Det gamle København: Den godmodige mestertyv i Stokhuset

På hjørnet af Øster Voldgade og det nuværende Stokhusgade lå Stokhuset, hvor mestertyven Peder Michelsen blev tilset af Dr. Gall, der havde udviklet fronologien, som var en slags hjernelære. Fold sammen
Læs mere

Peder Michelsen var født i Lyngby i 1762, og da han fyldte ti år, blev han sat til at passe svin hos en bonde i landsbyen. En passende beskæftigelse for en rask dreng, der skulle lære at klare sig selv, og efter et par år avancerede han til plovdreng. Men knægten havde ambitioner, og 16 år gammel kom han i lære som smed. Et fag med gode muligheder for fast arbejde. Men der var et problem. Den unge mand havde svært ved at koncentrere sig om det samme i ret lang tid ad gangen, og efter et par år havde han fået nok af livet i smedjen. Udlært var han ikke, men han havde i det mindste annammet så meget af professionen, at han ikke var uden færdigheder, da han fulgte sit kald og udviklede sig til indbrudstyv i mesterklassen.

Men det var først adskillige år senere. Til at begynde med stjal han bare til husbehov, hvor der var noget at stjæle, og det kostede ham et års ophold i Børnehuset på Christianshavn. Efter udstået straf meldte han sig som soldat, men også det kedede ham. Han deserterede og måtte som straf løbe spidsrod – først fire gange, så otte og til sidst 12 gange, for han blev ved med at stikke af. Og efter igen og igen at have gjort sig skyldig i tyveri blev han 25 år gammel dømt til kagstrygning på Nytorv og livsvarigt tvangsarbejde. Men det havde han ikke tid til at vente på, og fra arresten gravede han en underjordisk gang ud i friheden. Atter blev han fanget, og atter blev han dømt til at miste sin hud med efterfølgende anbringelse i jern og slavelænke. Men som sagt: Uden færdigheder var han ikke, og en dag så han sit snit at gå sin vej.

Noget at leve af skulle han jo have, og efter indbrud i et værtshus på Vesterbro, blev han igen anbragt i Børnehuset. Men da han var syg, foregik indkvarteringen i den særlige sygestue, og herfra smuttede han ud gennem skorstenen. Dårligere var han trods alt ikke, og således fortsatte karrieren med nye anholdelser, med kagstrygninger, brændemærkninger i panden og anbringelse bag lås og slå – og med nye fantasifulde undvigelser. Mestertyven Peder Michelsen var nu også blevet udbryderkonge og mand og mand imellem samtaleemne ude i byen.

I 1805 var han sikkert anbragt i Stokhuset på hjørnet af Øster Voldgade og den nuværende Stokhusgade, for det var landets bedst bevogtede strafanstalt for såvel ærlige som uærlige slaver. Man havde forskellige kategorier alt efter forbrydelsens karakter, og med sit generalieblad hørte Peder Michelsen ikke til de ærlige. Men det kunne den tyske læge Dr. Gall ikke vide, da han netop det år besøgte København. Han havde udviklet en helt ny videnskab med vidtrækkende perspektiver: Frenologi, der bedst kunne beskrives som hjernelære. Og han kunne blot ved at betragte et menneskes hjerneskal fortælle om personens karakteregenskaber og om drifter, evner og anlæg.

Imponerende. I København holdt han en halv snes forelæsninger, hvor videnskabsmænd og professorer lærte en helt ny side af verden at kende. Til en af disse seancer havde en professor medbragt et par hjerneskaller fra Kunstkammeret. Den ene var angiveligt de jordiske rester af biskop Absalon og den anden vist nok en norsk konge, men om dem begge havde den tyske videnskabsmand interessante ting at fortælle. Uden at kende det mindste til biskoppens virke for land og rige kunne Dr. Gall blot ved at iagttage kraniets form konstatere, at det måtte dreje sig om en mand, hvor organet for mandigt mod og kønsdrift i høj grav var udviklet, og på den norske konges hovedskal fik han straks øje på et veludviklet stridsorgan. Lidt sårende for nationalfølelsen var det at erfare, at Absalon ikke havde haft de bedste menneskelige egenskaber. Men det kunne videnskaben ikke ændre på.

Et besøg i Stokhuset fik Dr. Gall også mulighed for at aflægge, mens han var i byen. På en kvinde, der havde ombragt sit barn, fik han straks øje på mordorganet, og om Niels Heidenreich, der tre år tidligere havde stjålet og destrueret de to uerstattelige guldhorn, kunne han sige, at det var en mand, der i høj grad var i besiddelse af kunstorganet. Mest overraskende var imidlertid mødet med en forbyder, hvis hoved havde en så harmonisk form, at den tyske læge uden tøven kunne fremhæve godmodighed som et dominerende karaktertræk. Det var ingen anden end Peder Michelsen, som Dr. Gall selvfølgelig aldrig havde hørt om. Alligevel sagde man, at bedømmelsen var ganske retvisende. Ærlighed var ikke mestertyvens stærke side, men venlig og godmodig, det havde han altid været.

I et halvt års tid talte man en del om Dr. Gall, og der var både lærde og ulærde, som slugte hans teorier og dannede skole. Men så blev han glemt. Frenologi passede i længden dårligt til det videnskabelige miljø i København.