»Det handler ikke om Lykketoft«

Interview»Kronprinsessen« var en megasucces. Nu er Hanne-Vibeke Holst klar med to'eren om skyggesiderne i Socialdemokratiet. I »Kongemordet« optræder en brutalis af en eksfinansminister, der stikker partikammerater ned bagfra og banker sin hustru til blods.

»»Kronprinsessen« handler om, hvad prisen er for at gå efter magten. »Kongemordet« handler om, hvad prisen er for at underkaste sig magten?« siger forfatteren Hanne-Vibeke Holst om sin nye roman. <br>Foto: Vibeke Toft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det handler om hustrumishandling. Og det er ikke en nøgleroman.

»Jamen, det er det IKKE,« siger Hanne-Vibeke Holst.

Vi er nået til et stadie i interviewet, hvor denne, én af Danmarks populæreste forfattere, karakteriserer samtalen som »forhør«. Ikke at hun er knotten. Holst er uddannet journalist. Hun griner endog og siger, at hun ville have spurgt om det samme i Berlingskes sted.

»Men jeg håber, vi også når den egentlige pointe,« siger hun.

Den 46-årige forfatter er efter yderligere »omfattende research på Christiansborg« klar med »Kongemordet«. Opfølgeren til succesen »Kronprinsessen«. Der åbnes på valgaftenen 20. november 2001. En socialdemokratisk statsminister, Per Vittrup, er faldet. I naiv tiltro til eget format bliver han siddende som partiformand. En eksfinansminister, Gert Jacobsen, skumler i kulissen, bistået af partiets »eneste rigtige mandfolk«, Elizabeth Meyer. En konspiration om et kongemord begynder. Alt imens den magtbegærlige eksfinansminister går hjem og slår og boller sin kone, Linda Lykke, til blods.

Det ligner godt nok Poul Nyrup (Per Vittrup), Ritt Bjerregaard (Elizabeth Meyer) og Mogens Lykketoft (Gert Jacobsen). Men »det er det IKKE«.

Hvorfor så dette præcise sammenfald?

»Ja, hvorfor gør jeg det her, når jeg skal udsætte mig selv og andre personer for denne her nøgleromansleg? Men når man ser sådan et drama, som det dér formandsopgør, så siger det jo enormt meget om mænd og magt. Også langt mere end journalisterne beskæftiger sig med. Og jeg ville da være en ringe politisk forfatter, hvis ikke jeg brugte det stof. Jeg tror, jeg kan gå dybere ind i det arketypiske, end nogen journalist kan. Jeg kan i min skønlitterære form sige noget, som er meget mere sandt end samtlige journalister har brugt mange spaltemillimeter på at sige.«

Hvad er det så?

»Jeg er jo optaget af kønnene og magtrelationerne mellem dem. Det er det, hele mit forfatterskab de sidste 25 år har handlet om. Og hvad er mandens pris for at gå efter magten? Det er jeg optaget af. Alt, hvad der handler om det private, om følelserne, om det intime, ligger forkrøblet hen i et neandertalt mørke. Gert Jacobsen er magtbegærlig og dybt ulykkelig. Det koster at være så magtfuld, at styre et helt lands økonomi og bestemme over alt og alle herved. Den eneste måde, hvorpå han kan føle sig helt afspændt, er ved at slå og kue.«

Men det er vel et fåtal, der rent faktisk er indrettet sådan?

»Statistisk findes de jo også på Christiansborg eller som koncernledere, om du vil. Det hører vi bare aldrig om. For det er selvfølgelig meget kontroversielt at sige, at til mænds magtudøvelse knytter der sig vold. Det er kontroversielt at påpege, at der er skyggesider i magten. Der var én af dem, jeg talte med i min research - en meget, meget magtfuld mand - der sagde, at når man har magt, er det vigtigt, man er klar over: Ja, jeg har magten, men magten har også mig. Det er jo sådan en Faust pagt. For magten kan også løbe af med den magtfulde og føre til misbrug.«Hvorfor lader du ligefrem en socialdemokratisk eksfinansminister med ungdomsøgenavnet »Trotsky« i romanen og ry som »politisk ideolog og begavelse« optræde som dumt voldssvin?

»Hvorfor ikke?«

Er ligheden med Mogens Lykketoft ikke for åbenbar?

»Det har jo ikke noget med Mogens Lykketoft at gøre. Jeg har ikke nogen indikationer på, at Mogens Lykketofts privatliv skulle se sådan ud.«

Men hvorfor så bruge ham som hylster til at hælde en fiktiv voldsmand ned i?

»Jeg brugt hans position og hans kompetencer.«

Du har brugt hele hans politiske virkelighed og profil...

»Du kan finde den type i hver eneste land i verden. Jeg talte med én, der mente, at sådan er alle finansministre i Vesten.«

Ja, men du har bygget din på Mogens Lykketoft, ikke?

»Du kan sige, og det er forfatterens problem og dilemma, at vi kun har ét parlament og ét socialdemokrati, som sad dér i den periode. Og da jeg gik i gang med at skrive, var jeg jo afhængig af »Kronprinsessen«, hvor personerne allerede var lagt ud. Jeg vidste da godt, at I journalister vil sidde og fedte rundt i, om ikke det nu er den, og han er den, og hun er den og så videre, og så kan vi tage balladen om det. Men det var enten sådan eller også kunne jeg ikke skrive den. Mit modargument er jo, at denne her Trotsky-agtige ideologiske skikkelse vil du kunne finde i ethvert parti.«

Men er det ikke krænkende at bruge så meget af en offentlig politisk figur til at komme denne her voldsmand i?

»Nu betragter jeg Mogens Lykketoft som en højt begavet person. Som i øvrigt har været gift med højt begavede kvinder. Og som er sød og blød mod børn og dyr, og hvad ved jeg. Et meget nuanceret, komplekst og begavet menneske, der aldrig kunne finde på at begå den dumhed at sætte lighedstegn mellem sig og Gert Jacobsen. Hvis han gør det, er det jo fordi, at han ved noget, jeg ikke ved.«

Dermed siger du blot, at han kan ikke beklage sig. Gør han det, så er det fordi, der er noget om snakken...

»Jeg blir' nødt til igen og igen at understrege: Dette er en roman, dette er fiktion.«

Hvis jeg nu siger til dig, at jeg kan ikke slippe billedet af Lykketoft hele romanen igennem...

»Så må jeg sige, at så har du godt nok en dårlig fantasi. Fordi han bliver beskrevet som rødhåret, opvokset i Afrika, gift med den samme kvinde fra Sydhavnen igennem 30 år og har en bror i USA. Der er intet i det biografiske, der stemmer overens med Lykketoft. Det eneste sammenfald er i den politiske intrige, hvor han er to'er lige som Lykketoft var det.«

Jeg kunne også vende den om og sige, at det er dig, der har en dårlig fantasi. Du har ikke evnet at opfinde en ramme, der ikke var så lig virkeligheden...

»Ja, der hænger jeg jo så på min dårlige fantasi fra et'eren. Jeg måtte enten hænge på min fantasi eller helt undlade at skrive to'eren. Jeg kan så omvendt spørge, om journalister kan tillade sig at lave det ene karaktermord efter det andet på først den ene politiker så den anden?«

Gør vi det?

»Ja, jeg har jo læst dem, ikke mindst fordi jeg interesserer mig for det her. »Dead Man Walking« (i romanen en prisbelønnet overskrift til en artikel om den detroniserede statsminister Per Vittrup, red.) kommer jo ikke fra mig. Det er ikke en overskrift, jeg har fundet på. Gid det var. Men det er det ikke. Den stod jo i Politiken om Nyrup (ikke helt korrekt. Den stod i Jyllands-Posten, var ikke overskrift og var møntet på Henrik Dam Kristensen, der ikke havde held til at sælge ØMUen til danskerne i foråret 2001, red.). Som avislæser har man da ofte tænkt, om de kan tillade sig dette her. Skulle de ikke lige træde et skridt tilbage. Det er jo rygter og sladder og »kilder siger«... Men i øvrigt synes jeg jo heller ikke, det er så intereressant. Med hensyn til det voldelige, er det latterligt, at jeg skal diskutere, om jeg kan skrive det sådan. Gert Jacobsen, fiktiv person i en skønlitterær roman, slår sin kone, Linda Lykke, fiktiv person i en skønlitterær roman. Det handler om, at undertrykkelse af kvinder finder sted og også i de højeste sociale lag.«

Vil det sige, at »Kongemordet« først og fremmest er et kønspolitisk statement?

»Ja.«

Klart svar!

»Ja, køn er mit virke. Det er jo også derfor, at det dér med, om nu en person er lig med den ene eller anden, ikke interesserer mig. Vi er nede i et stof, der er langt vigtigere, nemlig, at mænd bliver nødt til at anerkende, at de har nogle problemer, der ikke er løst. Private problemer, der også kan udmøntes i politiske handlinger, ja. Så kan vi da godt lege nøgleromanslegen i en 14 dages tid. Men sådan én er det IKKE. Det er ikke det, det handler om. Og bogens liv ligger heldigvis hos læserne.«

Hvad er dit håb i den sammenhæng?

»At der er kvinder, der her får at vide, at de ikke er alene, og at det ikke er dem, der er noget galt med. At der er mænd, der erkender, at de har noget, de skal have løst ved sig selv. Der er tale om de omkring et halvt hundrede tusinde kvinder i Danmark, der er udsat for hustruvold. Jeg har set nogle af sagerne. Det er Abu Graib go home! Det er så forfærdeligt og perverteret. Og jeg berører det endda kun overfladisk, fordi det ikke skulle være en krisecenter-roman. Men jeg siger, og nu kan du se mine kinder begynde at gløde, for det er faktisk det, jeg går mest op i med denne her historie: Dette taler vi ikke om. Kvinderne selv tør ikke. Og vi andre har én eller anden forestilling om, at det er sådan nogle alkoholiserede eksistenser fra bodegaen, vi snakker om her. Men det er ikke sandt. Det foregår i alle samfundets lag og ikke mindst i samfundets øverste lag. Og netop fordi vold er en del af at udøve magt.«

Så det politiske er blot rammen, men ikke den egentlige historie?

»Præcis. Jeg ser det jo alt sammen ud fra et kvindesynspunkt. Man kan sige, at »Kronprinsessen« handler om, hvad prisen er for at gå efter magten. Denne her handler om, hvad er prisen så for at underkaste sig magten? For at tro man kan opnå magt og status ved at gifte sig med en stor mand? En strategi masser af kvinder gennem tiderne har benyttet.«Det er en strategi, der - uden at afsløre for meget - ikke kan anbefales, ifølge Hanne-Vibeke Holst. Hendes »Kronprinsesse«, der gik en machiavellisk undergang i møde som miljøminister i første bog, fortsætter i »Kongemordet« som kronvidne til Gert Jacobsens magtmisbrug. Trilogien kan således fuldendes med en tredje roman, hvor Damgaard bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Første fiktive kvindelige statsminister, naturligvis.

»Ja, jeg må håbe, at Helle Thorning ikke overhaler mig indenom. Så står du der jo påny, og så skal vi igennem hele nøgleromanlegen igen! Jeg vil da meget gerne se Charlotte Damgaard som landets første kvindelige statsminister. Selvfølgelig for at se, om kvinder har et alternativ til det maskuline magtvælde. Men lige nu ved jeg ikke, om det bliver tilfældet,« siger Hanne-Vibeke Holst.»Kongemordet« udkommer på Gyldendal 8. november. Berlingske Tidendes læsere inviteres til at møde Hanne-Vibeke Holst i Berlingskes konferencesal 8. december, hvor hun vil optræde sammen med avisens politiske kommentator, Thomas Larsen.