Det kan ikke slå helt fejl: To ikoner og et dusin udødelige sange.
Og dog. Det kunne det jo ret beset. Hvis man var nødt til at mobilisere overbærenhed med en sanger, der nu har rundet de 92 år.
Men, nej, det skal man ikke. Måske har han haft sine velmagtsdage, men den frasering, indlevelse, ægthed og personlighed, han fortsat ejer, må enhver vokalist med respekt for sig selv bare misunde ham. Hans formidling er ikke blot troværdig, den er en spirituel manifestation.
Tony Bennett hedder denne hæderkronede amerikanske crooner, og han er sammen med sit 38 år yngre, canadiske og kvindelige sidestykke, Diana Krall. Som mange vil vide, er hun en gudsbenådet jazzpianist, men hun har ved denne lejlighed ikke desto mindre overladt tangenterne til Bill Charlap, som sammen med brødrene Reggie og Kenny Washington på henholdsvis kontrabas og trommer udgør en af tidens mest sofistikerede jazztrioer.
Nej, intet kan slå fejl, for musikken er skabt af en af den store amerikanske sangbogs største mestre, komponisten George Gershwin, primært med eminente tekster af hans storebror, Ira Gershwin. Sangene stammer fra mere eller mindre glemte musicals og film fra 1920erne og 1930erne, men har ikke desto mindre ubegrænset holdbarhed. Og en usvækket magi.
Tony Bennett og Diana Krall har fravalgt alskens krummelurer i deres formidling. Numrene er skåret over den samme læst, hvilket vil sige, at de to kunstnere pænt deles om at synge diverse sanglinjer, for slutteligt at mødes i en kort og effektiv udgangsduet.
Og hvor interessant er så det? Ja, mere end man umiddelbart skulle tro. For man oplever aldrig et stilistisk spring eller en barriere. De to vokalister er nemlig så beslægtet, at man knap nok opdager overgangene. Stil og stemning bibeholdes og konsolideres af det fornemme akkompagnement fra Charlap-trioen, der også krydrer musikken med raffinerede intermezzi.
Det er værd at nævne sange som »'S Wonderful«, »Somebody Loves Me« og »I 've Got a Crush on You« og vel ikke mindst »They Can’t Take That Away From Me«, hvor Diana Krall foredrager med en særlig dragende intimitet, og hvor den afsluttende dialog på én gang er magtfuld og gribende.
Stærkt står også albummets titelnummer »Love Is Here To Stay«, som var den sidste melodi, George Gershwin skrev, inden han i 1937 forlod denne verden i en alder af blot 38 år. Her er det Tony Bennett, der lancerer sangens intro-vers, som Diana Krall varsomt fuldfører, inden hovedmelodien folder sig ud i et guddommeligt swingende low-down-tempo. Og jo, Tony Bennett presser stemmen - uden at den virker presset, og parrets dialog bekræfter, at kærlighed er kommet for at blive.
Og så har crooneren og croonetten hver et nummer som ene-solist. I »But Not for Me«, hvor Diana Krall blot bliver akkompagneret af Bill Charlap, bliver tempoet holdt så langt nede, som tænkes kan, og sangerinden fortolker så inderligt, sart og romantisk, som tænkes kan. Ja, ordet fuldkomment er umuligt at komme uden om. Og endeligt har Tony Bennett æren af at afrunde albummet med »Who Cares?«, der er en uptempo-swinger, hvor patina og power går op i en højere enhed, og hvor der kun er én kommentar til mandens fremskredne alder: »Who Cares?«.
Tony Bennett & Diana Krall
Love Is Here To Stay
Verve/Universal