»Det her kommer til at gå helt galt«

Hendes tre år gamle debut »Philharmonics« solgte knap en halv million eksemplarer, og med succesen fulgte et hav af koncerter. Men efter to år i orkanens øje, valgte Agnes Obel at gå i eksil foran klaveret hjemme i Berlin. Ud af roen voksede de 11 afdæmpede sange, der til sammen udgør hendes nye album »Aventine«. Agnes Obel fortæller her om hele rutsjebaneturen fra »Philharmonics« til »Avertine«.

»Noget af det, jeg har lært af hele forløbet omkring »Philharmonics«, er, at det, som man umiddelbart tror, er svagheden ved ens projekt, også nogle gang kan være styrken.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det blev bare ved med at vokse. Alle mulige uventede steder. Vi fik simpelthen så mange tilbud ind af døren hele tiden. Vi kunne have sagt ja til det hele, men vi var slet ikke forberedte på det. Vi havde ikke nogen lydmand, vi havde ikke nogen tourmanager. Og jeg var ikke rigtig i stand til at mike mit klaver op, så det var i stand til at spille højt nok på de større steder. Vi fik tilbud om at spille for titusind mennesker på et tidspunkt, hvor det kun ville være de første par rækker, der ville kunne høre noget. Det var min største nervøsitet. Det var en meget stejl læringskurve, hvor jeg måtte lære det hele fra dag til dag.

I 2011 spillede vi på den fransk rockfestival Beauregard. Vi havde fået at vide, at vi skulle spille for 2.000 mennesker. Det var første gang Anne (Müller, violinist, red.) og jeg skulle spille med vores nye skotske harpespiller, der aldrig havde spillet foran så mange mennesker før. Hun var ret nervøs i dagene op til koncerten, hvor vi øvede numrene op hjemme i min lejlighed i Berlin. Da vi ankom til festivalen pegede arrangøren op på en kæmpe scene, hvor Mötorhead stod og spillede. »Der skal I spille!« Hvad? Det kunne vi slet ikke forstå. 20.000 mennesker stod der. Det var helt syret. Men det endte heldigvis med at gå fint. Godt jeg havde mit elklaver med.

Imens vi spillede koncerter stort set hver dag, skulle der også laves interviews og rejses. Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste, jeg kunne gøre, var at tage skyklapper på. Én ting er at få styr på livesiden, en anden ting er at skulle tage stilling til omverdenen. Jeg synes, at det bliver for abstrakt og svært at forholde sig til. Så foretrækker jeg at lade være med at tage stilling overhovedet. Det betyder også, at jeg sjældent kigger tilbage eller bruger energi på, hvad der bliver skrevet og sagt i pressen.

Jeg havde ikke sovet hele natten. Vi skulle spille i kæmpe telt på den belgiske festival Rock Werchter klokken ni om aftenen. Lige på det tidspunkt, hvor folk har fået mest at drikke og bare gerne vil feste. »Det her kommer til at gå helt galt,« tænkte jeg. Før os spillede Simple Minds, og efter os var det Incubus. Det var helt skørt. Jeg kan huske, at vi spillede så lavt, at jeg kunne høre bassen fra The xx’ koncert på en af de andre scener. Men så skete der noget. Publikum blev helt stille. Lyttede med fuld opmærksomhed. Det var som om, at al energien blev samlet. Jeg troede slet ikke, at det var muligt på en festival. Lige der lærte jeg, at stilheden i min musik kunne vendes til en fordel, fordi den står i så skærende kontrast til meget af det andet.

Ved årsskiftet til 2012 sagde jeg stop. Jeg følte ikke, at jeg kunne udskyde det mere. Jeg havde været på farten i to år og var nysgerrig efter at finde ud af, hvilke nye sange der var i mig. Så de næste par måneder forskansede jeg mig i mit hjemmestudie. Der gror ikke rigtig noget, når jeg er på tour og rejser meget. Jeg har brug for at skabe et rum for koncentration. Men også for leg. Og så dukker der et eller andet op. Hvis jeg kan lide det, bliver jeg ved med at spille det. Og så vokser det. Lidt ligesom et lille væsen. Hvis jeg rigtig godt kan lide det, er jeg også rigtig bange for at ødelægge det. Jeg bliver meget forsigtig og prøver ikke at gøre den her lille, fine ting fortræd. Jeg går igennem sådan en forelskelses- eller fascinationsfase. Sådan er det meget i starten. Det er det, der driver værket. Senere bliver det så mere et arbejde, der skal gøres færdig.

Efter et par måneder troede jeg, at jeg havde alle sangene klar. Så da jeg lejede mig ind i et lille trommestudie med et klaver i Kreuzberg, var det egentlig bare for at indspille. Men så viste det sig, at det var vildt fedt at sidde inde i det her rum og skrive sange. Der var sådan en underlig tidslommefornemmelse derinde, som jeg virkelig godt kunne lide. Alt var lavet af træ i forskellige plateauer. Og så lå det midt inde i en bygning fyldt med Berliner-studier. Derinde følte jeg, at jeg havde min egen lille ø. Når hele bygningen var tom om natten, var det som at sidde i min egen lille osteklokke. Mange af mine idéer kommer, når jeg er i gang med at indspille en anden sang. Det er som om, at den ene proces iværksætter den anden. Jeg endte med at skrive mange af »Aventine«-sangene inde i den lille trækasse.

Aventine er et af de syv bjerge, som Rom er bygget på. Det var hjemsøgt af fugle, som cirklede omkring toppen. Det syntes jeg var et vildt fedt billede. Det her mytiske bjerg, som ikke rigtig eksisterer. Og så er det et virkelig smukt ord. Aventine. Jeg kan også godt lide at synge det. Senere fandt jeg ud af, at bjerget faktisk stadig er i Rom. At det er sådan en form for grøn ø i midten af en meget travl del af byen. Det synes jeg passer ret godt på den følelse, jeg selv har haft af at befinde mig på min egen lille ø i midten af noget meget hektisk. Det var jo sådan pladen blev til i Berlin. Og så er der et eller andet idealistisk ved at bestige et bjerg. Man ved ikke rigtig, hvordan det ender. Man må prøve sig frem og bruge sin intuition. Ligesom når man skriver musik.

Jeg synes godt, at jeg kunne bruge pauser og stilhed endnu mere, end jeg allerede gør. Når man bruger så få instrumenter som mig, er det ligesom med til at skabe noget puls og få musikken til at ånde. Andre gange er jeg bange for, at jeg bruger det for meget. Jeg kan enormt godt lide pauserne og stilheden. Også når andre gør det. Jeg elsker, når man holder tingene lidt hen. Trækker det ud. Ligesom en snor eller bue, som man spænder.

Alle fortalte mig, at det der skete med »Philharmonics« var et mirakel. At det var meget usædvanligt, det der skete. Derfor gør jeg mig heller ingen tanker om, at jeg skal nå endnu længere ud denne gang. Jeg håber bare, at jeg kan få lov til at komme ud og spille nogle gode koncerter rundt omkring. Og så håber jeg, at musikken kan få lov til at gro lidt på egen hånd. At folk tager den til sig og får deres egen historie med musikken uafhængigt af mig. Sådan har jeg det selv med utrolig mange plader, som har betydet enormt meget for mig i forskellige perioder i mit liv. Jeg håber, at »Aventine« kan blive en af den slags plader.