Det intime rum

Både udstillingen »Hjemme hos Hammershøi« på Ordrupgaard og forårets store temaudstilling »Tæt på - intimiteter i kunsten« på Statens Museum for Kunst kredser om det intime. I lejlighedens rum og mellem mennesker.

Constantin Hansen: »Liggende model«.
Læs mere
Fold sammen

Ved siden af byen og portrættet var hjemmet et af Vilhelm Hammershøis hovedmotiver.

Livet igennem havde Hammershøi (1864-1916) flere boliger i København. Hammershøi kom fra gode kår og modtog allerede som otteårig undervisning i tegning.

Senere gik han hos den fine maler Vilhelm Kyhn, der var elev af Eckersberg, og i efteråret 1879 begyndte han på Kunstakademiet, hvor han blandt andre havde P.S. Krøyer som professor. På Akademiet traf han maleren Peter Ilsted og - hvilket fik endnu større betydning – gennem ham Peter Ilsteds søster, Ida, som han blev gift med i 1891.

Vi ved ikke, hvor det nygifte par bosatte sig. Men fra 1895 og to år frem var de naboer til Bakkehuset på Rahbeks Allé, som er en vigtig adresse i dansk åndshistorie. Det var der mange malere og digtere kom tidligere i 1800-tallet, da Kamma og Knud Lyne Rahbæk holdt salon. I dag er stedet indrettet som museum.

Da Ny Bakkehus i 1897 bliver revet ned, flyttede Ida og Vilhelm Hammershøi til Åhusene på Åboulevarden. Det er siden blevet betragtet som et godt boligbyggeri tegnet af Ulrik Plesner - arkitekten bag blandt meget andet Skagen Museum - men Hammershøi fandt, at det var for moderne, og efter to år skiftede parret adresse til Strandgade 30.

Her blev de i mere end ti år, og her malede Hammershøi nogle af sine bedste interiørbilleder. De er emnet for Ordrupgaards udstilling, »Hjemme hos Hammershøi«, der åbner 3. marts.

Støvkornenes dans i sollyset

Hammershøi havde allerede i løbet af 1880erne lagt sig fast på en af sine store motivkredse: Billeder forestillende unge kvinder. Først Hammershøis søster, siden hustruen, siddende indadvendt eller optaget af stille sysler. Det er da også blevet udlagt som billeder af et kvindeideal, der i dag er forældet.

Men måske var det blot Hammershøis drøm om at skildre de stille stuer, den fortidige indretning og rummets enkle arkitektur som en baggrund for billeder, der koloristisk tilsyneladende ikke er særligt bredspektrede. Til gengæld får Hammershøi det mest facetterede ud af gråtoner og herunder støvkornenes dans i sollyset.

Hammershøis billeder er så afdæmpede, at udenlandske museer i nyere tid har vist dem sammen med for eksempel nogle af minimalisterne fra 1960erne, der søgte at reducere skulpturens form eller maleriets komposition til det mindst mulige; for eksempel blot geometriske former og dermed helt afsjælede objekter, der skulle unddrage sig al den ekspressionistiske følelsesfuldhed, der også prægede billedkunsten i lange perioder gennem det 20. århundredes accelererende kunstneriske forvandlingsmaskine.

Omvendt kan man også hævde, at netop de afdæmpede billeder af de tavse kvinder i de stille stuer i en lavmælt gråtoneskala om noget fortæller om sjælelige tilstande.

Huset på Christianshavn blev med tiden for slidt for parret, og i 1909 flyttede Ida og Vilhelm Hammershøi til Kvæsthusgade. Udsigten til havnen fristede ham, men stuerne var han ikke glad for, og det var kedeligt, for det var i dem, Vilhelm Hammershøi malede sine billeder.

Gamle bygninger og intime rum

Hammershøi elskede ældre bygninger. Han ville nok ikke være glad for at gå sig en tur langs med havnen i dagens København. Under et af sine ophold i London malede han British Museum. På maleriet står det monumentale bygningsværk med bløde konturer i gråt efterårslys, men egentlig var vejrforholdene vanskeligere:

»Magen til Taage har jeg ikke tænkt mig. Forleden dag var den saa stærk at alle Gadelygter var tændt hele Dagen og saa var det saa mørkt, som det her i Danmark er paa den mørkeste Decemberdag klokken 4.«

Hammershøi foretrak de gamle bygninger og de intime rum, kvinden i hjemmet hensunken i egne tanker eller optaget af sit arbejde.

Som et heldigt sammentræf viser Statens Museum for Kunst også en udstilling, der kredser om intimitet, »Tæt på - intimiteter i kunsten« med åbning 11. februar.

Tilsyneladende intimiteter forstået i bred forstand men med en slags korrespondance til Hammershøi-udstillingen på Ordrupgaard, for hjemmet er blandt de motiver, der indgår i den tematisk disponerede udstilling på Kunstmuseet. Et par af Hammershøis billeder forestillende Ida, hustruen, er også med på udstillingen.

Foto: Pressefoto. Vilhelm Hammershøi: »Nøgen kvindelig model«. Fold sammen
Læs mere

Intimitet i individualismens tidsalder

I udkastet til kataloget knytter udstillingens tilrettelægger, museets direktør Mikkel Bogh, intimiteten som motiv i billedkunsten – og romanen for den sags skyld – sammen med individualismens tidsalder, hvis begyndelse han daterer til 1700-tallet.

»Det intime rum, som interesserer mig her, er en borgerlig opfindelse, som opstår i individualismens tidsalder. Sammen med dannelsen af intimsfæren, intimfamilien, hjemmet, det borgerlige interiør. Mennesker, ikke mindst børn, har altid haft brug for intimitet, forstået som nærhed, omsorg, pleje og kontakt. Men »opfindelsen« af det intime i samfundet, hvor det bliver udskilt som en særlig følelse og affekt, der har med privatpersonens erfaring af de umiddelbare omgivelser og det nære sociale liv at gøre, er af nyere dato…«

Intimitet mellem mennesker, har selvfølgelig, som Mikkel Bogh bemærker, også været til stede tidligere, og det har også været et ofte anvendt tema i billedkunsten. Et af de mest kendte motiver i europæisk kunst i et par tusinde år er en på en og samme tid både meget intim og repræsentativ (eller symbolsk) fortælling; nemlig afbildningen af Moderen med Barnet, Jomfru Maria og Jesus.

Men i 1700-tallet og i århundrederne efter bliver intimitet et fremtrædende tema i kunsten. Som Mikkel Bogh påpeger, er det på kunstudstillingerne, man helt legitimt ser nøgenhed gengivet. Ikke mange andre steder i samfundet. Jo. På bordellet, som der er eksempler på på udstillingen gennem malerier af Degas. Nøgenhed fandtes derimod ikke nødvendigvis i privatsfæren.

Derfor afbildede billedhuggere og malere mere eller mindre afklædte kvinder eller sovende kvinder: Kvinden fastholdt billedligt i et helt privat – intimt – øjeblik, hvor hun, uanset om hun er model, har sænket paraderne og så at sige er sig selv afsondret fra omverdenen.

Intimitet i tre århundreder

Udstillingen, hvis værker strækker sig over tre århundreder, tager afsæt i netop den franske salonkunst og passerer den danske guldalder, hvor det borgerlige hjem også bliver et vigtigt motiv.

Man kan bare tænke på de berømte familiebilleder i dansk kunst i 1800-tallet, eller portrætter af – eventuelt giftefærdige – døtre. Undertiden gengivet sammen med et fuglebur, der diskret kan indikere, at hjemmet også er et fængsel. Eller kvinderne er placeret i nærheden af et (åbentstående) vindue, der antyder, at der også er en flugtvej ud i friheden og måske en mulighed for et andet liv.

Ikke mindst de malere, der tidsmæssigt befinder sig efter den danske guldalder, bruger vinduet og døren til en markering af, at der både er et inde og et ude – og så giver det nogle forrygende muligheder for at arbejde med lysforskelle og lysfald.

Blandt guldaldermalerne på udstillingen er Wilhelm Bendz, Christen Købke, Constantin Hansen og Martinus Rørbye. Af Skagensmalerne Anna og Michael Ancher og P.S. Krøyer.

Hjemmet har mange funktioner. Det kan også være stedet, hvor man higer og søger i gamle bøger eller selv arbejder med nye. Men efter udvalget af billeder at dømme er det om noget hjemmet som rum for intimitet mellem dem, der bor der, der er i fokus.

Ifølge værkfortegnelsen er det lykkedes Nationalgalleriet fra egne samlinger og fra andre museer at låne en imponerende række værker, der også betyder, at udstillingen rundes tidsmæssigt af med billeder af de store 1900-tals-kunstnere som Munch og Matisse, Edvard Hopper og Egon Schiele. Men der slutter festen. For cirka 100 år siden.

En anden udstilling må på et tidspunkt fortælle, hvordan det står til med intimiteten – i kunsten – i det 20. og det spæde 21. århundrede.

Hjemme hos Hammershøi vises på Ordrupgaard 3. marts til 19. juni.

Tæt på – intimiteter i kunsten kan ses på Statens Museum for Kunst 11. februar til 8. maj.