De har stået på scenen i omkring 1.200 show, og der venter foreløbig 100 mere, når de fez-klædte logebrødre i Ørkenens Sønner gør det hele »Een gang til ... for Prins Knud«. Det er netop titlen på deres nye show, som har premiere i Tivolis Glassal i næste uge.

Og det bliver een gang til med alt det, der allerede har holdt gang i grineriet i det ganske danske land i snart 25 år.

»Vi har fjærtomaten med, vores landmandssketch, det magiske nummer. De faste ingredienser tager vi een gang til for prins Knud, men de får et twist,« siger Niels Olsen. Selvfølgelig gør de det.

Efter en tur rundt i verden vender de fire ørkensønner nu tilbage til det gamle Danmark, hvor vikinger svinger med deres guldhorn, og Grovbollemanden og Egtvedpigen er på plakaten.

Siden januar har de været i gang med prøverne. Men selve forberedelsesarbejdet går nærmest halvandet år tilbage. Og da Berlingske møder Ørkenens Sønner tre uger før den store premiere, er der stadig et par ting, der skal »fæstnes«, som de siger. Særligt de uartige sange bliver finpudset.

»Det er disciplinen. Det her med at spille sketches er jo sådan lidt skolekomedie-agtigt,« forklarer Henrik Koefoed.

Niels Olsen langer drillende en arm ud efter ham.

»Jamen, det er det da. Det har vi da meget nemmere ved i forhold til at synge firstemmigt. Det er en disciplin, som kræver meget mere arbejde,« forklarer han og får ret af de andre musketerer.

»Man kommer ret hurtigt op på, at det ligesom er godt. Men de sidste 20 procent. Det tager altså et par måneder at få dem til at klinge ordentligt,« forklarer Søren Pilmark.

Fez-baronerne knokler derfor for at få alle detaljer til at passe. Og selv om humor kan virke impulsivt, er der ikke meget, der falder uden for planen.

»Søren sagde engang noget meget klogt. »Det her show er som en souffle. Den mindste bevægelse, så falder det sammen«,« fortæller Asger Reher.

»Hvilken dato var det?« indskyder Søren Pilmark prompte.

Før årtusindskiftet, bliver de enige om. Og ja, det er utroligt hvor lidt improviseret, der egentlig bliver. Men de prøver jo faktisk at holde det »stramt«, siger Niels Olsen og Henrik Koefoed nærmest i kor.

»Der kan godt opstå ting, som var skidesjove undervejs, men hvor vi prøver at gentage, og så er den der slet ikke. Det var sådan en spontan timing ud af noget, som man ikke kan gentage. Derfor holder vi hinanden i ørerne undervejs,« fortsætter Niels Olsen.

De fire riddere lægger ikke skjul på, at det ikke altid er skægt at skulle være sjov.

»Der er en meget lang periode i prøvearbejdet, hvor det bare ikke er morsomt. For det er bare hårdt arbejde,« siger Søren Pilmark.

»Der sker tit det med humor, at vi skriger af grin af et eller andet og så efter et halvt år, så tænker vi: Ej er det nu også sjovt,« indskyder Asger Reher.

Det eneste, logebrødrene har at lytte til, er hinandens meninger og de få udefra, som ved, hvad der sker. Kærester, koner og lydmænd.

»Lydmanden begyndte pludselig at grine i går, da vi gik på scenen. Og så tænkte jeg, gud ja, det var da skægt. Det var dejligt,« fortæller Henrik Koefoed.

Men selv om Ørkenens Sønner stadig synes, at prutter er sjove 25 år efter, at de optrådte for første gang på et værtshus i Allégade på Frederiksberg, så har de på andre punkter forsøgt at udvikle sig.

De har undervejs – nogle gange, måske til tider – glemt, at de jo godt kan lide hinanden, selv om de så gerne vil lave Ørkenens Sønner. For ti år siden gik de derfor til teambuilding for første gang med øvelser og skemaer, og det har de gjort tre gange siden.

»Har I behov for det, spurgte folk. Og nej, men hvis man har, hvad jeg synes, vi har – en fantastisk maskine – så kunne man godt vedligeholde og sørge for, at den ikke gik i stykker,« siger Søren Pilmark.

I dag er gruppeånden intakt. Ordensbrødrene mødes normalt tre timer før et show og træner fysisk sammen inden. De spiser sammen og laver en tidlig lydprøve. Og så går de på scenen, som om det ikke var show nummer ettusindtohundredeogetellerandet. For der sidder publikum i salen, der iklæder sig skråbånd og fez og køber billetter, som gulner på køleskabet, inden der er gået halvandet år, og de skal bruges.

»Det er fuldstændig sindssygt. Man får energi af det,« siger Niels Olsen.

»Og hvis det lykkes, og de griner og klapper, så er det det hele værd,« indskyder Pilmark.

»Det er det altså. At høre det,« siger Asger Reher.

Det må dog være op til fri fortolkning, om »Een gang til ... for Prins Knud« betyder, at Ørkenens Sønner bliver ved til evig tid, eller om denne ene gang til også bliver den sidste gang.

»Det ved vi aldrig,« siger alderspræsident Reher.

Når der efter en lang turné er gået et år, så har logen samlet sig igen for at snakke.

»Skal vi gøre det igen? Har vi modet på at gøre det en gang til? Og det har vi så haft indtil nu,« siger Søren Pilmark.

Men hvordan bliver I ved med at finde på det sjove under bæltestedet?

»Der er så meget dernede,« udbryder Asger Reher, og så knækker han og resten af logebrødrene ellers sammen af grin.

Henrik Kofoed fortalt af Asger Reher

Henrik er vores musikalske ankermand. Han får os til at lære alle de firstemmige sange og terper os i de toner, vi skal synge.

Søren og jeg læser ikke noder. Selv om vi får et nodeblad med vores stemmer, er det latin. Og hvis vi ikke havde Henrik til at pinpointe det ud for os, så var der ikke så meget Ørkenens Sønner.

Henrik er skidegod til at lave stemmen om og karikere nogle ganske bestemte. Han er ikke figuren, men han taler som én, vi kender. Jørgen Reenberg eller prins Henrik. Det har vi jo benyttet os af i nogle show.

Henrik er det blideste og sødeste menneske, indtil han sætter sig ind i en bil. Lige så snart han sætter sig bag rattet, og der er nogen, der gør et eller andet, så kommer det lidt op i ham: »Hvad laver du, mand? Hvor har du trukket dit kørekort?«

Niels Olsen fortalt af Henrik Kofoed

»95 procent af showet skriver Niels. Og han har ikke nogen skriver-Karl til det.

Efter vores brainstorming kommer Niels pludselig med en tekst. Nogle gange er det jo et first draft, der godt kan blive sjovere og frækkere. Men så pingponger vi om det, og så går han sgu hjem og forsjover det. Han er utroligt kreativ, fantastisk produktiv og flittig. Så kan vi andre bare sidde som sultne fugleunger ved siden af.

Niels har en klædelig myndighed over sin person, og der kommer altid i den her gruppe af mænd en konflikt, hvor Niels gerne er en, der anklager de andre tre for at have gjort et eller andet. Og så er han »den stortalende mester«. Det er ham, der bestemmer det hele. Udadtil. Han bestemmer ikke over Søren. Eller jo, nogle gange gør han.

Og jeg er træt af, at han altid vinder over mig i »Wordfeud« (bogstavsspil, red.). Det er, fordi han er så grundig.«

Søren Pilmark fortalt af Niels Olsen

»Søren står for hele det visuelle udtryk. Scenografien og plakaten. Det er ikke ham, der maler det, men det er ham, der siger, hvordan det skal være. Og han instruerer de film, vi har med i showet.

Vi har vedtaget, at Søren er instruktør på showet, fordi han er den bedste til det. Han er lederen af gruppen og den store motor. Han er den, der driver det hele frem, og det er også ham, der siger: Nu skal vi til at mødes.

I vores fællesnumre er han tit en lidt kikset én, men samtidig er han også romantikeren. Det er ham, der som regel synger sangen til vores yndlingspublikummer, hvor vi andre synger kor til. Vi har tit også haft en stille sang, som han synger.

Søren elsker mad og søde sager så meget, så han bliver nødt til altid at være på kur.«

Asger Reher fortalt af Søren Pilmark

»Asger står for en kæmpe palet af usynlige ting. Alt lige fra at få tilladelse til at synge sangene til at få ringet op og spurgt, om der er mulighed for ditten og datten.

Det er i høj grad Asger, der holder os vågne med sine spørgsmål, indvendinger og brok, hvis man ellers kan sige det positivt.

Asger er ikke så høj. Derfor har han nærmest en kontrapunktisk effekt. Han er også den ældste af os, og derfor er det sjovt, at Asger tit får rollen som prügelknabe, hvor det går ud over Asger som værende lille, dum, gammel og forstokket. Og det er der selvfølgelig slet, slet ikke hold i i virkeligheden.

Asger og jeg har kendt hinanden i 35 år. Han gik året efter mig på Aarhus Teaters Elevskole, så vi har en masse fælles referencer fra dengang. Og hvis Asger og jeg rammer sådan en åre på scenen, så kan vi ikke lade være at grine. Der skal ikke meget til, og man tænker, åh nej, jeg skal ikke kigge på Asger nu, for så ved jeg godt, hvor det går hen ad.«