Charlotte Strandgaard, der snart har et halvt århundredes forfatterskab bag sig, er aktuel med en bog, »Hans«, der dybest set unddrager sig enhver traditionel genrebestemmelse. Men når forlagsmeddelelsen foreslår etiketten »helgenbiografi«, er det trods alt ikke helt ved siden af.

Det er simpelthen en »vitae«, eller levnedsbeskrivelse, med understregningen af den biograferedes smukkeste egenskaber, med en udførlig gennemgang af en næsten ubærlig lidelseshistorie og med plads til åbenbaringer, Charlotte Strandgaard har begået med bogen om sin søn. Tøvende og med mange selvransagende spørgsmål undervejs fortæller hun historien om Hans og hans skizofreni.

Tidligt i bogen googler hun ordet »sorg«, og der er en bevægende dimension af nødvendigt sorgarbejde over hele projektet. Vigtig er troskaben over for det løfte, hun har givet på et tidspunkt undervejs: »Da du gik den dag, forlangte du, at jeg skulle sværge ved mine børnebørns liv, at det ikke bare var dæmoner og angst, der var dit liv, men visioner. Og de skulle med i fortællingen.«

Det, der er bogens kernefortælling, begynder med et chokerende selvmordsforsøg i 1982. Som det beskrives med lægefaglig nøgternhed i et udskrivningsbrev til egen læge:

»19-årig mand indlagt efter at have taget en større mængde Fluanzol, snittet sig i begge håndled i suicidalt øjemed, derefter sprunget ud fra 5. sals højde.«

Omkring denne hændelse folder »Hans« sig ud med billederne fra en forhistorie - følsom dreng, skolegang med forsømmelser, hash, oplevelsen af stemmer - og med beskrivelsen af de 30 år fra selvmordsforsøget i 1982 frem til Hans’ død i 2012. En lang lidelseshistorie med angst, stofmisbrug, indlæggelser og massiv medicinering, men altså også med stadige glimt af varme og omsorg for andre mennesker, åbenbaringer og tro og identifikationer med den hellige Frans af Assissi.

Gribende helgenbiografi

I Charlotte Strandgaards beretning blandes helgenbeskrivelsens elementer med skildringen af at være pårørende til en skizofren med al den smerte og uro, det skaber, og oplevelsen af behandlersystemet med alle dets besynderligheder, magtdemonstrationer og urimeligheder, men også med ildsjæle, der gør en forskel.

Bogen igennem benytter forfatteren sig af en blandingsform, hvor de personlige oplevelser med sønnen og de stadige henvendelser til ham mødes med et omfattende dokumentarisk materiale i form af journaluddrag og brevsekvenser og krydses af digte, skrevet af både Charlotte Strandgaard og Hans selv:

»Skallede snefnug er der nok af/det vælter ned fra himlen/to hvide tabletter uden smag/som sand smerte bør være/Lysergsyre-diethylamin under morgensangen/Neonmusik i baggrunden.«

»Hans« er helgenbiografi og sorgbearbejdelse. Det er en bog, som bringer læseren tæt på en skizofren lidelses dæmoner og angst og på den pårørendes stadige bekymring og uro. Det er svært at læse »Hans« uden at blive grebet og føle sig involveret. Det er en bog, der får læseren til at forstå, hvordan hverdagenes mest banale gøremål kan blive næsten umulige at håndtere: »Hvem vil i bad, når vandet er forgiftet? Når ukendte kræfter vil skylle en ud? Når bruseren i virkeligheden aflytter og optager alt til Satan selv. Når hanerne i håndvasken taler.«

Titel: Hans. Forfatter: Charlotte Strandgaard. Sider: 342. Pris: 329 kr. Forlag: Gladiator.