Det er ikke sjovt at være en fabrik

Professionelle kunstnere lever af at sælge deres kunst. Men nogle værker beholder de selv. Måske er de for private, for skæve, for inspirerende – eller bare for gode til at skille sig af med. Udstillingen »Ikke til salg« åbner i dag på Trapholt i Kolding.

Peter Carlsen »Lille Danmark 2009«. Illustrationer: Trapholt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var mellem jul og nytår i 1994. Martin Bigum stod alene i det atelier på Amager, han lejede sig ind i på det tidspunkt. De andre kunstnere var taget på juleferie, men Bigum malede manisk. Udenfor sneede det, og på anlægget kørte Arvo Pärts minimalistiske kompositioner.

I de dage blev »Oblivion« til. Et maleri, der med sin helt nedtonede, sort/hvide komposition adskilte sig markant fra den serie af farverige tegneserieagtige malerier, Martin Bigum netop havde afsluttet. Er det et abstrakt rum, vi kigger ind i? En sort nat med en snedækket flade forneden? Eller er det i virkeligheden et hav? Martin Bigum er ikke klar over det – og var det heller ikke, da han malede det. Han fulgte bare med.

»Jeg malede og malede på billedet, og nytårsaftensdag blev jeg færdig. Det var meget romantisk, meget stemningsfyldt,« fortæller han.

»Jeg har tit tænkt på den stemning, jeg var i, da jeg malede det – den har jeg aldrig, når jeg maler mine mere gængse billeder. Der var en forflygtigelse i det, som var meget spændende, og som har gjort, at jeg aldrig har villet skille mig af med billedet. Jeg vil egentlig gerne have det lidt for mig selv.«

Martin Bigum er ikke den eneste kunstner, der har værker, han ikke vil af med. Kunstmuseet Trapholt i Kolding har sat en hel udstilling om fænomenet op. »Ikke til salg« hedder den, og her viser 20 nulevende kunstnere deres private værker. Spørger man om deres bevæggrunde til at holde værkerne for sig selv, får man vidt forskellige svar.

At være ovenpå

For Kathrine Ærtebjerg, der er repræsenteret med maleriet »Den stille krig«, handler det om integritet.

»Det er ikke sjovt at være en fabrik,« forklarer hun.

»Jeg har altid gemt værker til mig selv. Det gør jeg faktisk ved hver udstilling. Jeg har et nært forhold til de værker, jeg laver, og da jeg ikke er ved at dø af sult, prioriterer jeg at beholde nogle af mine værker selv. Jeg har det bedst med at føle, at jeg ikke skal sælge ud. Det giver en fornemmelse af at være ovenpå. Jeg ser det sådan, at jeg snarere vælger at sælge nogle billeder, end at jeg vælger at beholde nogle.«

»Den stille krig« er fra 2006 og blev til, da hun ventede sit første barn.

»Det handler om graviditet i en eller anden forstand. For mig er den hvide form, der ligger forneden, en gravid mave. Den sorte figur kan måske minde om et stort dyr. Det er abstrakt og flertydigt.«

Alligevel er det nu ikke det personlige afsæt i hendes egen graviditet, der gør, at Kathrine Ærtebjerg gerne vil beholde billedet. Det handler mere om det kunstneriske indhold.

»Alle billeder er selvfølgelig unikke, men der er billeder, hvor man overrasker sig selv og tænker: »Det her kan jeg på ingen måde gøre om«. De mest ekstreme og mest unikke værker vil jeg gerne selv have.«

Kæreste forløste værket

Eske Kath, der har maleriet »Namazu Event« med på Trapholts udstilling, sælger normalt altid sine billeder.

»Når jeg er færdig med et maleri, og det hænger på en udstilling, samler min interesse sig om det næste, jeg skal lave,« som han siger.

Men han gjorde en undtagelse med »Namazu Event«.

»Jeg havde længe været interesseret i gamle myter, som prøvede at forklare naturkatastrofernes natur. Især en japansk mytologi om en stor malle, Namazu, som lå under Japan og forårsagede jordskælv, havde optaget mig, siden jeg rejste i Japan i 2005. Jeg grublede længe over, hvordan jeg kunne få mallen integreret i mit maleri, men havde ikke fundet en løsning.«

Men i 2008, da han var i gang med et cover til sin dengang nye kæreste, Nanna Øland Fabricius, bedre kendt under kunstnernavnet Oh Lands debutalbum, faldt værket på plads.

»Vi kom frem til, at vi ville bruge historien om Namazu som udgangspunkt. Vi byggede et stort mallehovede af gips, som vi så lod os fotografere med til coveret. Det var en intens og interessant process at arbejde sammen med Nanna om det cover, og det gav mig endnu mere lyst til at få historien integreret i maleriet. Så jeg malede »Namazu Event« den sommer, og det endte også på bagsiden af bookletten til »Fauna«.«

Siden har netop det billede været vigtigt for parret, der i dag er gift.

»Det står på mange måder som symbol på det, vi byggede op sammen, og som et nyt kapitel i både mit og hendes arbejde og liv. Derfor har vi valgt, at det skal blive hos os.«

Malede billede igen

Peter Carlsen er lidt atypisk på Trapholts udstilling. Han har nemlig solgt den oprindelige version af det billede, han er repræsenteret med på udstillingen. »Danmark 2009« hedder maleriet, der er en ironisk parafrase over Eugène Delacroix’s nationalromantiske »Friheden fører folket på barrikaderne«, og som Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot købte, da Peter Carlsen udstillede det første gang.

»Det er et værk, der havde været undervejs i nogle år, så det var et lykketræf, at det blev solgt med det samme. Jeg har aldrig overvejet at beholde det selv, for det er 2,60 m x 3,35 m, så jeg ville ikke have plads til det nogle steder,« siger han og tilføjer: »Men jeg følte en vis tomhed, da det var væk. Det var, som om jeg ikke længere havde adgang til alle de erfaringer, jeg havde gjort mig ved at male et så stort og kompliceret billede. Selvfølgelig havde jeg teoretisk fornemmelsen af, hvad jeg havde lavet, men jeg kunne ikke gå tilbage og kigge.«

Nogle år efter i 2013 tog Peter Carlsen konsekvensen og malede en miniatureudgave af billedet i 1:4.

»Jeg var gået i gang med at male nogle miniudgaver af de af mine billeder, jeg holdt mest af. Jeg ville lave en slags »Peters Museum«. Der tog jeg mit danmarksbillede med, og det ville jeg beholde selv i modsætning til de andre, som jeg solgte.«

Er en gentagelse så lige så meget værd som det oprindelige forlæg? For Peter Carlsen er det.

»Jeg har ikke en meget voldsom originalitetstanke omkring det. Du ved, J.F. Willumsen lavede tre udgaver af sine billeder, hvis han syntes, de var gode, så det skammer jeg mig sgu ikke over.«

Peter Carlsen er blevet tilbudt et større beløb for »Lille Danmark 2009«, og det er forsikret for 70.000 kr. på Trapholt, fortæller han.

»Men jeg overvejer ikke at sælge det, med mindre konkursen venter om hjørnet.«

For billedet er en slags fysisk påmindelse. Lige der på væggen i stuen.

Sådan har Martin Bigum det også med »Oblivion«, det billede, som han malede alene i et atelier i juledagene i midten af 1990erne.

»Det er en markør på, at jeg heldigvis ikke ved, hvad fremtiden bringer«, siger han og lægger til: »Som kunstner gælder det om at huske, at bare fordi man har fundet sin stil, så skal man ikke tro, at man har sat sig op på den hest, man skal ride på resten af livet. Der venter noget andet.«

Hvad: »Ikke til salg«, udstilling af 20 nulevende kunstneres helt private værker.

Hvor: Kunstmuseet Trapholt, Kolding

Hvornår: Fra 16. september til 17. april næste år.