Det gamle København!

Gennem næsten 20 år gik en håndfuld pertentlige murere dagligt og lagde sten på sten, indtil arbejdet endelig var færdigt i eftersommeren 1940.

Tårnkirken på Bispebjerg til minde om Grundtvig er næsten færdig, og kvarteret rundt om er ved at tage form. Foto fra ca. 1926. (Fra »København 1888-1945«) Fold sammen
Læs mere

Fem millioner af de fineste håndstrøgne teglsten havde de på det tidspunkt haft i hænderne, og resultatet af anstrengelserne var ikke til at tage fejl af: Ikke blot hovedstaden, men hele Danmark var blevet beriget med en kirke, som i sin arkitektur var enestående, og som allerede længe før bygningen stod færdig, havde givet anledning til kolossal folkelig opmærksomhed. Grundtvigskirken, eller som nogle sagde, Grundtvigs Mindekirke var noget så usædvanligt som en moderne katedral. Indvielsen fandt sted på Grundtvigs 157-års fødselsdag 8. september i overværelse af alt, hvad der kunne krybe og gå af honoratiores her til lands, som var der tale om en celeber teaterpremiere, og dertil kom mindst 10.000 almindeligt dødelige, der ikke var inviteret, men som tog opstilling i regnen uden for kirken for at se alle de kendte og opleve den festlige stemning.
Dagen efter blev den første egentlige gudstjeneste afholdt i kirken, og det var også et tilløbsstykke. 4.000 mennesker stod klemt sammen i gangene, men mindst et par tusinde måtte slukørede gå hjem uden at have hørt præstens ord. De måtte nøjes med et referat. Hele København talte om Grundtvigskirken i de dage, og aviserne konkurrerede om at bringe de største reportager.

Det var i 1912, der blev afholdt en konkurrence om udformningen af et monument til minde om Grundtvig. Arkitekten P. V. Jensen-Klint deltog med et udkast til en mindehal i Vartov, men den blev ikke til noget. Han havde imidlertid også indsendt en skitse af et dristigt og højst utraditionelt klokketårn, og den vakte dommernes opmærksomhed. Det blev besluttet, at tårnet skulle opføres til minde om den gamle skjald, »og står tårnet der først, skal resten af kirkeskibet nok følge efter«, skrev Berlingske Tidende i januar 1914. Det var en dristig spådom, men den gik i opfyldelse mere end 25 år senere.
Nu meldte spørgsmålet sig: Hvor var der en egnet grund til denne mærkelige bygning? Nogle pegede på bastionerne på Christianshavns Vold, men kommunen insisterede på, at det gamle militære anlæg skulle friholdes til rekreative formål. Østre Anlæg blev foreslået, men det mest fantasifulde var en plan for opfyldning af Sankt Jørgens Sø, således at både tårnet og senere resten af kirken kunne ligge som en pendant til Søpavillonen. Debatten rasede, og tiden gik, og ude i Europa var der krig. Da den sluttede, og Sønderjylland igen blev dansk land, blev Dybbøl Banke bragt i forslag. Det ville Københavns Kommune ikke høre tale om. Kommunen havde stillet et betydeligt stykke jord til rådighed i nærheden af kirkegården på Bispebjerg, hvor der havde været begravelsesplads siden 1903. Stedet var temmelig øde med åbne marker, for det var på grænsen mellem land og by, og arkitekten nærede i begyndelsen store betænkeligheder ved denne fjerne beliggenhed.
Men beslutningen blev taget, for grunden var med sin høje beliggenhed velegnet til en kirke, og så kom der gang i indsamlingsbøsserne. En million kroner regnede man med, at tårnet ville koste. Mange penge, men staten lovede at dække halvdelen af byggeudgifterne. Grundstenen blev under stor højtidelighed lagt i 1921, og mens tårnet i de følgende år langsomt skød i vejret, begyndte også bebyggelsen rundt om at tage form. Bjergbyen, som den blev kaldt, var ikke tegnet af Jensen-Klint, men hans indflydelse ned til den mindste detalje var ikke til at tage fejl af. Intet blev overladt til tilfældighederne. De lange rækker af andelsboliger med kirken i midten var tænkt som en organisk helhed, og de forholdsvis lave huse skulle understrege tårnets monumentale karakter.
I 1927 var klokketårnet færdigt, og så blev det indviet som en midlertidig kirke. Ingen kunne på det tidspunkt vide, hvornår resten af bygningen ville blive fuldendt. Men at det ville blive engang langt ude i fremtiden var givet. For byggeriet skred frem i snegletempo. Jensen-Klint gav kun de allerbedste håndværkere adgang til byggepladsen, og materialerne skulle være af en udsøgt kvalitet. Tre år senere døde han, 77 år gammel. Han blev bisat i Tårnkirken, og hans urne blev indmuret i væggen i våbenhuset. Herefter var det hans søn Kaare Kint, som blev ansvarlig for færdiggørelsen af byggeriet og for indretningen af det kolossale kirkerum med 2.000 stole, da man kom så vidt.
Nu var der igen krig i Europa, og Danmark var blevet besat. Men en festdag var det alligevel, da Grundtvigs Mindekirke blev indviet, og kun de færreste tænkte på, at prisen for det prægtige bygningsværk i årenes løb havde sneget sig op på næsten tre millioner kroner.