Hun er stilfærdig. Slet ikke undseelig, men roligt og velovervejet. En forfatter, som venligt svarer på de spørgsmål, journalisten stiller, men som ikke er generøs med den slags personlige trakasserier, som andre bygger et image på.

»Undskyld, men det har været en stresset morgen,« siger Merethe Lindstrøm og tager en krøllet pakke knækbrød frem fra sin taske.Det knaser, da hun tager en bid. Hun drikker vand til.Den norske forfatter ser ud, som om hun lige er kommet ud af morgenbadet, men ikke har nået morgenmaden. Hun er ankommet til København Hovedbanegård dagen før – hun elsker at rejse med tog og flyver kun, når hun er tvunget – og er ræset direkte fra banegården til Københavns Hovedbibliotek for at møde sine læsere og fortælle om romanen »Dage i stilhedens historie«, som hun tidligere på året fik Nordisk Råds litteraturpris for.Nu mødes vi tidligt dagen efter til dagens første interview på hendes forlag i det indre København. »Dage i stilhedens historie« er en stilfærdig og langsomt fremadskridende historie om et ældre sympatisk ægtepar, Eva og Simon, der lever side om side med hver sin hemmelighed. Hvilke skal ikke fortælles her, men man røber ikke for meget ved at sige, at den enes hemmelighed har rod i Anden Verdenskrig og Holocaust. De to ægtefolk kender hinandens hemmeligheder, men de har aldrig fortalt andre om dem, heller ikke deres tre døtre. Han, fordi han ikke har kunnet. Hun, fordi hun ikke har villet.

Skarpe persontegninger

Bogen handler om, at fortielsen og det usagte nogle gange kan være en overlevelsesmekanisme i menneskers liv, men andre gange er et udslag af manglende formåen og mod til at sætte ord på vigtige hændelser og begivenheder.

Det kunne lyde slemt kedeligt, men det er det ikke. Bogen er dynamisk i sprog og handling, og persontegningerne er skarpe. Man hænger ved og husker de godt 200 sider længe efter, man er færdig. Måske fordi romanen handler om noget, som man kender til i de fleste familier: Hemmeligheder. Emner man undgår at tale om.»Jeg er selv vokset op i en familie, hvor man på min mors side af familien talte om alt, mens man på min fars side ikke talte så meget om tingene,« siger Merethe Lindstrøm.I bogen bliver Simon mere og mere tavs, måske et resultat af demens, og forfatteren oplevede noget tilsvarende med sin far, da han blev ældre.»Han blev mere og mere stille nogle år, før han døde. Han var ikke så gammel, og der var ikke stillet en diagnose. Han var forholdsvis rask, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det betød meget for mig, og jeg tror, at det var det, som inspirerede mig til at skrive bogen. Jeg oplevede med min far det samme som Eva i romanen oplever i forhold til Simon – at sidde med en fælles historie, som man er alene med, fordi man ikke taler sammen. Min fars og min fælles historie – min opvækst, vores liv sammen – sad jeg alene tilbage med. Hvis bare han havde haft en diagnose, så ville det have været lettere at forholde sig til. Det hændte, at han talte og virkede, som om han var til stede og ville fortælle mig noget. Men så blev han stille igen. Til slut måtte jeg bare acceptere, at han var sådan, men jeg var meget ked af det,« siger Merethe Lindstrøm.

Nødvendigt at holde ting hemmelige

Spørger man hende, hvorfor folk undgår at tale om ting i familien, er hendes svar, at det kan være vanskeligt at få livet til at fungere, hvis man hele tiden skal have alt frem i lyset.

»Vi indgår ofte nogle usagte aftaler om, hvad man kan tale om, og hvad man ikke kan tale om. Det kan dreje sig om små ting og behøver ikke at være noget dramatisk. Men hvis det drejer sig om vigtige ting som i min bog, så kan det få alvorlige konsekvenser. Uanset om det er små eller store ting, så handler det om ensomhed, og det bliver jo meget tydeligt med Simons tavshed. Han bliver lukket inde i hemmeligholdelsen. Huset bliver fyldt med tavshed. Han og Eva kommer ikke videre. Der kommer ikke nogen forløsning i forhold til de ting, som trænger til at komme ud. De lever næsten som i et vakuum, og det er også meningen af læserne skal få den fornemmelse,« siger Merethe Lindstrøm.Men hun afviser på det bestemteste, at det altid er bedre at tale åbent om alting.»Jeg tror faktisk, at det nogle gange er nødvendigt at holde ting hemmelige, netop fordi man i det daglige vil have vanskelig ved at fungere, hvis alting hele tiden skal frem. Alle skal ikke hele tiden have adgang til alt i ens liv. Vi har også behov for at have noget for os selv – hemmeligheder i forhold til, hvem vi selv er.«Merethe Lindstrøm medgiver, at denne holdning står i skærende kontrast til den fremherskende holdning, man møder både i medierne og i privatlivet, at alt skal frem, at intet er privat, og at løsningen på problemer er at lade dem komme frem i lyset.»I medierne virker det ofte meget klicheagtigt, når politikere skal fortælle om deres liv eller angre ting, de har gjort. Det virker, som om det nærmest bliver løgn, fordi det er så klicheagtigt. Det fine ved skønlitteraturen er netop, at man hele tiden kan lade tvivlen komme frem og vise alle de forskellige muligheder, der er i menneskers liv, og det er det, jeg stræber efter i mine bøger,« siger Merethe Lindstrøm.Hun smiler og ser lykkelig ud, når man spørger til prisen. Man kan også høre glæden i stemmen. Den bliver højere og lettere. Syngende norsk. Det er ikke de 350.000 kroner, hun nævner – selv om de også må være rare for en forfatter, der har tre børn og mand hjemme i Oslo og ikke er på bestsellerlisterne. Det er anerkendelsen, hun taler om.»Det har været helt fantastisk, fordi jeg har fået nye læsere. Jeg er kommet ud med bogen på en helt anden måde, end jeg er vant til, og det var jeg også parat til. Aftenposten skrev i sin artikel om prisen, at jeg var totalt ukendt i udlandet, men det var jeg jo sådan set også i Norge bortset fra blandt forfatterkolleger, hvor jeg har mødt meget respekt. Jeg har været kendt som en forholdsvis anmelderrost forfatter, som alligevel ikke er nået ud til et større publikum.«Siden hun har fået prisen, har hun haft travlt med rejser rundt i Norge op til de nordiske hovedstæder, hvor hun har mødt læsere, givet interview og deltaget i bogmesser. Det har øget salget, men betyder det også noget for hende som forfatter?»Ja, det gør det. Når man i mange, mange år har bevæget sig i det samme spor og på den ene side har opnået anerkendelse og respekt, men samtidig ikke er synlig og ikke sælger stort, så kan man godt lukke sig lidt inde og blive lidt ængstelig for at stå ud af sporet. Jeg føler, at prisen giver mig en stor frihed til at gøre noget nyt. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke havde den frihed før, men det er, som om prisen har givet mig et skub til at gøre noget nyt.«

Man kan møde Merethe Lindstrøm på Bogforum lørdag den 10. november kl. 12.00 på Rød Scene, Stand C2-045, og søndag den 11. november kl. 15.15 på Hvid Scene.