»Det handler om at overkomme livet«

Scene. Ghita Nørby og Tammi Øst på voldsom social deroute som mor og datter i Jakob Weiss’ drama »Det gode liv«, baseret på Eva Mulvads prisbelønnede dokumentarfilm.

»Det handler om at overkomme livet« - 2
Ghita Nørby og Tammi Øst spiller mor og datter i "Det gode liv" på Aveny-T. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I 2010 vakte dokumentarfilminstruktøren Eva Mulvad opsigt med sin både gribende og groteske beretning om to ældre kvinder, 83-årige Mette Beckmann og hendes 56-årige datter Anne Mette, og deres barske deroute fra ubekymret overklassetilværelse i Paris og ved den franske riviera til livet i en ussel lejlighed i en lille portugisisk by, hvor hver euro må vendes for at få råd til de mest basale livsnødvendigheder. Ægtemanden og faderen er død – hans aske står i en urne på kaminhylden – og familieformuen væk takket være en kombination af tidernes ugunst og tankeløst overforbrug. De to kvinder, der aldrig har kendt til arbejde, lever af moderens lille pension. Gælden vokser og kreditorerne rykker stadig tættere på, mens mor og datter skiftevis hakker på hinanden og svømmer hen i minderne om fortidens gode liv, søber billig rødvin og køber pizza på klods hos den lokale pizzabager.

Dokumentaren »The good life« indbragte bl.a. Eva Mulvad Det Danske Filminstituts dokumentarpris, Roos Prisen. Nu har dramatikeren Jakob Weiss bearbejdet historien til scenen, og i aften har Aveny-T verdenspremiere på forestillingen »Det gode liv« med to af dansk teaters store kvinder, Ghita Nørby og Tammi Øst, i rollerne som mor og datter.

»Men det er selvfølgelig ikke bare filmen, vi spiller på scenen. Jakob Weiss har taget stoffet til sig og digtet et drama, som vi prøver at forløse. Teaterdrama er jo fiktion, men inspireret af livet,« skynder Ghita Nørby sig at svare på spørgsmålet, hvordan det er at lægge krop og stemme til en forestilling, der går så tæt på to nulevende kvinders menneskelige nedtur. Oven i købet to kvinder, som teatret har inviteret til Danmark for at overvære premieren.

»Virkeligheden er én ting, teatrets virkelighed er en anden. Her gennemlever vi på halvanden time et kæmpemæssigt livsforløb. Det er teatrets vilkår, at vi koger skæbnerne ned til en fond. Men det er jo et ekstremt konglomerat af hændelser, vi beskriver,« siger hun.

Tammi Øst tilføjer: »Stykket har haft en fornuftig rejse først gennem dramatikerens hoved og så gennem vores hoveder – der har været en lang rejse og mange redigeringer undervejs, som i sig selv fjerner det fra virkeligheden. Lige nu tænker vi ikke så meget på de personer, vi gestalter. Nu er stoffet blevet vores.«

Når det er sagt, lægger hun ikke skjul på, at dokumentarfilmen har været en stor inspirationskilde, da hun skulle forme sit portræt af datteren Anne Mette, der i Jakob Weiss’ skuespil har skiftet navn til Marie Louise, mens moderen kaldes Marie.

»Der er nogle måder at agere på, som jeg ikke selv ville have fundet på, hvis jeg bare havde læst stykket. Det er ikke fordi, jeg har nærstuderet dokumentaren – jeg har måske sammenlagt set den to gange, inden vi begyndte prøverne – men der er noget omkring sproget og en vis form for forkælelse, som jeg meget godt kan lide,« siger hun.

»Desuden minder bevidstheden om, at der findes en dokumentar, os om, at selvfølgelig har teatret sin egen virkelighed, men der er også en lille advarsel om ikke at flyve ud i overfladiskhed, for det kunne man godt komme til. Jeg synes, det giver mig en form for respekt og lyst til at forsvare denne karakter kærligt.«

Ghita Nørby og Tammi Øst har flere gange tidligere stået over for hinanden i store teaterroller, bl.a. i »Høstsonaten« på Det Kongelige Teater i 2008, og der er masser af smil og latter mellem de to garvede skuespillere, som vi sidder hyggeligt bænket backstage på Aveny-T med kaffe og nybagte scones.

»Det er i virkeligheden sjovt, at det netop er os to, der spiller denne her forestilling. For vi er på alle måder den diametrale modsætning til de to kvinder, vi skal spille,« siger Tammi Øst. »Vi er begge to sindssvage overlevere, der kan gå igennem næsten hvad som helst med skindet på næsen. Men det giver nok netop forestillingen en særlig karakter, at der er den forskel.«

Begge har gennem hele deres karriere måttet leve med den usikkerhed, der er en del af enhver skuespillers vilkår. Som Tammi Øst udtrykker det:

»Jeg tænker tit på, at jeg skal være parat til at gå fra hus og hjem i morgen. Jeg ved sjældent, hvor mine penge skal komme fra bare et par år ud i fremtiden. Du kan blive umoderne i morgen, og så er det slut med pengene.«

»Der er ikke mange, der gider leve det liv, vi to lever,« nikker Ghita Nørby. »En kunstner hører jo ikke til nogen steder. Man kan være vældig attraktiv det ene øjeblik og blive smidt væk det næste. Det er branchens skæbne.«

I »Det gode liv« har hverken mor eller datter nogensinde behøvet bekymre sig om, hvor pengene skulle komme fra. De var der bare, og tanken om, at det kunne ændre sig, er aldrig faldet dem ind. Før det er for sent. Og selv da de sidder i lejligheden med gæld op over begge ører, bruger datteren penge på smykker og nægter at finde et job: »Jeg vil ikke diminueres af arbejde, jeg vil hellere dø end arbejde, jeg har ikke lært at arbejde,« siger hun og bebrejder sin mor, at hun aldrig rustede hende til en tilværelse, hvor man skal klare sig selv. »Vil du have, jeg skal gå ned og prostituere mig? Er det det, du vil?« råber hun rasende.

»Vi taler jo om det, man kalder »familiepenge«, altså nedarvede penge, som man kan komme til at opfatte som en selvfølge. Og når de så ikke er der mere, ved man ikke, hvad man skal gøre. Det er en slags åndelig dovenskab, de har troet, at det var et uendeligt hav. Først da det er alt for sent, er de måske på nippet til at indse noget – men så trøster de sig med et glas vin og gemmer det til næste dag,« siger Ghita Nørby.

Men selv om den skæbne, der har ramt de to kvinder i »Det gode liv«, kan forekomme ekstraordinær, er det grundlæggende tema i forestillingen, forholdet mellem mor og datter, eviggyldigt, understreger hun.

»Her har vi en mor og en datter, der af nogle måske ikke helt almindelige grunde er kommet til at bo alt for længe sammen med hinanden. Den slags mennesker, som har haft sikkerhed i en stor rigdom, der så er smuldret bort, uden at de har været bevidste om det, findes der måske ikke så mange af i dag. Men vi kan jo alle ind imellem nikke genkendende til den uvidenhed om skæbnens gang, hvor vi pludselig bliver forført ud i noget, hvor tingene kommer bag på os, og hvor vi ikke ved, om vi skader eller gavner hinanden. Det er sådan et mor-datter forhold, dette stykke handler om. Det gør stykket menneskeligt meget relevant,« siger hun.

I forestillingen giver dramatikeren Jakob Weiss – i en drømmescene, hvor den afdøde far opsøger sin efterladte hustru og datter i den kaotiske lejlighed der flyder med tomme flasker – sit bud på de indbyrdes forhold i den forkvaklede familie, dengang de stadig levede det gode liv, i hvert fald på overfladen. »Du udførte ikke én dags arbejde i de 52 år vi var gift. Du tjente ikke en krone, ikke én!« slynger moderen ham hadefuldt i ansigtet, mens datteren sanseløst beruset danser rundt med faderens urne i favnen.

»Der er et mærkeligt forhold mellem far og datter, men det virkeligt brændbare stof er en mor, der faktisk ikke bryder sig om sin datter, men alligevel er tvunget til at være sammen med hende et helt liv. Her rører stykket ved noget meget tabuiseret – jeg tror ikke, jeg kender en eneste kvinde, der vil indrømme, at hun ikke bryder sig om sit barn,« siger Tammi Øst.

»Men først til allersidst i stykket siger moderen det, som efter min mening er næsten det vigtigste i det hele,« siger Ghita Nørby. »Hun siger: Jeg havde ikke modet! Og der ligger det aktuelle – for det er jo det, vi allesammen kæmper med mere eller mindre. At have modet til tilværelsen, til at leve i overensstemmelse med en vis form for udvikling, forstand, kærlighed og empati. Derfor drejer det her stykke sig i høj grad også om os selv – det kan vi ikke lukke øjnene for ved at sige, at det er bare to gamle gespenster, dem hænger vi ind i skabet, og så gider vi ikke beskæftige os med dem mere.«

»Det er jo egentlig ret banalt. Det handler om, at man skal overkomme livet,« siger Tammi Øst. »Derfor er det en skøn historie, netop fordi den er så ekstrem. Man får virkelig smasket op i hovedet, hvad der sker, når folk ikke tager ansvar for deres liv og deres afkom. I virkeligheden er det et meget moralsk stykke, en løftet pengefinger om, at du skal tage dig af dit hus og være ansvarlig både i pengesager og i kærlighed. Jeg kan godt lide sådan nogle moralske historier, og jeg synes, teatret har en pligt til at give folk noget, man kan tænke over,« siger hun og tilføjer:

»Ud over det, så er det jo også interessant at se to ældre kvinder på scenen. Det gør man ikke så tit mere. Men at se to halvgamle folk tusse rundt og være helte og antihelte på en scene, det er der jo også en vis form for rollemodel i.«

»Det gode liv« spiller på Aveny-T til 12. april. Kamilla Wargo Brekling har iscenesat, og Peter Oliver Hansen spiller den afdøde far. Læs mere på aveny-t.dk.