Det gamle København!

Grunden på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade, hvor Dansk Industri har hovedkvarter, er undertiden blevet kaldt det dyreste stykke jord i dronningeriget.

Industriforeningens Udstillingsbygning ved Vesterbros Passage (Vesterbrogade) fotograferet fra den senere rådhusplads omkring 1872. Foto: »Før og nu, 3. årg.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sådan har det ikke altid været. Mens voldene endnu lå som en beskyttende krans omkring hovedstaden, var størstedelen af Vesterbro militært terræn og jorden praktisk talt værdiløs. For af sikkerhedshensyn måtte der ikke opføres andet end træskure og barakker, som hurtigt kunne rives ned eller brændes af i tilfælde af krig.
Det var en ældgammel militærteknisk foranstaltning, som midt i 1800-tallet ikke længere havde nogen mening, og København ophørte derfor i 1850erne med at være en lukket fæstning. Skildvagterne forsvandt, og byportene blev revet ned til borgernes udelte begejstring.
På det sted i Vestervold, hvor byporten havde været placeret, opstod et hul, man kaldte Vesterbros Gab. Hullet blev større og større, efterhånden som de vældige jordmasser blev gravet bort, og til sidst lå der en helt åben plads. Her skulle byens nye rådhus opføres, mente de mest fremsynede i 1880erne. Og således kom det også til at gå mange år senere.
Vesterbros Passage hed strækningen, som fra gabet via en dæmning hen over stadsgraven førte ud til Vesterbrogade. Den var anlagt i 1867, men det var ikke alle mennesker, der holdt af at færdes i dette område. Ganske vist var det en stærkt trafikeret vej til og fra hovedstaden, men det løsslupne forlystelsesliv i denne del af byen havde i tidens løb antaget en karakter, som pæne mennesker havde svært ved at forlige sig med. Og værre blev det, efterhånden som København flyttede mod vest. Det tog imidlertid sin tid, for Vesterbro blev ikke bygget på én dag.
Det var herude i Vesterbros Passage på randen af den næsten mennesketomme forstad, Industriforeningen for et ubetydeligt beløb lejede et stykke jord af Krigsministeriet med henblik på at opføre en udstillingsbygning. Industrien var inde i en vældig vækstperiode, og udstillinger var tidens højeste mode. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, men vinderprojektet blev aldrig opført. En af arkitekterne i dommerpanelet var August Klein. Han havde en meget bedre løsning, og han fik opgaven at opføre det første grundmurede stenhus på den forreste del af Vesterbro. Det var en heldig disposition, for den bygning i italiensk renæssancestil, der i 1872 stod færdig til brug, var intet mindre end et arkitektonisk pragtværk, og indtil Københavns nye rådhus omkring århundredeskiftet stjal al opmærksomheden, var Industriforeningens bygning bydelens absolutte stolthed. Alting var så smukt og smagfuldt, og når de nyplantede træer voksede op og tog form, ville man føle sig hensat til en boulevard i Paris. Det var som en drøm.

Men Vesterbro var det, og i længden kunne Industriforeningen ikke leve af drømme. Det gik i første omgang ud over den udsøgte arkitektur, da man allerede før århundredeskiftet opførte en stor tilbygning i glas langs Vester Boulevard, som endnu ikke havde fået H.C. Andersens navn. Tilbygningen, blev mand og mand imellem kaldt ligtornen. Det var ikke pænt ment, men et tilløbsstykke var den. For her inde bag store spejlglasruder kunne man ofte iagttage, hvordan det gik til, når landets industribaroner havde arbejdsfrokost. Industri-Cafeen lukkede i 1933, og glashuset blev bilforretning. Nu var det tidens nyeste Ford-modeller, der var til skue for publikum i et lyshav af neonreklamer.
Fem år senere blev også den fornemme facade ud mod Vesterbrogade ramponeret, da Palladium biografen åbnede i en tidligere udstillingshal. Men den ødelæggelse anfægtede ikke københavnerne, for aldrig havde de set noget lignende. Alting var der tænkt på. I vestibulen var der en danserestaurant, men der var også indrettet legestue med legeonkler og legetanter. Så kunne børnene blive passet, mens mor var i biografen, som Berlingske Tidende skrev ved åbningen. Og drejede det sig om pasning af familiens hund, blev det problem også løst, for i Palladium var der en ventesal for hunde. Således befriet for børn og husdyr blev man mødt til tonerne fra byens første kinoorgel, når man trådte ind i den store biografsal med kæmpelærred og plads til omtrent 1.500 mennesker.
Nu havde både bygningen og byen helt ændret karakter. Huset lå på hjørnet af Rådhuspladsen midt i byens centrum, og ingen tænkte længere på, at det var bygget til udstillinger en menneskealder tidligere uden for den gamle Vestervold, hvor jorden var næsten gratis. Det blev revet ned i 1977.