»Det er sådan, vi er. Vores kraft vil forvandle Danmark!«

Med en stor sølvfarvet nedrivningskran gjorde menigheden FADERHUSET i denne uge definitivt krav på adressen Jagtvej 69 på Nørrebro. Faderhusets tro sejrede over den massive modstand fra unge fra Ungdomshuset og politikerne på Rådhuset. Men hvad vil Faderhusets religiøse og åndelige leder, Ruth Evensen, egentlig opnå?

Gudstjeneste i Faderhuset på Nørrebro i København.<br>Foto: Klavs Bo Christensen Fold sammen
Læs mere

De har prist Hans hjerte. De har krænget tegnebogen op, pillet dankortet ud og på skift kørt betalingskortet igennem den elektroniske terminal, som er fast inventar ved gudstjenesten. Sådan gør de ved hvert kristent møde ude i den lille frimenighed Faderhuset i Rødovre - og således også søndag eftermiddag for en uge siden.

Men noget var alligevel anderledes denne gang.

Et par dage forinden havde seks betjente fra politiets særlige aktionsstyrke firet sig ned på taget af det tidligere Ungdomshus på Nørrebro, der retmæssigt tilhører Faderhuset, og rømningen af huset var begyndt. Derfor var luften tung af forventning i frimenighedens lokaler. Trosfællerne ventede spændt på Ruth Evensens tale.

Halleluja! Endelig stod hun foran dem. De lysende blåøjne vandrede over menigheden, og den åndelige leder smilede veloplagt fra scenens kant. Ruth Evensen havde besluttet sig for, at hun undtagelsesvis ville tale om kampen for Jagtvej 69. Hun foldede sine hænder om mikrofonen, de tre videokameraer havde hende i fokus, og sejrstalen tog form i hendes mund.

Først roste hun menigheden for dens udholdenhed. Troen var stærk, fortsatte hun og knyttede næven. Mange - både medier og overborgmesteren - forsøgte at få hende og menigheden til at skride i svinget undervejs. Hun havde kun latter tilovers. For sådan spillede klaveret ikke. Gud havde udset menigheden til at købe det hus, og fordi hun, Ruth Evensen, alene holdt fast i det løfte, havde menigheden sejret, fortsatte hun. Sådan er Guds magt nemlig, og den skal man bruge til at bekæmpe de autonome, som Satan har sat i spil.

Men kampen er ikke slut, forsikrede menighedens leder. Hvad synes I, spurgte hun ud i forsamlingen. Skal det være homoseksuelle, pornografi, incest eller måske abort, som menigheden kaster sin samfundsforvandlende kraft over næste gang. Vi kan forvandle alt med så stærkt et lederskab og en så disciplineret menighed, lød salutten fra Ruth Evensen:

»Det er sådan, vi er. Vores kraft vil forvandle Danmark!«

Allerede dagen efter Ruth Evensens sejrtale havde hun skrevet danmarkshistorie. Maskerede arbejdere med elefanthuer kørte en sølvlakeret nedrivningskran i stilling på bagsiden af Ungdomshuset, der hurtigt blev forvandlet til en bunke murbrokker. Men hvem er denne gudfrygtige kvinde, der nu i årevis har bekæmpet Ungdomshuset og dets brugere og vil indtage Nørrebro?

Faderhusets historie er i sit udgangspunkt fortællingen om, hvordan to unge mennesker på 19 år mødte hinanden og giftede sig. Han hed Knut Evensen, var nordmand og uddannede sig til skolelærer. Hun hed Ruth, var opvokset i et nykristen hjem i Buddinge, hvor faderen var vognmand og moderen hjemmegående. Ruth fik aldrig en uddannelse, men til gengæld så hun Guds lys i barndomshjemmets badeværelse, mens hun lagde sminke påøjenlågene. Denne skelsættende aften var planen ellers at »partygirlen« Ruth skulle gøre natten usikker på et diskotek i indre by. Foran sit spejlbillede oplevede den unge Ruth, at Gud kaldte på hende og lovede hende den fred, hun savnede. Hun svarede, at hun til gengæld ville tjene ham. Og siden var der for hende ikke noget at komme efter i Københavns udsvævende natteliv.

I 1990 besluttede Ruth og Knut Evensen at danne deres egen menighed. Knut Evensen blev menighedens åndelige leder, og sammen med 17 unge mennesker indledte han og Ruth en kamp mod narkomani og prostitution i bydelen Nørrebro. Mange andre frimenigheder og almindelige sognepræster beundrede Faderhusets virke, som havde karakter af at være »suppekøkken«, hvor mennesker på samfundets bund kunne hente støtte og varme.

Men op igennem 1990erne ændrede missionen sig for ægteparret, og det endelige kald kom under en trosvækkelse i Ukraine.

Hvad der helt nøjagtig skete er svært at sige. Men noget var anderledes efter hjemkomsten i foråret 1998. I hvert fald troppede Ruth Evensen op hos en forundret menighed og meddelte, at hun ville overtage sin mands hverv som bevægelsens åndelige leder. Knut Evensen blev i stedet indsat som skoleleder på menighedens friskole, Samuelsskolen.

Nu skulle lunkenheden rystes ud af menigheden. »Vækkelse« blev kodeordet, og medlemmerne skulle omvende sig fra synd og leve et fuldstændigt kristent liv. Bl.a. vin blev bandlyst. Nu stod den på bibelskole og et tæt sammenhold i menigheden. Sådan havde Gud nemlig udstukket retningslinjerne for Ruth Evensen. Var man ikke enig med hende, gik man imod Gud.

Helt konkret blev alle medlemskaber nulstillet. Ville man fortsat være en del af fællesskabet, måtte man melde sig ind igen og skrive under på, at man accepterede Ruth Evensens lederskab. Resultatet var en betydelig udrensning. Tilbage stod omkring en tredjedel af den oprindelige menighed. Hovedparten, cirka 30 unge mennesker, flyttede ind i Faderhusets kollektiver på prominente adresser nord for København. I dag har Faderhuset solgt mange af de gamle bofællesskaber, men elementer af strukturen fra bofællesskaberne er stadig bevaret. Alle i menigheden har en mentor, altså en personlig skriftefader, som våger over de menige medlemmer og sørger for at holde dem på ret kurs.

Til historien om Faderhuset hører afhopperes beretninger om de metoder, Ruth Evensen og menigheden praktiserer.

24-årige Ste ffen er en af de mange, der har brudt med menigheden. Han er i dag alvorligt depressiv. En tilstand, der bl.a. skyldes hans kontakt med Faderhuset, har han forklaret offentligt. Før bruddet var Steffen elev på Samuelsskolen. Hans forældre er skilt, og Steffen voksede op hos sin far, der også deltog i Faderhusets gudstjenester. Gudstjenester, der af Steffen beskrives som ekstremt larmende med musik, skrig og skrål - og hvor Helligånden kom på besøg for at indtage folks kroppe.

»Til et nytårsarrangement kommer der én og fortæller mig, at min far var i kontakt med Helligånden. I deres selvtilstrækkelighed havde de slet ikke opdaget, at det, der så ud som en ekstase, var et hjertetilfælde. Først da jeg skyndte mig derhen, blev der ringet efter en ambulance,« fortæller Steffen i et interview.

Som medlem af Faderhuset kvitterer man ikke blot med total ydmyghed over for ledelsen. Et medlemskab bliver også fulgt af et ubetinget krav om at bidrage økonomisk til menighedens virke. Hver måned afleverer medlemmerne en tiendedel af deres indtægter til Faderhuset. Derudover er det også normalt at donere til særlige projekter som eksempelvis købet af Jagtvej 69. Mikoline Phillipsen trådte ind i bevægelsen som nybagt mor i en alder af 17 år, og hun endte med at give alle sine penge til kirken. Forinden havde hun netop mistet sin egen mor og stod uden job. Faderhuset blev hendes familie, og alle vågne timer kunne Ruth Evensen disponere over. »Så gjorde vi, hvad Ruth havde set i et syn fra Gud, at vi skulle gøre,« fortæller hun.

Alene det at komme ud af organisationen er et helvede, fortæller Niels Underbjerg. Han er sognepræst påØsterbro og Københavns biskops sagkyndige i nyreligiøse spørgsmål. Igennem dette virke kender han Faderhuset, både fra før og efter Ruth Evensen tog over som præst i frimenigheden. Derudover har han været i kontakt med cirka 70 tidligere medlemmer.

»De siger, at de fik masser af støtte og hengivenhed fra Faderhuset i begyndelsen. Men det viser sig så senere, at det ikke bare er en gratis omgang. Modsat en almindelig folkekirke kan man ikke komme ind i Faderhuset og få ro i sjælen kvit og frit. Giver man ikke noget igen, bliver man fortalt, at man svigter både kirken og Gud,« uddyber Niels Underbjerg.

Han fortæller endvidere, at Ruth Evensens krav om ubetinget lydighed over for Faderhuset får mange til at bryde sammen. Viser medlemmer tegn på modstand, mødes de med den forklaring, at dæmoner er på spil for at få dem til at vakle i troen.

»Mange bliver psykisk udmattede. Alligevel får de at vide, at de har svigtet Faderhuset og Gud, som har gjort alt for dem. Forsøger man at argumentere imod Faderhuset, er beskeden, at man befinder sig i mørkets og Satans verden, eller at man er besat af kritikkens dæmon. En dæmon som skal fordrives ved en eksorcisme,« siger Niels Underbjerg.

Psykoanalytiker Cyril Malka er specialist i sekter og er i sådanne spørgsmål flittigt brugt ved retssager. Han mener, at Faderhuset har sekteriske træk, som indskrænker svage menneskers mulighed for at tænke selv. »Lederen vil altid appellere til menighedens dødsangst, og tvivl er tegn på, at man er i Djævelens vold. Menighedens medlemmer udsættes for et massivt pres, og langsomt ændrer virkeligheden sig for dem. Sekten bliver deres rygrad,« uddyber Cyril Malka.

Såvel Cyril Malka som Niels Underbjerg finder det overvejende sandsynligt, at Faderhusets planer om at åbne en café på Jagtvej 69 dækker over, at stedet skal være hvervested. Derudover mistænker Cyril Malka - i lyset af kendskab til andre sektledere - Ruth Evensen for også at have en personlig dagsorden.

»Ruth Evensen har storhedsvanvid. Sådanne mennesker har i virkeligheden en svag personlighed, og hendes største skræk er, at hun ikke bliver udødeliggjort. Hun vil huskes som et socialt forbillede i stil med Mother Teresa eller TV-terapeuten Dr. Phil - og hun vil aldrig slippe rollen som Faderhusets frontfigur,« mener Cyril Malka.

Ruth Evensen afviser alle anklager om at være sektleder, at have storhedsvanvid og at Faderhuset udfører djævleuddrivelse.

»Kan du ikke høre, hvor langt ude det lyder?« siger hun.

Til Faderhusets planer om at opføre en café på grunden, hvor Ungdomshuset stod indtil for få dage siden, siger hun:

»Vi vil være et værested for alle. Det skal ikke være en missionscafé eller et sted, hvor man kun kan få kristen café latte serveret, hvis du tror det.«

Ruth Evensen ønsker ikke at snakke om sit mulige næste opgør med homoseksuelle, porno og incest, sådan som hun proklamerede det over for sine trosfæller under gudstjenesten sidste søndag. Hun ønsker heller ikke at kommentere tidligere medlemmers forhold. Hun begrunder dette med sin tavshedspligt som præst i sin menighed.

»Man skal ikke tro på alt, hvad man hører. Men jeg kan da sige, at mange mennesker har henvendt sig til Faderhuset om hjælp gennem årene. Nogle har vi kunnet hjælpe, andre har vi ikke.«

Artiklen bygger på interview og artikler med Ruth Evensen, tidligere medlemmer af Faderhuset, sognepræst Niels Underbjerg, psykoanalytiker Cyril Malka, Dialogcenteret Danmark samt øjenvidneberetning fra RUC-studerende Jeppe Kabell.