1: Tilløbet

»Da jeg var færdig med »Politisk roman«, fandt jeg alle mine gamle noveller frem. Jeg ville se, om jeg kunne holde ud at læse dem og måske endda skrive videre på dem. Jeg havde en idé om, at jeg ville skrive en novellesamling for at prøve noget nyt.

Det, der tager mig allerlængst tid som forfatter, er at finde ud af, hvad jeg skal skrive, og jeg finder kun ud af det, hvis jeg sidder og skriver og prøver mig frem. Jeg kan ikke tænke mig til noget. Når jeg er færdig med en bog og skal i gang med en ny, bruger jeg en masse tid og energi på at tænke over alle de gode bøger, der findes – og ærgre mig over, at det ikke er mig, der har skrevet dem. Jeg tænker: ’Jeg kan ikke skrive mere – jeg må finde et andet arbejde’. Det er åndssvagt, men sådan er det.

Jeg skrev novellerne, da jeg var i begyndelsen af tyverne. Det var underligt at genlæse dem. Jeg troede, at det ville være ret forfærdeligt, for jeg var uskolet og utrænet dengang. Jeg har aldrig anset mig selv for at være et stort naturtalent. Jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag, fordi jeg har skrevet virkelig meget og arbejdet hårdt for at finde min stemme. Men jeg blev faktisk positivt overrasket, da jeg læste novellerne, og tænkte, at der ikke havde været nogen grund til at være så hård ved mig selv og gå rundt og tænke: ’De er sikkert virkeligt dårlige’.

Da jeg havde genlæst de gamle noveller, viste jeg dem til min redaktør. Der var særligt én, som han syntes havde noget, og jeg havde det på samme måde. Jeg var nysgerrig på den familie, som den handler om. Novellen er blevet til startscenen i min nye roman, »Det kommer til at ske«. Det er en scene, hvor hovedpersonen Henrys mor ligger på gulvet og spiller død, mens faren går rundt om hende. Henry, som er et barn, sidder og kigger på sine forældre og forstår ikke, hvad de har gang i. Faren undersøger moren med Henrys lægesæt og graver en grav til hende.

Jeg begyndte at skrive videre på Henrys historie og folde hans liv ud, og jeg kunne hurtigt mærke, at det var det rigtige. Når man finder det rigtige, så bliver det sjovt, men det kan også blive ubehageligt, fordi jeg lever mig så meget ind i mine hovedpersoner, at der er ting, som jeg ikke har lyst til at skrive.«

2: Skrivningen

»Min hovedperson, Henry, er en outsider, som går rundt for sig selv og tumler med nogle ret alvorlige ting. Det er svært at skrive en tekst om en person, der er meget alene – jeg kan i hvert fald ikke få det til at fungere, så jeg har benyttet mig af det ældgamle trick, at der kommer en fremmed til byen. Han hedder Adam og bliver venner med Henry, der bliver rystet ud af sin vante gænge og kan udvikle sig.

Mine hovedpersoner er ofte nogle mennesker, der ikke rigtigt vil noget, og som altid sidder og betragter verden. De er sådan lidt jeg-svage og kan ikke rigtigt finde ud af at tage fat i deres eget liv og gøre noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg tror, at en del af forklaringen er, at jeg selv er tilbøjelig til at holde lidt tilbage. Måske fordi jeg er bange for at fejle og slippe kontrollen – det afspejler sig i teksten.

Selv om Henry får en ven, er han stadig en betragter. Han er ikke den vildeste handlekraftige person, men det kan der også komme noget godt ud af, og han får da skrevet en autofiktiv roman, som bliver en kæmpe succes, men den skaber også problemer for ham.

Jeg syntes, at det var sjovt at skrive om autofiktion, fordi fortællingen om min egen romandebut med »Føtexsøen« er, at det er autofiktion, og jeg har haft en idé om, at dét var så dét. Det var den bog, som folk syntes var fed og min bedste. Nu er jeg på afstand af min debut, så jeg syntes, at det var sjovt at bruge nogle af mine personlige erfaringer og så skrue rimeligt meget op for dem. Der er jo også en fascination af autofiktion i tiden, så det er skægt at tage lidt pis på det.

Jeg kan godt lide at bruge specialviden. Tidligere har jeg eksempelvis skrevet om hundetræning. I »Det kommer til at ske« inddrager jeg prepper-bevægelsen, da Henrys far får et wake up-call og bliver prepper. Preppers bliver betragtet som nogle lidt tossede typer, men på samme tid kan de jo have fat i den lange ende, hvis vi eksempelvis ikke tager klimaproblematikken seriøst. Det kan jo være, at de får ret i al deres dommedagshalløj, men der er alligevel noget sjovt og latterligt over folk, der bruger alle deres penge og en masse energi på at forberede sig på noget, der måske ikke kommer til at ske. Der er også noget enormt egoistisk over den måde, de håndterer deres fremtidsangst på.

Nogle skriver på forskellige afsnit, når de arbejder på en roman, jeg skriver helt lineært. Jeg viser min redaktør min tekst nogle gange undervejs, og jeg kan godt lide at få feedback. Når man taler om teksten, så finder man frem til, hvordan den kan blive bedre, og hvad man skal vise læserne.

Jeg skriver meget komprimerede tekster, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve at skrive længere, for så kunne jeg bruge længere tid på at skrive og befinde mig i det særlige rum. At være forfatter er ikke at udgive en bog, det er at skrive, og det er virkeligt fedt, når man har en tekst, som man arbejder på. Der er nogle, der bruger ti år på at skrive en roman. Det ville være interessant at prøve at arbejde med en tekst så længe. Jeg synes altid, at det er lidt ærgerligt, når det er slut.

Jeg håber, at jeg med »Det kommer til at ske« har fået fortalt en historie om en dreng, som er enebarn og det eneste vidne til sine forældres vanvittige forhold. På samme tid er det også en kærlighedshistorie mellem to drenge; i hvert fald fra Henrys side. Tidligere har jeg skrevet nogle ret kyniske bøger, denne her er ikke så kynisk og ironisk. Det har været fedt at udforske.«

3: Udgivelsen

»Jeg blev færdig med ’Det kommer til at ske’ i oktober. Siden da har jeg prøvet at finde på noget nyt, som jeg kan skrive om. Jeg har ikke fundet på noget endnu. Det er ikke så let. Man skal jo ikke skrive bare for at skrive, man skal have noget på hjerte. Et eller andet sted er det lidt vildt, at man tillader sig at mene, at man skal skrive bøger, når der allerede er så mange gode bøger. Jeg overvejer igen at skrive en novellesamling. Det er altid sjovt at udfordre sig selv, så man ikke skriver den samme bog igen og igen.

Udgivelsesdagen er mærkelig. Når andre mennesker udgiver deres bøger, tænker jeg overhovedet ikke over, om de bliver anmeldt til fire stjerner eller ej. Når det er mig selv, så synes jeg, at det er vildt pinligt, hvis nogen skriver noget dårligt. Jeg har tidligere fået nogle mindre gode anmeldelser, og det synes jeg var virkeligt pinligt. Jeg bliver flov, og i nogle dage tænker jeg over det. Det er som en offentlig eksamen, hvor folk siger: ’Ej, det gjorde hun sgu ikke så godt’.

Jeg har en regel om, at jeg kun må svælge i det i to dage, og jeg må kun læse en dårlig anmeldelse en enkelt gang. Men man kan jo også lære noget af en dårlig anmeldelse. Jeg ved godt, at der er nogen, som siger, at de er helt ligeglade med anmeldelser. Det er super cool, men det er jeg på ingen måde. Jeg synes, at det er prekært, men en dårlig anmeldelse er ikke et antiklimaks. Antiklimaks er, når bogen er færdig, og jeg er en forfatter uden en tekst.«