Det gamle København: På vandkur i Klampenborg

15. juni 1845 fandt åbningen af kurbadeanstalten sted, og nu kunne offentligheden ved selvsyn få indblik i moderne sygdomsbehandling i et såkaldt kurhus med koldvandsbassiner til fod- og sædebade samt svedekur i uldne tæpper og fugtige lagener.

Herreafdelingen af Klampenborg Badeanstalt kort tid efter åbningen i 1845. Akvarel af H.G.F. Holm. Før og nu, 5. årg. 1919
Læs mere
Fold sammen

I 1800-tallet var det mondænt at passe på helbredet. Og havde man råd, tilbragte man gerne en måned eller to på en kuranstalt i Tyskland i nærheden af en kilde.

Snart sagt alle tænkelige lidelser lod sig nemlig dengang kurere med kildevand, men det var naturligvis en badelæge, som afgjorde, om vandet i hvert enkelt tilfælde skulle drikkes, eller om det var til udvortes brug.

Nogen billig fornøjelse var det ikke, men når man nu satte pris på at være sund og rask, betalte man gerne de nødvendige udgifter.

Disse kostbare kurophold interesserede af flere årsager bataljonskirurg J.J. Hjaltelin, og efter en studierejse i Tyskland i 1841 fik han lyst til at etablere en hjemlig kurbadeanstalt i nærheden af København. Den ville både være gavnlig for folkesundheden og for hans private økonomi, men netop på den tid havde handelssekretær og udgiver af »Kjøbenhavns Posten«, A.P. Liunge, fået den samme idé.

Og for ikke at ødelægge det for hinanden med utidig konkurrence søgte de i fællesskab myndighederne om tilladelse til at etablere en vandkuranstalt i nærheden af Jægersborg Dyrehave.

Her havde der siden tidernes morgen rislet adskillige helbredende kilder, og i tilknytning til den nærliggende badestrand, som nogen kaldte Bellevue, var det naturligt at opføre såkaldte søbadeanstalter. En for herrer og en for damer begribeligvis.

Det Kongelige Sundhedskollegium fik sagen til behandling, og det gav anledning til problemer. For de sagkyndige, som udgjorde den øverste sundhedsmyndighed i riget, mente ikke, at vandkur og søbade havde noget med hinanden at gøre.

Tværtimod herskede der i kollegiet den opfattelse, at en sammenblanding kunne være farlig, eftersom lægerne på vandkuranstalterne konsekvent hævdede, at badevand og drikkevand altid skulle have den samme temperatur.

Herom kunne man mene både det ene og det andet, men resultatet af lang tids tovtrækning blev, at de to iværksættere i 1843 fik tilladelse til at anlægge en badeanstalt ved stranden, og året efter opnåede de også den nødvendige bevilling til at servere mad og drikkevarer samt afholde koncerter og baller m.m. i etablissementet.

Så var de formelle problemer overvundet, og nu manglede de bare at skaffe den nødvendige finansiering. Det skulle ske ved hjælp af aktier, og det følgende år blev et betydeligt antal pengestærke mænd indbudt til at tage del i eventyret.

Kalkulationen var lidt usikker, men 18 pct. i udbytte kunne bataljonskirurg Hjaltelin love investorerne, og mange folk med penge på kistebunden lod sig friste. Blandt dem dronningens bror, hertug Christian af Augustenborg, og nogen dårlig reklame var det ikke at have et medlem af kongehuset som storaktionær i foretagendet.

Bladudgiveren blev kasserer og bogholder i det nystiftede aktieselskab, og bataljonskirurgen lod sig udnævne til badelæge. Slotsgartneren fra Fredensborg anlagde parken, og den fremtrædende arkitekt M.G. Bindesbøll fik ansvaret for opførelsen af de store og små bygninger, som skulle rumme de mange aktiviteter.

15. juni 1845 fandt åbningen sted, og nu kunne offentligheden ved selvsyn få indblik i moderne sygdomsbehandling ved hjælp af vand. Selve kuren, som fandt sted i et såkaldt kurhus med koldtvandsbassiner til fod- og sædebade, bød også på svedekur i uldne tæpper og fugtige lagener.

Udenfor i det fri var der indrettet et fem grader koldt brusebad med et op til ni meter højt vandfald, og hvor man kunne vælge mellem støvregn, regnbad eller plaskregn.

Alt sammen såre gavnligt for helbredet, og i Klampenborg Badetidende kunne kurgæsterne orientere sig om både sunde og skadelige spise- og drikkevarer:

Var man indkvarteret på brøndkur, kunne man med god samvittighed drikke kakao og kaffe i små mængder og mælk, hvis den ikke var for fed, vand med og uden sukker (ikke alt for koldt) og varmt øl (i ringe kvantitet). Det var derimod aldeles forbudt at drikke limonade og alle typer likør, punch, rødvin og enhver form for hedvin.

Det var gavnligt at spise bl.a. agerhøns, agurker og asparges (ikke for mange), blomkål og hvedebrød, haresteg, havregrød og høns, kartofler (med måde) og æg (blødkogte, ikke hårde). Listen over forbudte retter var lang, meget lang, og den omfattede bl.a. ål og abrikoser, and, alle former for frisk frugt og is af enhver art, ost og pølse, sild, svinekød og østers.

En guldgrube blev kuranstalten aldrig. De forventede 18 pct. i udbytte blev konverteret til et rundt 0, og ret meget hjalp det ikke, at jernbanen i 1863 kom til Klampenborg, og at der to år senere blev opført et egentligt badehotel ved standen.

Den helsebringende vandkur forsvandt af sig selv, i takt med at patienterne mistede troen på den forunderlige virkning, men der var badegæster på hotellet indtil 1923, da det blev hærget af en voldsom brand og siden revet ned.