Det Gamle København

De heftige regnskyl, som i de senere år periodevis har lavet byens gader om til rivende vandløb, har givet anledning til en fornyet debat om behovet for et nyt og bedre kloaksystem.

Men har nutidens københavnere et problem, er det for intet at regne imod de gener, almindelige mennesker havde for 150 år siden. Dengang klagede man ikke over kloakkernes manglende kapacitet, for der var slet ingen kloakker. Til gengæld var der overalt dybe rendestene, som ikke blot opsamlede regnvand, men også alt det spildevand, der kom fra byens husholdninger og erhvervsvirksomheder. For slet ikke at tale om dyrs og menneskers synlige efterladenskaber.

Rendestenene var konstruerede således, at de for det meste udgjorde et sammenhængende net, som langsomt førte spildevandet ned mod byens kanaler eller havneløbet. Men overalt blev strømmen spærret af ophobede affaldsbunker, som ingen kunne drømme om at fjerne, og resultatet var uhjælpeligt oversvømmelser af gaderne i de lavtliggende kvarterer og ikke mindst af de utallige kælderlejligheder, som den fattigste del af befolkningen måtte tage til takke med. Det er forklaringen på, at sager vedrørende byens spildevand hørte under Brolægningsvæsenet, for spildevand og gaderegulering var to sider af samme sag.

Når det regnede, blev byens gader forvandlet til et ælte af mudder, som gjorde det umuligt at færdes i dem, og i varme og tørre perioder bredte der sig en ulidelig stank fra det rådne, stillestående vand.

Borgerne klagede, men hvad kunne det offentlige gøre? Sådan havde det altid været. Det var ulempen ved at bo i en stor by, og København var midt i 1800tallet ved at blive en hovedstad af en anselig størrelse.

Folk flyttede ind fra landet for at søge arbejde og tage del i den begyndende industri, og der var trængsel inden for de gamle militære voldanlæg, der endnu lå som en ring om København.

Familierne boede så tæt, at man næppe kan forestille sig det i dag, og i ejendommene var der indrettet fælles latringruber under køkkentrappen eller i et skur i gården. Gruberne var dybe murede huller med et lag brædder over, og de blev tømt af private vognmænd, når de var fyldt til randen. Den del af byens renovation lå uden for det offentliges regi, for det var privat erhvervsvirksomhed. Natmændene, der var organiseret i Natmandslavet, havde kolossal magt, for det var ikke rart for en husejer, hvis de glemte at komme i en længere periode, eller hvis de i utilfredshed med betalingen kom til at spilde lidt rigeligt. Navnet giver sig selv, for det var om natten de kørte rundt i gaderne og udførte deres metier. Når den rummelige vogn var med top gik turen ud til Amager eller Nørre Fælled, hvor der var store oplagspladser, og hvor bønder og gartnere fra omegnen kom for at forsyne sig med gødning.

Det værste problem var, at drikkevand og spildevand ustandselig flød sammen. I 1853 blev byen ramt af en koleraepidemi, og selv om man endnu ikke kunne gøre rede for smittens karakter, vidste alle oplyste mennesker, at sygdommens årsag hang sammen med dårlige hygiejniske forhold.

København havde i den grad behov for et ledningsnet af kloakker, som kunne føre det snavsede spildevand bort, og byen havde i ikke mindre grad behov for rent drikkevand. Den sag kunne ikke diskuteres, men det blev den i årevis. I Borgerrepræsentationen var der flertal for en plan, der omfattede forsyning af vand og gas til byen, og når man havde gravet gaderne op, burde man også lægge en kloakledning med mulighed for tilslutning til den slags WCer, der var ved at blive moderne i de store hovedstæder. Men det var alt for dyr en løsning efter indenrigsminister Ørsteds mening, og han var imod den slags moderne opfindelser.

I 1857 blev det endlig besluttet at anlægge den første kloakledning til regn- og spildevand, men for ikke at ødelægge vognmændenes forretningsgrundlag, blev det uden tilslutning til WCer.

Hovedledningerne under nogle af byens gader var så store, at mandskabet, der skulle holde dem ved lige, kunne sejle i dem. Kloakken havde udløb i havnen, og det skabte i løbet af nogle år et nyt problem. Da de værste spildevandsgener var forsvundet fra byens gader, havde der til gengæld aflejret sig et stinkende lag af slam i havnebassinet.

På et tidspunkt kunne det konstateres, at det kun var en fjerdedel af byens latrin, der endte som gødning. Resten forsvandt i spildevandskloakken.

Det gik ikke i længden. Fiskene døde i hyttefadene i Gammel Strands kanal, og i 1883 blev der stillet forslag om at føre kloakken under havneløbet ud til en pumpestation på Amager Strand. Herfra kunne byens snavsede vand og andre uhumskheder føres så langt ud i Øresund, at alle problemer ville være løst.

På den måde blev både havnen, kanalerne og byens gader næsten rene og fri for stank. De underjordiske kloakker var en genial løsning på et ældgammelt problem.