»Det historiske er bare staffage«

Han har skrevet om Grønland i Oplysningstiden og senest, i »Afgrunden«, om Den Finske Borgerkrig og optakten til Anden Verdenskrig. Men i Kim Leines hoved foregår hans romaner i nutiden.

Kim Leine fotograferet af Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

»Hvad jeg end har haft af succes, så har jeg haft den, fordi jeg altid kun skriver om de ting, jeg selv kender til.«

Sådan lyder et af Ernest Hemingways berømte skrivetricks.

Men det kan Kim Leine ikke bruge til noget.

»Jeg arbejder efter princippet: Skriv om det, du ikke ved noget om. Det synes jeg er meget mere spændende end at skrive om det, man kender til. Hemingway løb jo også ind i en blindgyde og skød sig. Måske fordi han havde udtømt sine muligheder. Hvis man skriver om det, man ikke kender til, er det uudtømmeligt.«

 

Det princip har Kim Leine fulgt i »Afgrunden«. Her følger vi de danske tvillinger Kaj og Ib. Fra de melder sig som frivillige til Den Finske Borgerkrig i 1918, op gennem mellemkrigstiden og under besættelsen, hvor de deltager i modstandskampen.

Da han gik i gang, vidste han dårligt nok, hvad Den Finske Borgerkrig var.

»Det er der stort set ingen danskere, der gør, har jeg siden fundet ud af. Det er jo opsigtsvækkende; en blodig og brutal borgerkrig i Norden i begyndelsen af det 20. århundrede, som ingen kender til.«

I gang ad omveje

Han kom da også i gang med bogen ad omveje. »Afgrunden« var i udgangspunktet slet ikke tænkt som bog. Den begyndte som en dokumentarfilm. Dokumentaristen Claus Bohm spurgte Kim Leine, om han ville skrive manuskript til en film om Peter de Hemmer Gudme, der som ung havde deltaget i Den Finske Borgerkrig. Det blev til en monolog på 80 sider, som blev barberet ned til 30.

»Det var så hurtigt overstået, og jeg følte dårligt nok, at jeg var varmet op, så jeg besluttede mig for at skrive en roman.«

En lille roman, vel at mærke.

»Jeg tænkte, at nu ville jeg skrive en kort roman, hvor der opstår en slags uoverensstemmelse mellem storheden i historiens format og så formen, der er lille. Et sammenstød mellem form og indhold.«

Dét projekt mislykkedes, men bogen overlevede. Den endte på 594 sider.

»Det siger noget om, hvordan jeg arbejder,« konkluderer Kim Leine.

»Jeg sidder hver dag på mit kontor derhjemme fra klokken halv otte til tre og skriver mig ind i emnet. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og filosoferer over, hvad jeg skal skrive. Jeg tænker med fingrene. Og så hober det sig op og bliver mere og mere. Det handler om, at man skal konstruere nogle troværdige karakterer. De skal tale på en troværdig måde, der også passer til tiden, og skal færdes i en fysisk verden, som også virker over­bevisende. Alt det skal blande sig på en organisk måde, og det er ikke noget, man lige ryster ud af ærmet. Det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg skal skrive mig ind i det.«

Og det foregår ikke i ét hug. Han skriver bogen igennem den ene gang efter den anden.

»Først handler det om selve fortællingen. At etablere strukturen er den mest sårbare del af projektet, det skal ligesom bare køre med vældig energi. Derfor skriver jeg også fem til ti sider om dagen, for at få det der tempo og den energi, der kommer ud af at skrive meget. Det bliver vildt melo­dramatisk, men det bliver så rettet til i anden omgang.«

Her er fokus på personbeskrivelserne og dialogerne, forklarer Kim Leine.

»Dér arbejder jeg langsommere og tager mig god tid til at lytte. I den fase laver jeg også research: Hvilke huse lå dér, hvilken funktion havde de, hvordan var bilerne, hvor mange gear havde de på det her tidspunkt? Alle den slags ting researcher jeg først på, efter at jeg har skrevet romanen igennem første gang.«

Herefter følger flere gennemskrivninger, hvor Kim Leine lytter sig frem.

Bare læseren tror på det

Men hvordan lyder der så i for eksempel Finland i 1918? Det er faktisk lige meget, for som Kim Leine siger:

»Det skal ikke nødvendigvis være realistisk, man skal bare etablere noget, læseren tror på. Fakta er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke det, der er pointen i det, for så må man læse faglitteratur.«

Alligevel har Kim Leine haft historie­kyndige til at læse bogen for at minimere risikoen for fejl.

»Men der skal nok komme nogle magister­typer og rappe mig over fingrene med deres linealer.«

Det er endnu ikke sket med »Afgrunden«, men da »Profeterne i Evighedsfjorden« udkom, påpegede en historiker faktuelle fejl i den.

»Det er nu ligemeget, men det er bare irriterende, når der kommer den støj omkring et litterært værk. Folk misforstår – bevidst eller ubevidst – hvad mit sigte er. Men jeg vil gerne luge ud i fejl. For hvis der kommer en vis mængde af fejl, knækker filmen, og så ødelægger man fiktionen.«

Men for Kim Leine ligger det interessante ved det historiske stof som antydet et helt andet sted.

»Det fungerer som en slags verfremdungseffekt, noget fremmedgørende, som får det meste til at se anderledes og mærkværdigt ud, men hvor de ting, der er fællesmenneskelige, springer i øjnene. Der er noget, vi har tilfælles som mennesker, uanset hvor og hvornår vi nu har levet. Hvis bogen foregår i en mudret og diffus nutid, bliver det hele på en måde lige vigtigt, lige tydeligt, fordi alt er genkendeligt.«

I den forstand ser Kim Leine sine bøger som nutidige, uanset om han skriver om Grønland i 1700-tallet eller Tyskland i 1930erne.

»Det historiske er jo bare staffage. Oppe i mit hoved foregår de alle sammen i dag. Det er forhåbentlig nutidige problemer, der bliver taget op i en roman. Uanset om den foregår 30.000 år ude i fremtiden eller på hulebjørnenes tid.«