Det gamle Københavns hospital for kvæstede matroser

Ufarligt var det ikke at arbejde på flådens værft på Bremerholm, hvor store og små uheld hørte til dagens orden. Og hvad var så mere naturligt for Christian IV end at oprette en stiftelse på værftet?

Marinens tidligere hospital Søkvæsthuset i Overgaden oven Vandet på Christianshavn blev i 1754 opført for at rumme Den Kongelige Opfostringsanstalt. Foto fra 1932, København før og nu. Bd. IV. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan virke lidt forvirrende: Kvæsthusgade strækker sig mellem Sankt Annæ Plads og Nyhavn på den ene side af havneløbet, mens Kvæsthuset ligger på den anden side i Overgaden oven Vandet med facade ud mod Christianshavns Kanal. Det har imidlertid sin forklaring, og historien begynder helt tilbage i 1600-tallet.

Ufarligt var det ikke at arbejde på flådens værft på Bremerholm, hvor store og små uheld hørte til dagens orden. Og hvad var så mere naturligt end at oprette en stiftelse på værftet, hvor man kunne anbringe de stakler, der efter fald fra sejlskibenes rigning havde knækket arme og ben eller pådraget sig endnu værre skader? Christian IV etablerede Bådsmændenes Sygehus på Bremerholm, og det var et klart fremskridt, for normalt blev kvæstede søfolk indlagt til forplejning rundt om i borgernes private boliger. Hospitalet på værftet tog sig naturligvis også af de sårede soldater, der i levende live vendte hjem fra krigstjeneste, men efterhånden blev den trafik så heftig, at kapaciteten ikke slog til: »Især da mange syge og i søslag kvæstede matroser kom i land fra kongens orlogsskibe i de år 1657-1659, så at de ikke kunne længere rummes på forommeldte sygehus, men var stadens indbyggere til stor tyngde.«

Det skrev præsten Nicolaj Jonge i »Københavns beskrivelse« i 1780erne.

Et nyt og større hospital »til de i krigsaktioner kvæstede og lemlæstede matrosers helbredelse« måtte der kort sagt til. Det blev opført på »hjørnet af St. Annæ Gade og Kvæst­husgaden«, beretter Jonge, og ret har han, for huset ligger der endnu. Men af beretningen fremgår det også, at det nye Søkvæsthus i fredstid var til stor nytte som »almissehus for søetatens fattige, der ikke måtte være landetatens almissekasse og ej heller borgerskabets fattigvæsen til byrde«, og samtidig blev det brugt som »arbejdshus for friske betlere af søetaten«.

Altid var der gammelt tovværk, som skulle ordnes, og de friske betlere kunne på den måde gøre sig fortjent til det daglige brød. Det var med andre ord et hospital med en bred vifte af anvendelsesmuligheder, og driftsudgifterne klarede den kongelige kasse i en årrække ved hjælp af lejeindtægter fra Børsbygningen. Efter næsten 100 år flyttede Kvæsthuset imidlertid fra stedet. Det var i 1777, men Kvæsthusgade og Kvæsthusbroen minder stadig om den i krig og fred så nyttige institution.

I Overgaden oven Vandet blev Søkvæst­huset derefter installeret i en rummelig ejendom, der en snes år tidligere var blevet opført som kongeligt opfostringshus. En barmhjertig og nyttig anstalt, hvortil præster, bisper og amtmænd i hele landet blev opfordret til at sende fattige, mindreårige drenge, der måtte ligge sognet til last, og hvor de håbefulde unge mennesker kunne få en opdragelse, der gjorde dem tjenlige som fabriksarbejdere, handlende eller søfarere. Det var filosofien, for hvis nationen skulle klare sig internationalt, måtte der opbygges en stærk hjemlig industri. Et par hundrede drenge var der plads til ad gangen, men de lokale myndigheder rundt om i landet kviede sig ved at sende tilstrækkeligt med klienter til den nye stiftelse. I landbruget kunne børn på fem-seks år være til megen nytte, og så var der også et andet problem. For opfostringshuset ville nødigt have de sigøjnerunger, man ude i provinsen inderligt gerne sendte til hovedstaden.

Umulige at tilpasse var de, og direktionen frygtede, at de mørklødede taterbørn ville give institutionen et dårligt omdømme og således spolere hensigten med hele projektet.

I 1770erne blev opfostringsanstalten flyttet til Store Kongensgade, og så blev der som nævnt indrettet hospital for kvæstede søfolk i Overgaden ved kanalen. For 200 år siden blev de sidste patienter ganske vist udskrevet, og ejendommen har siden både været straffeanstalt og kaserne for værnepligtige, og den har i nyere tid bl.a. givet husly for Farvandsdirektoratet og Marinens Bibliotek.

Men trods alle omskiftelser er Søkvæsthuset stadig navnet på den stilfulde bygning med den fortræffelige beliggenhed.