Det er ikke slut endnu: Frank Hvam og Casper Christensen er på vej med en ny Klovn-sæson

Der er ikke sat punktum i »Klovn«-sagaen. Til sommer er Frank Hvam og Casper Christensen klar med endnu en sæson af den populære serie.

»Det bliver en god blanding af skavanker og eventyr,« siger Frank Hvam om den kommende sæson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Casper Christensen og Frank Hvam er utallige gange tonet frem på skærmen i serien »Klovn«. Og det er ikke slut endnu.

Til sommer er de to herrer klar med endnu en sæson af »Klovn« – dermed tæller serien nu otte sæsoner, hvor Frank Hvam og Casper Christensen har skubbet til grænserne, har provokeret og har fået adskillige tæer til at krumme sig i de danske stuer.

Ifølge TV 2 går optagelserne i gang om »kort tid«. Frank Hvam og Casper Christensen havde ellers meldt ud, at filmen »Klovn – The Final« skulle markere et punktum for »Klovn«-universet.

Men nu lyder det fra Hvam i pressemeddelelsen fra TV 2, at »egentlig meldte vi kun ud, at det var den sidste film. Med en sæson 8 er vi også stille og roligt gået i gang med at lukke serieuniverset. Vi satser på at gøre det med manér«, siger Frank Hvam, der også løfter lidt af sløret for, hvad der er i vente i den nye sæson:

»Det bliver en god blanding af skavanker og eventyr.«

Det er Casper Christensen, der skal instruere den nye sæson.

»Vi har ikke en overskrift klar til den nye sæson, men det er klart, at det nok vil afspejle sig, at vi er blevet ældre,« siger han.

Der er indtil videre lavet syv sæsoner og tre film i »Klovn«-universet. Serieformatet har dog en særlig fordel, lyder det.

»Der er noget lækkert ved begge formater. Men det, der er fedt ved serieformatet, er, at man kan have fire store ideer i hvert afsnit. Og så er der også plads til at slå en skævert,« siger Casper Christensen.

Casper Christensen har trukket masser af overskrifter med en ny og mere afdæmpet livsstil, men det er ikke »den nye Casper«, man kommer til at opleve i den nye sæson.

»Nej, det bliver et gensyn med den gode, gamle Casper fra »Klovn«-universet. Sammen med alle de andre gode, gamle kendinge, blandt andre Franks nevø, Bo, og Caspers nye kone, Fnug,« fortæller Casper Christensen.

Første afsnit af »Klovn« blev sendt på TV 2 Zulu i 2005.