Det gamle København: Arbejdshuse med værksteder og skolestuer

I Frue Kirkes Arbejdshus fra 1792 blev fattige i sognet tilbudt beskæftigelse indtil 1873, hvorefter det blev indrettet til skole. Huset blev nedrevet i 1902, og på grunden Nørre Voldgade 30 opførte »Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien« en kontorbygning. Foto fra omkring 1890, Før og nu, 1. årg. Fold sammen
Læs mere

»Da der findes så mange stoddere og tiggere, som løber rundt i riget og beder om Guds almisse, og nogle af dem er sunde og arbejdsdygtige, men har fået for vane ikke at ville arbejde eller tjene til kosten, så vil vi, at der i hver købstad skal udpeges to borgere, som skal have opsyn med disse stoddere og tiggere.« Nu kunne man forledes til at tro, at der er tale om et nutidigt fænomen, men nej. Det er ordlyden i en kongelig befaling fra midt i 1500-tallet, for noget måtte gøres dengang for at bringe folk i beskæftigelse og bort fra det overhåndtagende tiggeri.

Det hjalp imidlertid ikke. 100 år senere vrimlede det stadig med såkaldte løsgængere, skønt man i mellemtiden havde fået den idé at arrestere arbejdssky personer i hele landet og føre dem til København, hvor der var brug for ledige hænder til slotsbyggeri og fæstningsanlæg, for slet ikke at tale om de mange opgaver der året rundt skulle løses på Holmens skibsværft. Og heller ikke Christian IVs børnehus fra begyndelsen af 1600-tallet havde den ønskede virkning. Et betragteligt antal børn og endnu flere voksne, der var grebet i tiggeri eller anden uordentlig adfærd, blev ganske vist sat til at bestille noget nyttigt fra årle til silde, men arbejdets velsignede glæde var det alligevel vanskeligt at finde i institutionen.

Atter gik der 100 år, og problemet eksisterede stadig, skønt man gennem lovgivningen i 1700-tallet gjorde, hvad man kunne, for at komme tiggeriet til livs. Almindelige sanktioner som bøde og frihedsberøvelse var blevet indført, og i gentagelsestilfælde lød dommen på op til et års tvangsarbejde i isolation. Forældre blev straffet, hvis de vidste, at deres afkom løb om og tiggede i byens gader, og en lovovertrædelse var det også at give almisse eller husly til tiggere og at undlade at anmelde dem til myndighederne. Alligevel gik der ikke en dag, uden at ordentlige mennesker blev omringet af betlere, når de befandt sig på gaden, og i en beretning fra 1790 meddeler en borger, hvor ubehageligt det er, at man ikke kan færdes i København »uden at være omgivet af disse grædende stemmer.«

Netop på den tid skete der imidlertid noget nyt. For det blev besluttet at oprette en håndfuld arbejdshuse i tilknytning til hver af byens sognekirker, og herefter skulle fysisk arbejde til en anstændig løn ikke længere blot være en pligt, men nu også en rettighed man havde som borger i sognet. Folk uden indtægter kunne henvende sig i arbejdshusene for at få anvist beskæftigelse, og arbejdet kunne enten foregå i selve huset eller hjemme hos den enkelte. Ganske vist på betingelser, for der var ikke tale godgørenhed. Noget for noget, og en arbejdsdag på 12 timer var normen. Hensigten var som altid at komme den udbredte lediggang til livs, ud fra den betragtning, at alle, der kunne arbejde, skulle arbejde, og arbejde var der nok af til alle. Kun udslidte gamle mennesker og alvorligt syge og invalider var lovligt undtaget. Men også dem var der plads til i byens nye arbejdshuse, hvor der foruden værksteder og sovesale og spisesale blev indrettet skoler for børn, der var overladt til sig selv, fordi forældrene var i fængsel eller syge eller døde eller blot gået til bunds i storbyen.

I oplysningstidens ånd fik den opvoksende generation indskærpet, at dygtighed, sædelighed og arbejdsomhed var vejen ud af fattigdom og et liv i lediggang. Men hvor megen lærdom børnene fik med sig ud i livet er nok tvivlsomt med op til 70 unger mellem fem og 15 år i samme skolestue. Og allerede dengang benyttede man sig af det pædagogiske fif med at lade de dygtigste undervise de mindre begavede.

Den sparsomme plads blev effektivt udnyttet, og i sovesalene havde bestanden af lus og lopper og især fnatmider fortræffelige yngmuligheder. Med hygiejnen var det så som så, for vask og rengøring med rindende vand hørte en fjern fremtid til. Og selv om der i sagens natur altid var trængsel foran tremmedørene i gården, var rotterne trods alt i overtal. Men det var ikke anderledes end andre steder i byen. Og heller ikke, at den udbredte drukkenskab gav anledning til evindelige skænderier og slagsmål mellem beboerne.

Trods arbejdshusenes tilbud om beskæftigelse til alle, var der en del, som tøvede med at melde sig, og det gammelkendte problem med genstridige løsgængere fandt alligevel ikke sin løsning. Som supplement så fattigvæsenet sig derfor nødsaget til at etablere en tvangsarbejdsanstalt i Pustervig. Men den brændte ved det engelske bombardement, og så gik der 25 år med snak frem og tilbage, før Ladegården uden for Nørreport blev indrettet til folk, som godt kunne, men meget nødig ville arbejde. Ladegårdslemmerne blev i 1908 flyttet til Sundholm på Amager, og på det tidspunkt havde arbejdshusene for længst mistet deres funktion. De var urentable i drift, de havde haft deres tid.