Det gamle København!

I 120 år har landets største ølflaske tronet ved Standvejen i Hellerup som et vartegn for det gode danske øl.

Tuborg-pavillonen og landets største ølflaske ved Strandvejen. (Foto fra 1895. Før og nu. 8. årg.) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flasken blev konstrueret af smarte folk med sans for reklame, og den var udsigtstårn på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, som blev afholdt i 1888 på det gamle voldanlæg, der nu er en del af Tivoli, Rådhuspladsen og H.C. Andersens Boulevard. Udstillingspavillonerne blev revet ned, da festen var forbi, men flasken blev reddet. Den blev flyttet ud til det nye bryggeri nord for byen, hvor den naturligvis også rettelig hørte hjemme, men hvor den også gav anledning til en del forvirring.

For herude havde man været bekendt med navnet Store Tuborg, så længe nogen kunne huske, og det havde intet med den velvoksne reklamebajer at gøre, selv om mange i sagens natur hævdede, at nu kunne en Tuborg ikke blive større. Lille og Store Tuborg var i første halvdel af 1800-tallet et par nydelige landstæder ved Strandvejen, hvor nogle af hovedstadens velhavende familier lå på landet, og det største af husene havde oven i købet været Grundtvigs sommerbolig. Det var herude i det åbne terræn, han havde inviteret til vennemøder med flere end 1.000 deltagere, og det var på Store Tuborg, grundtvigianismen fødtes som en selvstændig kirkelig bevægelse. Men det var også her, digterpræsten døde mæt af dage i 1872.

Historien om Tuborg rækker imidlertid meget længere tilbage. Omkring 1690 byggede en mand, der hed Jonas Thue et beskedent lille hus i Ryvangen. Det blev købt og solgt et par gange, og under navnet Tueborg eller Thuesborg var det i 1700-tallet et velbesøgt værtshus. For Strandvejen, som tidligere havde ligget øde hen, var nu blevet et mylder af mennesker. Der var nemlig fundet en kilde med fortryllende egenskaber på den grund i nabolaget, hvor Københavns fattighospital, Gammel Vartov, i sin tid havde ligget. Både raske og syge mennesker kom i stimer for at drikke af vandet, og så måtte de naturligvis også have noget kraftigere at styrke sig på, indtil den helbredende kraft begyndte at virke. Traktørstedet i Jonas Thues gamle hus var blot en af mange gæstgivergårde, og særlig stor var søgningen i kildetiden omkring Sankt Hans, hvor hovedstadens porte i hele seks nætter blev holdt åbne om natten. De fleste københavnere skulle naturligvis til Klampenborg for at more sig i Dyrehaven, og hvor der også var en helbredende kilde, men mange af skovtursgæsterne nåede aldrig længere end til et af værtshusene i Hellerup.

Det må have været en god forretning, for i tidens løb blev Thues lille traktørsted udvidet betragteligt ved opkøb af nabogrundene, og på de efterhånden vidtstrakte jorder opførtes allerede i 1700-tallet et par anselige ejendomme, Store Tuborg og Lille Tuborg.

Endnu var der i mange år til stadighed udskænkning, men efterhånden som husene blev overtaget af velhavende borgerfamilier fra hovedstaden, blev de indrettet til private landsteder.

Da Grundtvig var død, rådede familiens gode ven, etatsråd C.F. Tietgen, digterpræstens enke til at sælge Store Tuborg. For i løbet af kort tid ville den pragtfulde havudsigt fra ejendommen forsvinde. I tilknytning til en ny havn var det netop blevet besluttet at oprette et industrianlæg med navnet Tuborgs Fabrikker på den store åbne grund mellem Strandvejen og kysten. Der var planer om en gødningsfabrik og en svovl- syrefabrik, men også om et bryggeri og et glasværk. Og så skulle der bygges boliger i nærheden til de mange arbejdere og en skole til deres børn. Der skulle være fast færgefart over Øresund mellem Tuborg Havn og Skåne, og der var næsten ingen grænser for idérigdommen.

Konsortiet løb imidlertid ind i økonomiske problemer, og i virkeligheden var det kun bryggeriet, der blev en succes. Men det var til gengæld også en virksomhed, der leverede et produkt lige efter københavnernes smag, og Tuborg blev i løbet af få år en alvorlig konkurrent for brygger Jacobsens Carlsberg ude i Valby. Dertil kom, at havnen lige uden for døren gjorde det nærliggende at satse på eksport af stærkt luksusøl til oversøiske lande. For at forsyne det helt nære hjemmemarked med frisktappet øl opførte bryggeriet allerede i 1883 Tuborg-pavillonen. En moderne ølhal med glasfacader og udendørs servering i godt vejr. Den blev et tilløbsstykke og et udflugtsmål for de vejfarende, for her flød øllet i rigelige mængder, og priserne var til at betale.

I 1925 havde biltrafikken så småt lagt beslag på Strandvejen. Folk ville hellere have benzin end øl, og så blev pavillonen lavet om til tankstation. På det tidspunkt havde direktøren for bryggeriet for længst etableret sig privat i Store Tuborg på den modsatte side af vejen. Ejendommen med det historiske navn til minde om Jonas Thue sluttede sine dage som alderdomsbolig, og i 1967 blev den revet ned. Grunden skulle bruges til en udvidelse af Strandvejen.

jln@berlingske.dk