Det finske geni, de kaldte verdens dårligste komponist

»Hvis man vil tale om musik, skal det være med bankdirektører. For musikere taler kun om penge!« Jean Sibelius blev født for 150 år siden og fejres mange steder som Nordens største komponist. Ved siden af Carl Nielsen forstås.

Jean Sibelius passede ikke for godt på sig selv og fik konstateret kræft i 1907 – men skulle først dø et halvt århundrede senere! Billedet af den aldrende Sibelius ved klaveret er udateret. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lyt aldrig på kritikerne«, sagde han engang. »Ingen har nogensinde rejst en statue af en kritiker!«

Jean Sibelius tager en smule fejl. Franskmændene har vel både Diderot og Baudelaire stående et sted. Og danske Georg Brandes har da et helt lyskryds i indre København opkaldt efter sig.

Men den store finne havde personlige årsager til sit had. Få komponister har måttet høre for mere:

Samtiden forstod ikke meget af hans mørke og mægtige symfonier – i en vis forstand de største monumenter over impressionismen på nordisk grund.

»Hvis man kalder Sibelius god, så udhuler man standarden for musikalsk kvalitet,« sagde sociologen Theodor Adorno i 1930erne.

Teoretikeren og avantgardisten René Leibowitz gik endnu videre. Han kaldte kort og godt Sibelius for »verdens dårligste komponist.«

Han gjorde det endda i 1955. Altså mens den store finne stadig havde to år tilbage på denne jord. Musik var en alvorlig sag dengang i efterkrigstiden – en skueplads for hårde ord og slagmark for ideologier

At sidde hjemme på landstedet i det sydlige Finland og høre store ånder på kontinentet kalde én for »verdens dårligste komponist«, kan ikke have været rart.

Den kendte nordboer

Verden vil til gengæld fejre ham stort i de næste måneder: Sibelius fødtes i 1865, næsten på dagen et halvt år efter Carl Nielsen – og det er altså 150 år siden i år.

Og hvor det stadig går en smule langsomt for Carl Nielsen rundt om, så står hans finske kollega i dag på standardrepertoiret de fleste steder.

Han er en besværlig herre. Dybt alkoholiseret og dårlig til det sociale. På én gang storhedsvanvittig og fuld af mindreværd.

Og man må for Guds skyld ikke nævne hans synæstesi: At alle indtryk i hans øjne bliver til lyde i øret. For verden skulle jo nødig se ham som en tosse og gøre ham til grin.

Hans fødehjem ligger formelt i zarens Rusland, og man taler svensk. Drengen selv døbes med fornavnet Johan og tager det mere fransklydende Jean som voksen.

Vi ser ham ikke desto mindre som den mest finske af alle finner. Enkelte vil også huske komikertrioen Linje 3 lave sjov med TV-serien »Kontrapunkt«.

Quizzens finske hold begynder samtlige gæt med ordene: »Det måste vara den stora finska kompositör Sibelius«. Uanset musikken i øvrigt.

National helligdom

Årsagen ligger i finnernes årelange kamp for selvstændighed. Nationen havde alt for længe ligget klemt inde mellem svensk og russisk indflydelse.

Finnerne modtager derfor alle urfinske tiltag med kyshånd. Og lige præcis Jean Sibelius kaster sig sultent over det hele:

Det korte »Finlandia« fra år 1900 for orkester bliver noget nær national helligdom og synges endda med tekst mange steder.

Han sætter flere gange musik til historier fra »Kalevala« – den store samling af finske sagn og folkeeventyr fra 1800-tallet. Og han er livet igennem optaget af den finske natur med søer, skove og blide bakker. Musik for orkester kan sjældent forestille andet end musik for orkester. Sibelius’ musik står som undtagelsen: Lytteren genkender raslende birketræer og endeløse vidder af vinterkrig i næsten hver eneste tone.

Hør for eksempel hans symfoni nummer to fra 1902 eller den næsten samtidige violinkoncert.

Begge værker af yderst traditionelt tilsnit – og alligevel nogle af de mest gribende toner i vore dages koncertsale.

Så da han efterhånden bliver kendt, virker hans berømmelse tilbage på hans land. Jean Sibelius med det russiske pas, den svenske tunge og fornavnet a la franskmand bliver sindbilledet på finsk nationalkarakter.

Først ukendt, så syg

Berømmelsen kommer bare lidt langsomt:

Han studerer musik på det nuværende Sibelius Akademiet i Helsinki, gifter sig med Aino i 1892 og får seks døtre med hende.

Det bliver også til studier i Wien og Berlin og rejser til Italien.

Sibelius opholder sig faktisk i udlandet gennem store dele af sin karriere som aktiv komponist.

En fast anekdote fra de år giver historiske kuldegysninger endnu i dag: Da han møder op på sit tyske forlag, træffer han selveste Beethovens nodeskriver. Langt over et halvt århundrede efter mesterens død!

Og nakkehårene rejser sig kun mere over anekdotens anden halvdel: Sibelius korresponderer kort før sin død i 1957 med danske Per Nørgård – der jo altså lever og arbejder endnu i dag.

En sygdom slår ham ud. Den store finne er glad for mad og drikke og store cigarer og får konstateret strubekræft i 1907.

Hvilket slag. Operationen skal rigtignok gå over al forventning. Jean Sibelius skal faktisk leve et halvt århundrede længere.

Men et værk som hans fjerde symfoni bliver til kort efter og hører til de dystreste dommedagstoner i nordisk musik nogensinde.

Patienten kommer sig og er efterhånden en berømthed derhjemme. Da han fylder 50, erklærer Finlands nye parlament datoen for national helligdag. Man bestiller også et orkesterværk og får den fantastiske symfoni nummer fem ud af det.

Berlingske interviewer ham i sommeren 1919 og trykker de berømte ord: At »musikken begynder, hvor sprogets muligheder hører op«.

Manden er i det hele taget god for mange mindeværdige bemærkninger. Særligt berømt vel fra en orkesterprøve: »Hvis man vil tale om musik, skal det være med bankdirektører. For musikere taler kun om penge!«

Han skaber en sjette symfoni i 1923 og en sidste i 1924. Og han komponerer i 1926 sin »Tapiola« – igen en digtning over Kalevala og på en vis måde hans stærkeste værk af alle.

Tre årtiers tavshed

Men det er slut bagefter. Sibelius skriver stort set ingenting fra »Tapiola« og frem til sin død tre årtier senere.

Hvorfor ikke? Man forstår ham egentligt godt. Kritikernes ord taler for sig selv.

Resten af verdens musik har bevæget sig andre steder hen. Tal og støj og formler er blevet et hit i bedre kredse. Jean Sibelius’ tonemalerier er blevet gammeldags.

Han trækker sig tilbage til Järvenpää med søbredden og de store fugleflokke og ser helst ingen.

Et hold danske komponister valfarter til stedet og vil hilse på. Berømtheden stiller sig ud på terassen, vinker til dem og går ind igen. Per Nørgård kan stadig se brevene fra ham på sin væg og kom ham aldrig nærmere.

Musik for erfarner lyttere

Når man er ung, hører man sjældent det store ved hans musik. Værkerne virker sært tilbageskuende. Lidt som varm luft.

Men man bliver klogere. Jo flere erfaringer man har med musik, desto mere får man ørerne op for hans originale sider. Han er i den forstand i familie med Mozart og Mendelssohn – men næsten ingen andre.

Sibelius dør af en hjerneblødning 20. september 1957. Dør som en 91 år gammel øgle fra Finlands dannelse og romantikkens storhedstid. Og i manges øren som en af tidens mest konsekvente kunstnere og Nordens største komponist.

Ved siden af Carl Nielsen forstås.