Det handler om at lave et fyrværkeri

Interview. Efter at have udgivet en af sidste års mest lovende danske EPer er Spillemændene klar til at indfri forventningerne med debutalbummet, »Nationalsange«. Den fantasifulde gruppe mener, at der er behov for at genoplive ånden fra fortidens gæve spillemænd.

»Det, at vi har kaldt bandet for Spillemændene og pladen for »Nationalsange«, handler for mig om både at genoplive og udslette fortiden. Om at give de her ord, som vi har så stærk en forestilling om, nyt liv. Det er en form for opgør med fortiden: Hvorfor er Spillemændene et historisk begreb? Mange har et lattermildt forhold til det. De finder det morsomt,« siger Thorbjørn Radisch Bredkjær. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spillemændene. Tyg godt på ordet. Det smager lidt af gamle dage. Af folkemusik og fest i forsamlingshuset. Af gæve gademusikanter, der lever fra hånden til munden. Og det er da bestemt heller ikke noget tilfælde, at det lige netop er det navn, som Thorbjørn Radisch Bredkjær og Nicolai Elsberg har valgt til deres fælles band. For de føler helt klart et slægtskab med fortidens spillemænd. Hvis ikke musikalsk så i hvert fald i ånden.

I denne uge udkommer det seks m/k høje orkesters debutalbum, »Nationalsange«, der på mange måder stikker ud i det hjemlige musiklandskab. Dels er der bandnavnet og albumtitlen. Dels forsanger Nicolai Elsbergs afsindigt dybe stemme, der giver Leonard Cohen kam til sit hår. Og dels sangskriver Thorbjørn Radisch Bredkjærs tekstunivers, der rask væk blander poesi, socialrealisme og barnlig fantasi med en stor kærlighed til det danske sprog.

Men selv om bandnavnet og albumtitlen peger tilbage mod svundne tider, er der intet nostalgisk over projektet, fortæller Nicolai Elsberg og Thorbjørn Radisch Bredkjær.

»Det er ikke en tilbageskuen, der handler om, at tingene burde være, som de var engang. Sådan er der ingen af os, der har det,« siger Nicolai Elsberg.

»Det, at vi har kaldt bandet for Spillemændene og pladen for »Nationalsange«, handler for mig om både at genoplive og udslette fortiden. Om at give de her ord, som vi har så stærk en forestilling om, nyt liv. Det er en form for opgør med fortiden: Hvorfor er Spillemændene et historisk begreb? Mange har et lattermildt forhold til det. De finder det morsomt,« siger Thorbjørn Radisch Bredkjær.

For Nicolai Elsberg og Thorbjørn Radisch Bredkjær er spillemandstraditionen båret af værdier, der stadig er relevante her i 2013. Også selv om de umiddelbart kan virke lettere anakronistiske.

»Anakronismer har jo netop en evne til at bryde historien op. For mig er det 17. århundrede lige så nærværende som det 21. århundrede. Hele den dér måde at arkivere eller sætte tingene i system, efter hvad der er på mode eller gammeldags, irriterer mig. Det vil jeg gerne gøre op med,« understreger Thorbjørn Radisch Bredkjær og fortsætter:

»For mig er Johannes V. Jensen lige så relevant, som alle mulige nutidige forfattere. Han har jo f.eks. skrevet om Jakob Spillemand i »Kongens Fald«. Jeg synes, at hans beskrivelse af det, som Jakob Spillemand laver, er det, som for mig er det højeste at kunne gøre. At gå ud og spille for folk. Lave et fyrværkeri. Give folk en oplevelse af livet som andet end bare en rejse fra vugge til grav.«

Et skær af noget magisk

Man fornemmer da også, at der er mere på spil end blot grå hverdagsrealisme, når man lytter til Spillemændene. På sangen »Bah buh« tager fortælleren på »ferie langt inde i velfærdssamfundet«, hvor himlen er »oversået med kokosstjerner og citronhalvmåner«.

På det efterfølgende nummer fortælles der om »Rejsen Til Månen«, hvor de lokale synger med, mens »Til Minde Om Dyrene I Hakkebakkeskoven« er en kærlig hyldest til Thorbjørn Egners klassiske børnebogsfigurer.

I teksterne krydsbefrugtes den genkendelige hverdag af fantasien og får et skær af noget magisk, som ifølge Spillemændene ofte går tabt i voksenlivets rotteræs og fokus på profitmaksimering.

»Hvis man skal være lidt gammelmandssur, så kunne man godt være det over hele den her neoliberalistiske tankegang, som, jeg synes, er virkelig ubehagelig. Den her idé om, at hvis der ikke er penge i lortet, så er det ikke noget værd,« siger Nicolai Elsberg.

»Der kommer jeg til at tænke på William Heinesens bog »De Fortabte Spillemænd«. Den handler mest af alt om nogle fortabte sjæle, som så at sige har spilleglæden i livet. Den her spillemandsfamilie bygger vindharper. Det er et af de mest mystiske instrumenter, hvor han sætter strenge på en kasse og sætter den ud i vinden. Og så siger den …«

Den dybe stemme ryger et par oktaver op for at demonstrere en sagte, vibrerende tone.

»Romanen igennem bliver spillemændene nedgjort. Og ham, der bygger vindharpen, bliver kaldt en tosse. Det er man jo nødt til at være, hvis man bygger vindharper. Det er lidt det samme i dag. Alt det, der ikke er direkte produktivt, bliver der set skidt til,« siger han.

Selv om Spillemændene insisterer på, at de ikke er ude i et direkte politisk ærinde, så føler de dog, at nogle af tidens herskende værdier, godt kan trænge til noget spillemandsmodspil.

»Der er da klart en eller anden form for jagt på at genskabe virkeligheden. Eller at puste liv i historien. Der kommer enormt mange fordomme, når folk hører, at Spillemændene udgiver et album, der hedder »Nationalsange«. Det, synes jeg, er virkelig spændende, for så har de allerede gang i en historie. Så det handler også om at lege med den forestilling eller fordom, som folk har. Det er fantastisk. Allerede inden vi har spillet, har folk taget stilling til os. Og så spiller vi, og så bliver de for alvor forvirrede,« griner Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Nicolai Elsberg overtager:
»Ja, det er lidt en babushkadukke-dramaturgi, vi benytter os af. Folk tror, vi er det ene, og så er vi noget helt andet.«