»Det er så sjovt, at man glemmer, at man skal tisse«

Experimentarium City på Papirøen i København er fantastisk familieunderholdning, der udfordrer både børn og voksne og tvinger dem til at samarbejde.

Experimentarium City og særudstillingen »Puls« udfordrer både børn og voksne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Conradsen

Knapt er vi gået gennem slusen ved indgangen, før vi alle fire forsvinder i hver vores retning. Villum på tre er løbet ind i et bur med små, orange bolde. Seksårige Signe spurter mod et rum med blinkende knapper på væggen. Mette (35) stavrer mod garderoben med flyverdragter og jakker, mens jeg – som om der ikke er nok af den slags i hverdagen – er trådt op i et hamsterhjul i voksenstørrelse.

»Se, Mette,« råber jeg og griner fjoget: »Nu står jeg her igen!«

»Husk, det er børnene, du skal lege med. Ikke dig selv! Ved du overhovedet, hvor de er lige nu?« spørger Mette.

Jeg kigger op. Kan ikke se dem. Jeg hopper ud af hamsterhjulet, finder fem råb senere ungerne, og således starter to fremragende familietimer på hovedstadens mest alternative legeplads. Experimentarium City, der normalt har til huse i Hellerup, bor indtil september 2016 på Papirøen, men det gør ikke oplevelserne mindre. Her er både hjernespil, aktiviteter, der gør en klogere på kroppen, og diverse opgaver, der handler om energi.

Et stort område er dog dedikeret særudstillingen »Puls«, der bygger på gruppedynamikker, og inden man begynder, danner man og navngiver et hold. Herefter kaster man sig ud i de ni forskellige aktiviteter – nogle gange deltager hele holdet, andre gange er det eksempelvis kun Signe og jeg, da Villum er for ung til at fange reglerne i de mere krævende rum.

Vores præstationer bliver både registreret og fotograferet automatisk, og efter besøget nærstuderer og genoplever vi vores bedrifter. Alt i alt en fremragende eftermiddag, hvis man kan finde et tidspunkt, hvor der ikke er propfyldt. Her er fire anbefalinger til oplevelser i vinterferien fra familiens yngste.

Giga-bobler

Det er muligt at lave kæmpebobler med den helt særlige sæbeblanding på Eksperimentarium City. De »lever« længe, da aktiviteten foregår indendøre, og det er muligt at »puste nye bobler« ind i det store bobler.

»Det her er sjovt, fordi der er så mange bobler: 5, 6, 7, 8, 10! Se lige, hvor store de er! Der er derfor, jeg godt kan lide dem!«. Villum, tre år.

Foto: Thomas Conradsen.

Tungen lige i børnemunden

Ud over de store hovedattraktioner er der snesevis af små mini-aktiviter såsom dette byggesæt, der tvang Signe til at holde tungen lige i munden.

»Far. Jeg skal lige sige dig noget. Der er så mange ting at lave, og det er så sjovt, at man glemmer alt. Selv at man skal tisse.« Signe, seks år.

Foto: Thomas Conradsen.

Og det var 1, 2, 3, 4

Et samarbejdsspil i særudstillingen »Puls«, der går ud på at kaste så mange bolde som muligt ind i de omskifteligt lysende huller. Til sidst får man at vide, hvordan man har klaret det i forhold til dagens øvrige gæster.

»Det var lidt svært, men også sjovt at hjælpe hinanden. Jeg synes, vi var gode, far.« Signe, seks år.

»Skal vi spille fodbold, far? Så er jeg FCK, og du er Brøndby!« Villum, tre år.

Foto: Thomas Conradsen.

Køkkengulvet er giftigt

I hele dette rum er jorden »giftig«. Så familien skal klatre rundt på ting og trykke på så mange lysende knapper som muligt i løbet af det minut, aktiviten tager. Man får en straf, hver gang en deltager rører jorden, så familiens treårige blev lokket ud af rummet og tilbage til sæbeboblerne. »Balancekøkkenet« er en del af særudstillingen »Puls« og en af de mest populære aktiviteter, så regn med lidt kø.

»Det her er meget sjovere end at være på en almindelig legeplads, for der er så mange ting, jeg ikke har prøvet før.« Signe, seks år.

Foto: Thomas Conradsen.

Selfie-dokumentation

I særudstillingen »Puls« får man taget billeder under hver af de ni aktiviteter. Man kan få dem sendt direkte via email. I denne aktivitet skulle én fra holdet sidde på rodeotyren, mens de tre andre forsøgte at vælte vedkommende ned. Signe var bedre end sin mor, men ikke helt så skarp i sadlen som sin far.

Foto: Thomas Conradsen.