Det er synd for børnene

»De usynlige børn« består af syv velmenende, men ikke alle lige vellykkede novellefilm om børns vanskelige vilkår.

Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Ingen tvivl om, at mange af verdens børn ville have det langt bedre, hvis de voksne ikke eksisterede.

Uheldigvis kan de voksne jo ikke totalt afskaffe sig selv, men i det mindste kan de mobilisere tonsvis af god vilje samt støtte fra UNICEF for at sige undskyld til børnene med »De usynlige børn«, der består af syv novellefilm om små menneskers vanskelige vilkår i en verden regeret af store mennesker.

Et sært skrabsammen af instruktører har bidraget til det italiensk producerede værk, og flere af filmene kan selv af den sympatiserende tilskuer ikke kaldes andet end bagateller. Det gælder Mehdi Charefs primitive »Tanza« om børnesoldater i Afrika, Katia Lunds flimrende impressionistiske »Bilú& Joao« om et par energiske gadebørn i Sao Paulo og i nogen grad også Ridley Scott og hans datter Jordan Scotts »Jonathan«, selv om den ganske dristigt blander nutid og fortid i beretningen om en traumatiseret krigsfotograf (David Thewlis) og hans erindringer eller fantasier om barndommen.

Værst af filmene er dog Emir Kusturicas »Blue Gypsy«, der foregår i og omkring et ungdomsfængsel på Balkan og er instrueret i instruktørens velkendte og efterhånden voldsomt trættende stil præget af eksalterede billeder og larmende hornmusik. Egentlig er historien ret rørende, men alt for støjende fortalt.

Mere interessant er Stefano Venerusos »Ciro«, som på Fellini'sk facon skaber nærmest surrealistiske stemninger i historien om den lille tyveknægt Ciro i Napoli, og den kinesiske actionmester John Woo overrumpler positivt med sin »Song Song and Little Cat«, hvis modstilling af en rig og en fattig piges liv nok tangerer det effektjagende, men ikke desto mindre er forbløffende sart, sensitiv, poetisk og bevægende.

Stærkest og skarpest står dog ubetinget Spike Lees »Jesus Children of America«, der foregår i Brooklyn og fortæller om pigen Blanca, der mobbes ubarmhjertigt i skolen, fordi begge hendes forældre er narkomaner og HIV-positive - det sidste er hun sandsynligvis også selv, og det er næsten ikke til at bære, så skønt Spike Lees film nok slutter i en tone af lovlig pædagogisk opbyggelighed, får den virkelig en til at fundere over det tragiske i, at fædrenes synder undertiden nedarves på børnene.

Med andre ord er »De usynlige børn« ikke spildt ulejlighed, men det ville ikke have gjort spor, hvis dette idealistiske og mildt sagt ujævne værk kun havde bestået af tre-fire novellefilm i stedet for syv. Så ville tilskuerne også kunne have kommet hurtigere hjem for at tage sig kærligt af deres børn.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse