Det gælder om at få alle til at blomstre

Peter Mygind har lavet lidt af hvert, siden han blev færdiguddannet skuespiller i 1992; roller i film, på teater og tv-serier, tv-vært, entertainer, foredragsholder og forfatter. Men han havde aldrig prøvet at instruere, før han blev kontaktet af Teater Boudoir, som han i anledning af CPH STAGE har skabt forestillingen »Det gør kun ondt en gang« sammen med.

»Jeg har en tryghed som instruktør, som jeg ikke har oplevet før, og det er helt klart noget, jeg vil dyrke noget mere, hvis jeg får muligheden for det – og hvis ikke, kan jeg jo bare vælge at skabe noget selv.« Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I virkeligheden er denne her historie et lille eventyr. Sidste år er der nogle piger, der skriver til mig på Facebook. De har et teaterselskab, der hedder Teater Boudoir og en drøm om, at jeg skal instruere dem. Jeg har ikke instrueret før, men jeg er generelt ret åben og god til at lytte til mit hjerte og min mavefornemmelse, så jeg sagde: »Så må I komme og drikke en kop te, og fortælle hvem I er«. Og så sad de der, tre ildsjæle, som bare VILLE det her så meget, at de havde lavet deres eget teaterselskab.

Jeg instruerede dem første gang sidste år i »Nyhavns Roser«, der handlede om nogle prostituerede, der levede i København i 1917, og nu leger vi sammen igen på »Det gør kun ondt en gang«. På Republique i den store sal, som de har måttet låne penge i banken for at leje. Forestillingen er delvist finansieret af skuespillerne selv, fordi temaet teater og ensomhed desværre ikke, har opnået den ønskede opmærksomhed hos fonde og sponsorer. Enkelte fonde har dog set vigtigheden i budskabet, og har været medvirkende til, at vi har kunnet realisere projektet. Jeg ved ikke, om jeg får løn – det er vilkårene - men det er ligemeget, for jeg elsker det, og er så privilegeret, at jeg kan holde foredrag ved siden af, så går det. Jeg har åbnet en ny dør i min karriere, som jeg er fuldstændigt vild med.

Jeg har altid været sådan en skuespiller, der har med-instrueret – på den måde, at jeg altid har haft rigtigt mange ideer. Jeg startede på min mor, Jytte Abildstrøms, teater Riddersalen som 19-årig. Jeg var der i fem år og lagde hele min teaterbund, og dér instruerer alle – den bedste idé vandt, man skulle bare overbevise de andre. På den måde ligger det mig ikke fjernt at instruere, men det var ikke en tanke, jeg rigtigt havde tænkt, før de her tre piger, Marie, Tine og Stine, sad i mit køkken.

Til premieren på »Nyhavns Roser« troede jeg, at jeg ville brække mig over ikke at stå deroppe selv og være med, men det var fantastisk. Jeg var helt afslappet og nød bare, at de gjorde det, de kunne. Og nu er vi i gang igen, og jeg går på arbejde med det største smil. Jeg synes virkelig, det er sjovt og enormt interessant at få samtlige skuespillere til at yde deres bedste.

Jeg har jo spillet teater i mange år, og har mødt mange forskellige instruktører, og det er tydeligt, at instruktører har det med at forelske sig i en eller to skuespillere, og så er det dem, der får al kærligheden, mens resten lidt passer sig selv. Jeg har været på produktioner, hvor halvdelen af ensemblet har haft lystStil at stoppe som skuespillere, fordi de har savnet at få mere anerkendelse og blive set. Så jeg synes, at den fornemste opgave som instruktør er, at hele ensemblet blomstrer. At alle føler, de tør være modige og give sig hen. Tvivlen sidder i alle spillere – er jeg nu god nok? Det kan være en drivkraft, men det må ikke være en blokering i forhold til at yde det optimale.

Portræt af Peter Mygind på teater Republique, hvor han debuterer som instruktør med forestillingen »Det Gør Kun Ondt en Gang«. Fold sammen
Læs mere

Det er sårbart at stå der, og denne gang har vi valgt at fortælle en endnu mere sårbar historie end sidste år. Om Diana, der sidste år udgav en bog sammen med Peter Krogsholm, hvor hun lagde hele sit liv på bordet. Det er en barsk historie. Hun vokser op i en almindelig familie. Moderen går fra faderen og finder sig en ny mand, der banker datteren, moderen begynder at drikke, og resten af Dianas liv går bare nedad og nedad, indtil hun på et tidspunkt bliver indlagt på den lukkede afdeling, fordi lægerne mener, at hun er skizofren og siger: »Du skal tage de der piller resten af dit liv«. Kommunen mener, at hun er færdig og skal på førtidspension, fordi hun ikke kan noget. Hun begynder at ryge hash og leve som prostitueret, fordi hun bliver ligeglad med sit liv og det er hurtige penge. Indtil hun siger: »Nu tager jeg ansvar for mit liv«, fordi hun får en kæreste, der siger: »Jeg elsker dig for den, du er«. I dag er hun gift, har en lille søn og sidder i en stilling som chefbogholder på et hotel.

Hun har taget ansvar for sit eget liv, mod alle odds. Og det er det, vi skal. Vi skal tage ansvar for vores liv i stedet for at sige: »jeg kan ikke blive til noget, fordi jeg har haft et lorteliv«. Men vi har også alle sammen brug for nogen, der tror på os.

I ottende klasse spillede jeg Prins Flemming i Elverhøj, og det var det lykkeligste øjeblik i min skoletid. Til premieren, da alle står og råber hurra, rejser min dramalærer sig op og siger: »Jeg vil bare sige én ting – Peter Mygind bliver aldrig skuespiller«. Super! Men jeg vidste bare, at det gør jeg. Mig skal du ikke bremse. Men jeg kunne lige så godt have haft et mindre selvværd og have tænkt: »Nå, så må jeg jo blive noget andet«. Så har jeg til gengæld mødt andre mennesker på min vej, der troede på mig. Blandt andre Erling Scrøder, der kom på min mors teater. Han så et lys i mig og tog mig med ud at se teater og inspirerede mig. Han har været med til at gøre, at jeg tror på mig selv som skuespiller i dag.

Noget af det vilde ved den her historie er, at cirklen på en måde er sluttet. Jeg begyndte som 19-årig på min mors teater, og vi har haft et fantastisk samarbejde. Og nu er min egen søn med i »Det gør kun ondt en gang«, fordi han også brænder for at stå på scenen og vil det af hele sit hjerte. Og jeg er helt oppe at køre over, at vi har denne her rejse sammen, der startede sidste år til det første møde med pigerne fra Teater Boudoir. Julius var flyttet hjemmefra, han er 23, men kom lige hjem for at printe noget, og så spørger pigerne: »Hej, hvem er du?«. »Jeg er Julius, Peters søn«. »Hvad laver du?«. »Jeg vil gerne være skuespiller«. »Gud, vil du ikke være med i vores forestilling?«. Så han kom med i »Nyhavns Roser«, og nu denne her, og jeg synes, det er fantastisk. Selvom jeg har skullet vænne mig til, at jeg ikke må kalde ham »skat«, når jeg instruerer ham.«

Hvad: »Det gør kun ondt en gang«

Hvor og hvornår: Teater Republique, 10.– 20. juni