Det helt store påskedrama: Forbandede figentræer, en populær sektleder og verdens største forræder

Påsken er sorg og smerte og samtidig kristendommens største fest. Hvis du har glemt, hvad påskehøjtiden handler om, så få genopfrisket den dramatiske baggrund her!

Mel Gibsons blodige »The Passion of the Christ« med Jim Caviezel i hovedrollen vakte stor opstandelse – ikke mindst for voldsscenerne og for værkets fremstilling af jøderne – men ses i dag som et hovedværk i passionskunsten. Foto: EPA/Philippe Antonello Fold sammen
Læs mere
Foto: Philippe Antonello

Vi holder fri et par dage. Nogle af os genser Mel Gibsons kontroversielle »The Passion of the Christ« på fladskærmen. Andre hører barokgeniet Johann Sebastian Bachs berømte passioner eller drikker øl af den ekstra stærke slags.

Men hvad er den grumme historie bag påsken? Hvilke rædsler udspillede sig egentlig i Jerusalems gader dengang for et par tusinde år siden?

Og hvorfor skulle præcis de begivenheder kaste alt fra blodig verdenskunst til rockmusicalen »Jesus Christ Superstar« og noget så mærkværdigt som påskelatteren af sig?

Vi har kun få beretninger af den »uafhængige« slags om Jesu sidste dage og får en del modsigelser i Bibelens fire evangelier og de øvrige skrifter fra samtiden. Den grundlæggende fortælling ligger alligevel nogenlunde fast:

Påsken begynder Palmesøndag med modtagelsen af Jesus i Jerusalems gader. Byens borgere ser den populære sektleder komme ridende på et æsel og vifter med festlige palmeblade som velkomst. Stemningen har muligvis været lidt som Tour de France på en god dag – komplet med masser af mennesker langs vejen og de grønne »hænder« i palmebladenes rolle.

Jesus kommer også forbi flækken Betania lidt uden for Jerusalem og skulle egentlig have overnattet i Simon den Spedalskes hus under fredelige omstændigheder.

Pieter Bruegel den ældres maleri af Jesu vej til Golgata fra 1564 viser optrinnet i alle detaljer – fra de hånende tilråb til den sørgende moder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Breughel.

Men noget overraskende sker: En kvinde bryder ind under disciplenes aftensmad helt uden invitation. Hun slår endda en krukke med den kostbare nardusolie i stykker og hælder olien ud over sin helt! Salvningen minder en smule om dåben hos Johannes Døber mange år før og er ment som tegn på respekt og måske endda kærlighed.

De forbløffende disciple med slyngelen Judas Iskariot i spidsen bliver bare overvældet af jalousi og sender en hellig forargelse efter hende. Hvorfor lade den gode olie gå til spilde, spørger de? Man kunne have solgt krukkens indhold og givet overskuddet til de fattige.

Jesus indser i det øjeblik disciplenes dumhed og korrekser deres dobbeltmoral med frygtindgydende præcision. »De fattige går rundt i kvarteret hver eneste dag«, siger han. »I kunne have gjort noget godt for dem når som helst og hvor som helst.«

Sorrig og glæde de vandre til hobe

De næste dage er på én gang dramatiske og uendeligt triste. Jesus opholder sig omkring Jerusalem og kaster sig ud i et sidste opgør med denne verdens svindlere. Han sender forbandelser efter et figentræ i vejkanten på grund af dets manglende frugter og smider vekselererne i Jerusalems tempel ud. Og han bevæger sig op på Oliebjerget lige uden for byen og forbereder sine tilhængere på de dystre udsigter for resten af ugen og de sidste tiders komme.

Kun den gyselige Judas går rundt inde i byen imens. Disciplen har set byens pinger blive godt trætte af vennen med de alternative ideer og konspirerer nu til sin egen fordel. Så selv om Jesus og hans flok nu er fremme ved skærtorsdag og gør sig klar til fest i forbindelse med den jødiske Pesach, går ingenting rigtig som planlagt.

Jesus samler rigtignok disciplene om sig og uddeler brød og vin som sædvanlig. Men når de spiser og drikker fremover, skal de i virkeligheden komme i tanke om ham selv. Situationen den torsdag er kendt som Den Sidste Nadver og skal med årene blive et elsket motiv i billedkunsten med Leonardos fantastiske gengivelse som maleriet over dem alle.

Jim Caviezel spillede Jesus i Mel Gibsons film fra 2004 og vil muligvis gentage rollen i en planlagt opfølger om tiden efter korsfæstelsen. Foto EPA/Philippe Antonello Fold sammen
Læs mere
Foto: Philippe Antonello.

Selv om Judas engang var den mest trofaste af alle disciple, går han med resten af flokken over i Getsemane Have efter aftensmaden. Han har allieret sig med Jerusalems soldater. De andre tilhængerne falder så småt i søvn og ser derfor ikke truslen nærme sig. Judas går hen til Jesus med et »rabbi!« og udpeger ham for de ventende våbenmænd med et kys.

De sidste timer

Mændene omringer den uønskede dommedagsprofet og vil slæbe af med ham. Ét skriftsted taler om efterfølgende tumulter og endda et afhugget øre som følge af arrestationen. Et andet lader Jesus overgive sig helt frivilligt til rettergang og henrettelse mod løfte om frit lejde for disciplene.

Judas selv har ifølge overleveringen solgt sit livs mening til højestbydende for den nette sum af 30 sølvpenge og hænger sig i de tidlige morgentimer.

Kristendommens hovedskikkelse føres fredag over til jødernes ypperstepræst, Kajfas. Men den jødiske domstol kan ikke idømme nogen dødsstraf og sender ham derfor over til romernes præfekt i området, Pontius Pilatus.

Præfekten vil bare nødigt benytte sig af sin beføjelse og sender ham derfor videre til en større skurk i form af kong Herodes og derfra sendes Jesus tilbage til Pilatus igen – om end mange historikere har set vandringen »fra Herodes til Pilatus« som utænkelig rent juridisk og derfor afskriver den side af fortællingen som fri fantasi.

»Situationen den torsdag er kendt som Den Sidste Nadver og skal med årene blive et elsket motiv i billedkunsten med Leonardos fantastiske gengivelse som maleriet over dem alle.«


Resultatet er det samme under alle omstændigheder. Pontius Pilatus giver den frådende folkemasse valget mellem amnesti til Jesus eller forbryderen Barrabas og viser sig dermed endnu en gang som indbegrebet af en svag leder. Og som om Judas’ forræderi ikke var nok, har Jesus også forudsagt disciplen Peters manglende vedkendelse af venskabet – hvilket Johann Sebastian Bachs musik fra 1720erne beskriver særligt effektfuldt med hanegal og det hele.

Den populistiske præfekt får Jesus pisket halvt ihjel og dømt til den frygtelige død på korset. Fordi staklen selv ikke har flere kræfter, bærer nordafrikaneren Simon af Kyrene hans kors noget af vejen gennem Via Dolorosa.

Og resten af forløbet ved Hovedskalsstedet fortæller så om Jesu nej tak til bedøvende vin og hans efterfølgende fiksering på korset mellem to tyve.

Jesus har kun luft til omkring én sætning i timen under sit ophold på korset. Han mister endda troen et øjeblik med ordene »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Døden efter omkring seks timer kan ifølge medicinerne skyldes alt fra kvælning til blodpropper og ville under alle omstændigheder være indtruffet med soldatens spyd direkte i hans hjerte til sidst.

»Jesus Christ Superstar« spilles stadig over hele verden – som her i Rom for fem år siden. AFP PHOTO / GABRIEL BOUYS. GABRIEL BOUYS / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: GABRIEL BOUYS.

Mørke. Så buldren og bragen. En velhaver ved navn Josef af Arimatæa får det forpinte legeme pillet ned og begravet efter reglerne. Lørdagen er mærkeligt uden begivenheder i forløbet og afløses så af den mirakuløse påskedag med en tom grav og i kristne øjne en fornyet frelse og tro på livet – hvert eneste år.

Smil på spring

Påsken kan sagtens ligne mørketiden over alle. Verden holder for eksempel stadig »Den stille uge« mange steder: Kirketjenerne klapper altertavlernes farvefulde fløje sammen Palmesøndag og åbner dem først igen Påskedag.

Hvis man skal tro Fjodor Dostojevskij, er verden heller ikke blevet bedre siden Jesu tid. Den russiske romanforfatter pynter sin »Brødrene Karamazov« fra 1880 med et meget læst og debatteret tankeeksperiment: Han lader Jesus komme gående ned ad en helt almindelig gade i vor tid og beskriver så vores mest sandsynlige reaktion på hans budskaber – nemlig at han ville få nøjagtig samme skæbne som dengang.

Men mange ser også de velkomne fridage som én stor fest med egne traditioner og ekstra sødt til børn og voksne.

En ting som påskeægget kom frem for næsten et årtusind siden og har Jesu tomme grav med åbningen ude for enden som symbolsk baggrund. Og selv om påskeharen først stødte til for et par århundreder siden, har kirken taget den til sig som et billede på opstandelsen – for den er jo vores kænguru i en vis forstand.

Ideen om »påskelatter« er lidt glemt efterhånden, men kendes ikke desto mindre fra de tidligste tider. Fænomenet dækker over den ultimative hævn over ondskaben: Vorherre bringer et endegyldigt offer i form af sin egen søn og tager i den forstand Djævelen på sengen.

Særligt tyske præster skulle i mange år få kirkegængerne til at grine af fryd og lettelse under prædiken påskedag – for end ikke den halte med pandehornene havde set et så ondt modtræk komme!