolitik: at man fremmer tolerance og forståelse ved hårdhændet at regulere, hvilke mennesker der har ret til at ytre sig om eller repræsentere forskellige minoriteter.

For det er ikke nok at påpege det absurde i at klandre skuespillere for at spille noget andet end det, de selv er. Det er jo selve definitionen på en skuespillers gerning.

Boykotten ser nemlig også helt bort fra, at skuespil og drama kan være den mest radikale måde inden for kunsten at opnå forståelse mellem mennesker på. En god skuespiller sætter sig i den andens sted på en måde, som få kunstnere gør.

Det er selvfølgelig nemt at gøre nar af tidligere tiders ubehjælpsomme »blackface«-roller, men hvis man eksempelvis tager en af de mest kendte og hyppigst kritiserede af dem alle, Al Jolsons optræden i »The Jazz Singer« (1927), så var der i samtiden ros til sangeren fra sorte amerikanere, der så den hvide skuespiller som en slags ambassadør for deres egen kultur. Andre så i hans optræden en sammenknytning mellem de sorte amerikanske og jødiske indvandreres skæbne som forfulgte folkeslag.

Med andre ord: at opdele kunsten i reservater, hvor kun personer med samme kulturelle, etniske eller kønslige baggrund har ret til at udveksle erfaringer, er et enormt tilbageslag for mellemmenneskelig forståelse.