Det gamle København: Byens milde stiftelse

Det var helt herude på kanten af Hellerup, at Christian IV indrettede sit Helligåndshospital, da der ikke længere var plads til de fattige, gamle og svagelige patienter inde i byen.

Vartov set fra Løngangsstræde med træerne på Vestervold i baggrunden. Foto fra cirka 1870, København før og nu, bd. II Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skete der med de syge og gamle? Det spurgte nogle læsere om, da jeg for et par uger siden skrev, at Christian IV i 1607 ryddede Helligåndshospitalet for patienter og i stedet indrettede tugthus for lediggængere i bygningerne ved Amagertorv. Det korte svar er, at de blev kørt på landet. Men historien er meget længere.

Rosbæk var navnet på et vandløb, som i et gudsforladt område nord for byen dannede grænse mellem hovedstaden og Hellerup sogn. Et passende sted at gøre holdt, når kongelige selskaber var på rejse til besiddelserne i Nordsjælland, og netop hvor Strandvejen krydsede bækken, blev der i slutningen af 1500tallet opført en gæstgivergård med særlige gemakker til den kongelige familie. Her overnattede Frederik II i juni 1586, og ved den lejlighed skrev han et brev, hvori han omtaler stedet med navnet Wartho. Et mystisk ord, kan man mene, men det skal efter sigende være afledt af et plattysk jagtudtryk »Vare to«, der betyder det samme som »Giv agt«. Men åbenbart var det også en stedbetegnelse, for i en skrivelse fra Københavns Slot en halv snes år senere er navnet på den fornemme lystgård ved Strandvejen nu blevet til Warthow, og det var helt herude på kanten af Hellerup, at Christian IV indrettede sit Helligåndshospital, da der ikke længere var plads til de fattige, gamle og svagelige patienter inde i byen.

Ved flytningen bestemte kongen i en fundats, at de, der havde »tjent hans by og dertil havde ført et sædeligt levned«, skulle have fortrinsret til en sengeplads på hospitalet, men en uheldig placering skulle det vise sig at være. For gården lå udsat for vind og vejr og med Øresund som nærmeste nabo. Her var bitterlig koldt om vinteren, og så var der så langt ind til byen, at de folk, der plejede at donere gaver til hospitalets drift, fik så meget andet at tænke på. Efter en snes år satte kongen derfor gang i et storslået byggeri længere inde mod byen – omtrent hvor Trianglen ligger i dag, og i 1630 flyttede Helligåndshospitalet fra Vartov. Navnet flyttede imidlertid med til den nye bebyggelse, og så måtte den oprindelige lystgård i sagens natur kaldes Gammel Vartov. Den er for længst forsvundet, men et vejnavn på stedet minder om historien.

En del af byens forsvarsanlæg

Udgifterne til det nye hospital for enden af Sortedamssøen var svimlende, men det levede også op til alle tænkelige krav. For samtidig med at det nye Vartov var plejehjem for syge og gamle, udgjorde den solide bygning et led i byens fremskudte forsvarsanlæg, og nu begyndte gaverne igen at regne ned over den milde stiftelse. Ingen af de anbragte fattiglemmer sultede, for det var en solid om end en noget ensartet kost, der blev serveret. Flæsk, kål og ærter og sild, grød og vælling var hverdagsmad, og den kostplan lagde ingen hindringer i vejen for, at skiftende forstandere efter nogle år kunne rejse derfra med penge i frakkelommen. Således var alting såre godt, men så kom krigen og svenskernes belejring af København i 1658. Svenskekongen Carl Gustav havde naturligvis hørt om det berømmelige hospital, der var en del af byens forsvarsanlæg, og inden længe var det inddraget i krigshandlinger. På skift blev bygningerne erobret af så den ene og så den anden hær, alt imens kanonerne tordnede omkring de sengeliggende patienter, og sidst på året måtte fattiglemmerne forlade deres elskede Vartov. De blev bragt i sikkerhed bag byens volde, og da svenskerne en mørk nat kort tid efter fik anbragt en bombe under et ildsted, som de danske vagter benyttede om dagen, blev hele det kostbare hospital jævnet med jorden.

Inde i byen blev patienterne gennem en halv snes år jaget rundt fra det ene opholdssted til det næste, men så kom hospitalet endelig i besiddelse af den gamle Farvergård, der har givet navn til Farvergade, og hvor Tycho Brahe i sin tid havde haft observatorium op til volden.

Tiden havde dog været hård ved bygningen, så den blev revet ned, og i 1720erne blev der opført et nyt hospital på grunden. På det tidspunkt var der næppe nogen, der længere huskede den oprindelige betydning af navnet Vartov, men det overlevede alle omskiftelser. Den milde stiftelse fik indrettet egen kirke, således at de sengeliggende med opmærksomhed kunne tage del i de fire daglige gudstjenester. Det var vigtigt, og skulle en synder glemme tiden, var husordenen ikke til at tage fejl af: første gang en streng formaning og efterfølgende bødestraf, ligesom »drukkenskab og anden slem levned« patienterne imellem i gentagelsestilfælde kunne medføre bortvisning fra hospitalet. Et pænt sted, var det.

Midt i 1800tallet fik bygningen sit nuværende udseende, da alle fløje fik en ekstra etage og kirken en ny placering. Det gav plads til endnu flere beboere, og først i 1934 blev Vartov nedlagt som alderdomshjem. Men navnet lever videre.