Det har Berlingske skrevet om årets modtager af Nobels Litteraturpris

Kazuo Ishiguro modtager Nobels Litteraturpris 2017. Berlingske har været i arkivet og fundet avisens anmeldelser af den engelske forfatters værker frem.

ARKIVFOTO fra 2005. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEON NEAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Romanen »Den begravede kæmpe« (2015) fik fem stjerner:

»En roman om fortiden kan handle om fortiden. Eller, mere eller mindre skjult, om nutiden. Eller om det, der til enhver tid er. Hvor præcis Kazuo Ishiguros nye roman, »Den begravede kæmpe«, placerer sig inden for disse kategorier, er det svært at svare helt utvetydigt på. Men nok mest i den sidste. Sikkert er det, at den britiske forfatter med de japanske rødder i sin første roman i ti år har valgt en periode umiddelbart efter kong Arthurs død, så vi befinder os engang i det 6. århundrede, i en tid og på et sted, der er præget af, at den legendariske skikkelse før sin død kæmpede længe og blodigt mod sakserne, og af, at han, for at bevare freden og undgå mere blodsudgydelse, fik sin troldmand, Merlin, til at lægge en tåge over landet,« lyder det i Berlingskes anmeldelse.

Læs hele anmeldelsen af »Den begravede kæmpe« her:

Novellesamlingen »Nocturner. Fem fortællinger om musik og skumring« (2010) fik fire stjerner:

»Ishiguros noveller er fine i deres stemninger, og de behandler på hver sin måde livets skuffelser. Det er den »blå tone«, der ligger den fælles klangbund, og de swinger godt, om end »Nocturner« må betragtes som et mindre mellemspil i forhold til de stort orkestrerede romaner,« lyder det i Berlingskes anmeldelse.

Læse hele anmeldelsen af »Nocturner. Fem fortællinger om musik og skumring« her:

Romanen »Slip mig aldrig« (2005) fik fem stjerner:

»Dette er en forfærdelig bog, at skulle anmelde. Ikke fordi den er dårlig - tværtimod. Men fordi det vil være så frygtelig ærgerligt, hvis jeg kom til at afsløre for meget af den i lutter iver efter at sikre at De, kære Læser, både får den købt og læst. Skulle De derfor allerede nu have besluttet Dem for at anskaffe den, evt. fordi den er shortlistet til den prestigefyldte Man Booker Prize, eller fordi De har tillid nok til undertegnedes dømmekraft til at tage den på ordet, da foreslår jeg, at De slutter hér: Selvom det ikke er helt uden forbehold, så anbefales »Slip mig aldrig« på det varmeste,« lyder det i Berlingskes anmeldelse.

Læs hele anmeldelsen af »Slip mig aldrig« her:

Romanen »Vi forældreløse« (2000) - ukendt antal stjerner:

»Kazuo Ishiguros nyeste roman om selvbedrag, denne gang fra 1930rnes krigshærgede Shanghai, flirter uden større succes med detektivgenren,« lyder det i Berlingskes anmeldelse af »Vi forældreløse«.

Læs hele anmeldelsen af »Vi forældreløse« her:

Romanen »Koncerten« (1996) - ukendt antal stjerner:

»Livet - dét grænseløst civiliserede, resultatorienterede, hektiske og pseudo-betydningsfulde liv, der nærmest leves i takt på tilværelsens overflade over hele kloden - er i engelsk-japaneren Kazuo Ishiguros mesterlige murstensroman »Koncerten« beskrevet som en mareridtsagtig og absurd drøm, hvor alt bekendt bliver uigenkendeligt, så snart hovedpersonen Ryder ser bort et øjeblik; hvor han lettere binder sig følelsesmæssigt til et ordinært hotelværelse end til de mennesker, han burde elske; og hvor hans vilde optimisme på få sekunder afløses af dyb pessimisme, medlidenhed af foragt, kontrol af afmagt. I »Koncerten« har Ishiguro med lige dele ironi og diskret humor taget konsekvensen af sin skeptiske, sandhedsrelativistiske verdensanskuelse og opbygget et univers i konstant bevægelse - på alle samfundsniveauer. Romanens fortæller er den internationalt berømte koncertpianist Ryder, en moderne nomade uden følelsesmæssige eller geografiske bindinger. Han ankommer en dag for at give koncert i en tysk provinsby af en vis størrelse og indlogerer sig helt rutinemæssigt på et hotel.«