Det gamle københavn

Allerede før København fik sin første rigtige cirkusbygning i Jernbanegade midt i 1880erne, lå der på nabogrunden midt i gaden et i størrelse og indretning hidtil uset forlystelsestempel, som hed Panorama.

Det var en anselig cirkelrund bygning, hvorover der svævede en kuppel endnu højere og mere imponerende end cirkuskuplen.

Man kan med en vis ret betegne Panorama som forløberen for senere tiders biografer. For her kom publikum for at få et indtryk af den store verden, som de måske havde hørt spændende beretninger om, men som de aldrig i levende live kunne gøre sig håb om at møde.

Noget tilsvarende havde man rundt om i nogle af Europas storbyer, Paris og Amsterdam, og nu kom turen altså også til København. Teknikken var på en og samme tid meget enkel og meget kompliceret. Et vældigt maleri udført på et 115 meter langt og 16 meter højt lærred blev fastgjort hele vejen rundt på indersiden af væggen og kuplen, og inde midt i det store rum kunne publikum bevæge sig omkring på en platform og betragte betagende landskaber eller historiske optrin: Belejringen af Paris og de franske troppers udfald i 1871 eller Pompejis ødelæggelse i år 79. Et tilløbsstykke, der styrkede nationalbevidstheden, var sceneriet af Slaget på Reden 2. april 1801, men man kunne også opleve en rejse til Konstantinopel og blive betaget af havudsigten. Det var fortryllende.

Selskabet, der drev Panorama, var internationalt med hollandsk kapital, og forretningskonceptet gik ud på, at de enorme og kostbare lærreder løbende skulle udskiftes og derefter transporteres rundt i Europa til genbrug andre steder. Men det var både dyrt og vanskeligt, og da publikums første nysgerrighed havde lagt sig, stod det klart, at denne oplysende form for folkeforlystelse ikke havde nogen fremtid i København, og så blev bygningen revet ned. Det var i 1890erne.

Medvirkende til Panoramas triste skæbne var det nok også, at københavnerne siden 1. august 1885 kunne se noget, som var meget mere spændende end de mere eller mindre øde landskaber. Rigtige mennesker - oven i købet berømtheder - lod sig nemlig beskue i det nyåbnede etablissement Skandinavisk Panoptikon, der lå på Vesterbrogade og havde Tivoli som nærmeste nabo. Ganske vist var der kun tale om voksfigurer, men tiltrækkende var det alligevel at komme så tæt på hele den kongelige familie eller alle de mest celebre navne fra teatrene. Skuespillere og skuespillerinder i deres pragtroller eller i færd med at klæde om og gøre sig klar til at komme på scenen.

For slet ikke at tale om rigets ledende mænd, de folkevalgte politikere, der nærmest stod i kø for at lade sig forevige i voks, og som skænkede tøj og andre private genstande til samlingen for at gøre indtrykket såægte som muligt. Selv den folkekære monark havde i egen høje person ladet sine hænder afstøbe, og dronningen havde udleveret de små prinsessers afklippede krøller. Det var mageløst, og i en tid, hvor der endnu ikke eksisterede kulørte billedugeblade, opfyldte Panoptikon et stort, udækket behov.

Det var tidens ukronede forlystelseskonge, Tivolis tidligere direktør Bernhard Olsen, som var den vigtigste drivkraft, men det var den fornemme etatsråd Jean Hansen, der var manden med pengene. Og penge var der i foretagendet, for folk ville have underholdning.

Ligesom i Panoramas korte levetid gjorde man meget ud af de historiske optrin. Voksfigurerne i Panoptikon blev anbragt i grupper eller enkeltvis i omgivelser, som ofte illuderede en velkendt skæbnestund i nationernes historie. Det var alt sammen såre lærerigt for et videbegærligt publikum, men da tilstrømningen op mod Første Verdenskrig alligevel begyndte at falde, måtte stærkere midler tages i anvendelse.

Opstillingen af hele den kongelige familie med børn og svigerbørn kunne ikke i længden trække folk ind fra gaden, men det kunne for en stund et par nydelige og helt almindelige unge damer, der i al tækkelighed var gået ned til stranden for at bade. Helt naturlige tog de sig ud.

Det var næsten som om, man selv var til stede, og det var nok værd at betale for.

Men også badedamerne måtte give fortabt, da der dukkede levende billeder op på alle byens biograflærreder, og i 1924 var det slut.

Panoptikon lukkede, og i stedet flyttede Arbejdernes Landsbank ind i lokalerne. Huset bar dog stadig navnet Panoptikon-bygningen, indtil det brændte i begyndelsen af januar 1950.

To år efter opførtes på grunden lige ved Frihedsstøtten byens første moderne skyskraber i jern, glas og beton.