Det gamle København: I spjældet på Blegdamsvej

Fængslet på Blegdamsvej fotograferet efter adskillige udvidelser i 1912. Før og nu, 7. årg. Fold sammen
Læs mere

18. december 1848 var en festdag. Ikke inde i byen, men ude i forstæderne. Kongen havde i dagens anledning bevæget sig over på den landlige side af Sortedamssøen, og med sin tilstedeværelse gjorde han indvielsen af amtets nye fængselsbygning på Blegdamsvej ekstra højtidelig. En kanonsalut på 27 skud bød ham velkommen til Nørrebro, og det gentog sig, da han nogle timer senere igen kørte bort.

Den aldrende digterkonge Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate sat i musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater, og amtmanden, der tillige var højesteretsassessor, holdt en tale, som i betydelig grad satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt, og uden at fatte sig i korthed takkede han for kongehusets engagement i den vigtige sag. Nu var det ikke, fordi hædersgæsten Frederik VII personligt havde udvist nogen som helst interesse for opførelsen af et nyt fængsel i Københavns Amt, men det havde hans far, som var afgået ved døden i januar samme år. Christian VIII havde sagt god for den gunstige beliggenhed i de frie omgivelser og for økonomien i foretagendet, og han havde egenhændigt fået indføjet synlige ændringer i de tegninger, som kongelig bygningsinspektør Bindesbøll havde leveret.

Forhistorien var den, at det i et halvt hundrede år havde stået klart, at amtets gamle fængsel ved Langebro var under al kritik. Blåtårn blev det kaldt i folkemunde, skønt det intet havde at gøre med det historiske fængsel på Københavns Slot, hvor Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under kummerlige forhold i 1600-tallet. Officielt var navnet Frederiksholms Arresthus, og da det blev opført i 1665, havde det været krudttårn for søetaten. Formentlig var det i erkendelse af, at bygningen ud til Kalveboderne var for fugtig til opbevaring af krudt, at den i stedet blev indrettet til at tage imod forbrydere, som enten var hjemmehørende i et af forstadssognene eller havde ansættelse ved hoffet, og til den kategori hørte skuespillerne ved Det Kongelige Teater. Idelig klagede fangerne over forholdene i fængslet, og ikke helt uden grund. Huset havde betydelige mangler: kælderen måtte tømmes for vand, når det havde regnet, og i de overfyldte celler havde lus og lopper kronede dage. Hygiejne i gængs forstand hørte fremtiden til, og luften var kvælende tung omkring de ophobede skarnbunker; vinduerne var få og små, til gengæld kunne der om vinteren blive bitterlig koldt i huset, for der var så at sige ingen mulighed for opvarmning. I længden gik det ikke med så umenneskelige forhold i et civiliseret samfund, og i 1838 blev der udstedt en kongelig befaling til den ansvarlige minister om at foranstalte de nødvendige forandringer. En modernisering af det gamle krudttårn ville imidlertid blive alt for kostbar, og man begyndte derfor at se sig om efter en egnet byggegrund et sted i byen, hvor der kunne opføres et helt nyt fængsel. Men det viste sig at være en umulig opgave. Der var ikke mere plads at gøre godt med inden for voldene, og så faldt blikket på en egnet grund uden for byen.

På det tidspunkt havde Blegdamsvej allerede eksisteret i et par hundrede år sammen med mere end en snes smalle grunde, som fra vejen strakte sig ned mod Sortedamssøen. Det var blegemændenes land, og her gik de gennem et par hundrede år og passede deres dont med at lægge nyvasket tøj til blegning. Det lyder jo tilforladeligt. Men allerede i begyndelsen af 1700-tallet fik stedet et tvivlsomt renommé, således som det fremgår af Holbergs komedie »Kilderejsen«, hvori den menneskekloge doktor Bombastus advarer hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler: »Ak, herre! Jo mere man indespærrer dem, jo værre er det. Det er just tvangen, som øger begærligheden. Jeres piger skal jo dog på Blegdammen et par gange om året, men mener han, at det ikkun er klæder, som bliver lagt på blegen? I så fald, er der ingen værre end de, som kommer ud af et bur. Derfor gør I langt bedre min herre i at give jeres piger en sømmelig frihed.« Hvad doktoren egentlig sigter til skal være usagt. Blot ved vi, at politiet på Holbergs tid faktisk bortviste en taskenspiller, som gik under navnet Den Stærke Mand, og som i sit etablissement på Blegdammen omgav sig med damer, der lokkede unge mennesker og tjenestefolk i ulykke.

Nu var det imidlertid en mere end 100 år gammel historie. Sammen med det enevældige styre var de sidste blegemænd midt i 1800-tallet ved at lukke og slukke. Folk flyttede fra byen ud på Nørrebro, og på Blegdam nr. 2 stod det nye moderne tinghus med tilhørende fængsel klar til at tage imod de første klienter.

Men først skulle kong Frederik komme forbi og foretage den officielle indvielse.