»Det er kun de uvidende, der tillægger Marianne et ansvar for tabet af vores barn«

Nils Malmros har lavet sin hidtil mest personlige film, der handler om, hvordan man overlever tabet af et barn, når det er ens ægtefælle, der har taget det af dage.

»Når jeg kan mærke, at det kommer for tæt på at tale om begivenhederne, bringer jeg det på afstand fra mig, ved at bruge de navne som min films karakterer har,« siger Nils Malmros. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først havde hun sagt, at hun aldrig nogensinde ville kunne se filmen. Selvom det var Nils Malmros kone, Marianne, der havde gjort den mulig ved at give ham sin velsignelse til at lave den, mente hun ikke, at hun selv ville kunne udholde at se den. Men da filmen endelig var klippet færdig denne sommer, satte parret sig alligevel til rette i stille tosomhed foran lærredet i en lille sal i biografen Øst for Paradis i parrets hjemby Århus. Marianne lagde sin hånd til rette i sin mands hånd. De skulle nu se filmen om deres livs katastrofe. Om den gang for snart 30 år siden, da Marianne i en maniodepressiv psykose tog livet af deres ni måneder gamle datter.

Den 69-årige Nils Malmros har altid genfortalt sit liv på film. Det var hans egne oplevelser i folkeskolen, der blandt andet blev til debutfilmen »Lars Ole 5.c« og til »Kundskabens træ« fra 1981, der af mange kritikere er blevet fremhævet som en af de ypperligste instruktørpræstationer i dansk filmhistorie med dens finstemte portræt af 1960ernes skoleungdom i balance mellem borgerlig bornerthed og blussende hormoner. Senere var det den voksne Nils Malmros, der var i centrum i film som »Århus By Night«, der skildrede tilblivelsen af hans egen film »Drenge«, og i »Kærlighedens Smerte« berørte han for første gang den krise i sit ægteskab, der opstod som følge af hustruens psykiske sygdom.

Selvom instruktøren gennem årene har fået ry for at være forfængelig, har der aldrig været tvivl om hans mod og vilje til ærlighed i sine film: Det gælder også de af hans selvbiografiske film, hvor hans filmiske alter egoer bliver ynkelige ofre, der spræller i uforløste forelskelser, så publikum ikke ved, om de skal le eller græde, og derfor gør begge dele på en gang.

I næsten tre årtier har der dog været en historie, der gjorde for ondt til at kunne blive omsat til film. Den begynder en vinterdag i 1984, da Nils Malmros trods bange forudanelser forlader sin hustru i deres villa i Århus for at køre til Fyn, hvor han skal afholde et foredrag. Mariannes maniodepressive lidelse er inde i den hidtil værste bølgedal, efter at parret i fællesskab har besluttet, at hun skal holde pause fra sin lithium-behandling, så hun kan gennemføre endnu en graviditet.

Marianne har ikke sovet i en uge og gennemrystes af tvangsforestillinger, blandt andet om sin mand, som hun pines ved tanken om kan være forelsket i andre kvinder. Hun er dog forbigående ved bedragerisk godt mod. Efter at Nils Malmros får sin svigermor til at love at tilse Marianne, mens han er væk, går han ud til sin bil. I indkørslen får han øje på en økse, der står plantet i huggeblokken foran villaen. Han river den løs og skjuler den i garagen, inden han kører afsted. Den ligner for meget en opfordring. I stedet bliver det en kniv fra køkkenskuffen, der tager deres barns liv, mens han er på Fyn.

»Da Johannes kommer hjem fra foredraget, ved han med det samme, at noget er helt, helt galt,« siger Nils Malmros. .

Vi er i et kontor på Nordisk Film i Valby, og Nils Malmros fortæller om sin seneste film »Sorg og glæde«, der omkranses med ovenstående scene, alt inklusiv øksen på huggeblokken. Instruktøren er fuldstændig rolig, når han fortæller om de begivenheder, der på få timer lagde hans og hans hustrus liv i ruiner. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at det var et andet ægtepars liv, han beskrev. Det er det ikke. Men så alligevel.

»Når jeg kan mærke, at det kommer for tæt på at tale om begivenhederne, bringer jeg det på afstand fra mig, ved at bruge de navne som min films karakterer har,« siger Nils Malmros, der i filmen hedder »Johannes« og spilles af Jakob Cederberg, mens hustruen hedder Signe og spilles af Helle Fagralid.

»Først sent i arbejdet med filmen gik det op for mig, at navnet »Johannes« måske ikke er helt tilfældigt,« siger Nils Malmros. Ubevidst, mener han, er navnet Johannes blevet valgt, fordi det også henviser til Søren Kierkegaards æstetiske, livsnydende levemand i »Enten-Eller«, der står i modsætning til etikeren, der lever efter etiske rettesnore.

»'Sorg og glæde' er en historie om en ung mand, der er æstetiker, og forelsker sig uforløst i skønheden, men som udvikler sig til at være en etiker, der kan leve i den gensidige og modne kærlighed,« siger Nils Malmros.

Denne forklaring rejser uvilkårligt spørgsmålet om, hvornår den unge æstetiker Nils Malmros første gang begyndte at overveje at omsætte tragedien til film. Nils Malmros tøver ikke et sekund med svaret. Der er ikke plads til forstillelse i dette projekt.

»Allerede tidligt var min tanke, at jeg som kunstner havde det privilegium, at jeg kunne bearbejde det kunstnerisk. Ikke dermed sagt, at jeg overvejede at lave en film om netop denne historie, men jeg begyndte at tage fat på en del af den i »Kærlighedens smerte« (fra 1992, red.). som jo er den samme historie, bare fortalt fra hendes synspunkt,« siger Nils Malmros.

I »Sorg og glæde« udfoldes begivenhederne i detaljer, som det skete i virkeligheden. Marianne bliver tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling i Risskov, og først ti dage efter møder Nils Malmros hende. Da han kender sin kones sindstilstand, har han på intet tidspunkt følt, at hun havde en form for ansvar for sin gerning. Han sammenligner det med en gerning begået i søvne. ligesom han selv en gang er faldet ned ad trappen med deres barn, mens han gik i søvne. Hans vrede er diffust rettet mod den uretfærdige, skånselsløse skæbne, der har ramt dem begge.

»Det er kun de uvidende, der tillægger Marianne et ansvar for tabet af vores barn. Alle i vores omgangskreds har forstået, at hun er uden skyld,« siger Nils Malmros.

Marianne selv føler heller ikke skyld, selvom hun aldrig slipper sorgen over tabet af barnet. Men det er blandt andet netop fordi, at Marianne ret hurtigt erkender, at hun er uden skyld, at deres ægteskab overlever tragedien, siger Nils Malmros, der atter umærkeligt glider fra virkeligheden til fiktionen:

»Og så er det en en historie om, at kærligheden overvinder alt. Det er derfor, at det er så vigtigt, at alt i filmen er sandt. Det er så nemt at konstruere en fiktionshistorie, hvor alle tænkelige forsyndelser bliver tilgivet med et fingerknips. Det er en dækningsløs check,« siger Nils Malmros, der understreger, at han aldrig har »forbedret« virkeligheden i nogle af sine film for at gøre den mere dramatisk.

Nils Malmros bliver tavs et øjeblik, da han bliver spurgt, om det omvendte har været tilfældet. Har han nogensinde levet, så det ville egne sig til en film?

»Det har påvirket mit liv at lave film – meget! Filmarbejdet har jo været der gennem hele mit liv. Men jeg har aldrig nogensinde følt, at nu »lever jeg en scene« til en kommende film. Jeg har aldrig gået rundt og tænkt, at nu skulle jeg levere en dramatisk pointe,« siger Nils Malmros.

At genskabe scener fra sit liv kan være en smertefuld proces, og i særdeleshed var det tilfældet på »Sorg og glæde«. Hyppigt blev instruktøren så bevæget af at se sit liv gentaget i mindste detalje, at han fik en klump i halsen – hvilket i øvrigt også var tilfældet med både skuespillerne og det øvrige filmhold. Den dag, Malmros blev mest overrumplet af sine følelser, var i en scene, hvor Signe fortæller om sit selvmordsforsøg, der lå ti år forud for deres første møde.

Hun viser Johannes det ar, hun har på håndleddet, hvor hun skar sin pulsåre over, og da han kysser arret, indrømmer hun, at hun ikke før har turdet vise det, fordi hun var bange for, at han ville forlade hende, når han så det.

»Jeg prøvede og prøvede, men jeg var så bevæget, at jeg end ikke kunne sige »Jatak!« til skuespillerne, som man skal, når en scene er færdig,« fortæller Nils Malmros.

Nogle minutter senere havde æstetikeren dog fået overtaget igen, og scenen blev gentaget fra en anden vinkel, så der var nok billeder til klippebordet.

Først da sidste scene i optageskemaet blev indspillet, fik følelserne frit løb. Det var en sengescene, hvor Signe giver Johannes lov til at lave filmen om tabet af deres barn. Jakob Cedergren og Helle Fagralid udveksler deres replikker til instruktørens tilfredshed, som derpå takker filmholdet for den indsats, det har ydet under hele optagelserne. Nils Malmros går lidt rundt på settet og samler sine ting, men efter nogle minutter opdager han, at Jakob og Helle stadig ligger i sengen. Han træder nærmere og opdager, at de begge græder af bevægelse. Instruktøren kravler op i dynerne.

»Må jeg være med?« spørger han.

Filminstruktøren føler, at han med »Sorg og glæde« har lavet sin sidste film. Med sine syv-otte selvbiografiske film har han brugt hovedstolen op, men Berlingske indvender, at han jo tidligere har proklameret, at nu var den sidste film var lavet. Og så var der altid lige en til, der skulle laves.

»Jamen altså... hvis nogen kom med et manuskript, der kunne føre til en film som »The Dead« af John Huston, så ville jeg gerne lave den. Jeg har bare ingen anelse om, hvad den skulle handle om,« siger Nils Malmros.

Allerede fra starten kæmper Nils Malmros en ihærdig kamp for at få sin kone ud af det psykiatriske system, hvilket lykkes efter halvandet år. Derefter genoptager hun sit arbejde som skolelærer på opfordring fra sin skoleklasses forældre. Dette arbejde blev hun pensioneret fra sidste år, og dermed var en vigtig barriere for filmen af vejen. Nils Malmros ønskede nemlig ikke, at Marianne skulle opleve medieopmærksomheden omkring filmen, mens hun endnu var i arbejde. Men det var Marianne selv, der gjorde det muligt at starte filmoptagelserne.

»Jeg havde overvejet, hvordan man kunne lave det som film, men ikke at jeg rent faktisk ville lave den. Jeg følte ikke, at jeg kunne gøre det mod hende. Men så fik jeg denne gave af hende. At hun sagde, at jeg skulle lave den film og fuldføre mit livsværk,« siger Nils Malmros.

Da de sidste billeder i »Sorg og glæde« ruller over lærredet i Nordisk Film biografen, er Marianne lettet, ikke mindst med Helle Fagralids dybt følsomme præstation. Indvendigt noterer Nils Malmros sig, at filmen har fungeret som den skulle hos sit første publikum uden for filmholdet. Æstetikken har sejret – men også etikken.

»Hun græd alle de rigtige steder og sagde, at det var en stor sejr for os begge to,« siger Nils Malmros stille.

»Sorg og glæde« har premiere torsdag 14. november.