Det digitale ekkokammer

Kristoffer Dahy Ernst Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Det er så forudseligt: En politiker tager mundkurven af et øjeblik, udtrykker sin genuine holdning, der ikke nødvendigvis flugter med partiets officielle standpunkter. Og så koger medierne over.

Det skete i sidste uge for Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti. I et debatinterview med Ole Stephensen på Mediehuset Københavns hjemmeside fortalte han, at det er en reel mulighed at skyde mod bådflygtninge, der ankommer til Europa.

Hans meddebattør, Stine Bosse, gjorde store øjne, Ole Stephensen gentog spørgsmålet med en overrasket mine, men den var god nok: Det mente Kenneth Kristensen Berth. Og så fik aviserne igen noget at skrive om, drevet frem af fordømmelser fra folk, der absolut ikke sympatiserer med DF-politikeren med de neonfarvede skjorter.

Jeg sad med et halvt øje og så Champions League og fulgte med på Twitter, som var ved at varme godt op under Kristensen Berth. Det var nu ikke hans udtalelser, der kom bag på mig; man har efterhånden vænnet sig til en god portion verdensfjern nonsens fra hans side.

Men jeg blev overrasket over, at reaktionsmønstret var så forudsigeligt: Først forbavselse, derefter forargelse, og så forundring over, at nogen virkelig har en anden politisk observans end én selv.

Vi bliver overraskede over andres politiske holdninger, fordi vi lever i et ekkokammer, der langt hen ad vejen er skabt af Facebook. Et digitalt ekkokammer opstår, når vi udelukkende bliver eksponeret for de holdninger, vi selv er enige i. Vi er omgivet af mennesker, der mener stort set det samme som os selv. Vi bliver ikke konfronteret med en reaktionær socialisme, hvis vi stemmer på Liberal Alliance, ligesom der er meget langt mellem de ultraliberale stemmer hos venstrefløjsvælgerne.

Sådan er Facebook indrettet: Vi bliver vist mere af det, vi godt kan lide og højst sandsynligt vil klikke på, og mindre af det, der forarger os. Og det gælder, uanset om man synes, Pernille Skipper er det mest irriterende i verden, eller om Ole Birk Olesen burde kravle tilbage i sin stenalderhytte.

Lige børn leger bedst, og de fleste dage er det hyggeligt bare at være venner og enige og skål og her går det godt. Men vi gør os selv en bjørnetjeneste, når vi tror, at mere af det samme er godt.

Når vi får færre holdninger, der går imod vores eget verdensbillede, bliver vores hverdag, verden og politiske observans også langt mindre nuanceret, end den bør være. Det gælder på nettet, men det gælder sådan set i lige så høj grad i den fysiske virkelighed.

Resultaterne af de digitale ekkokamre ser vi i disse år. Aldrig har så meget information været så frit tilgængeligt, som det er i dag. Men når hele det politiske og kulturelle etablissement færdes i de samme cirkler, snakker med de samme mennesker og drikker af den samme nyhedskilde, er det til ingen verdens nytte. Og så bliver de alt for nemt overraskede over, at andre mener noget andet end de selv.

Det er blevet alt for nemt at lukke ørerne for politiske holdninger, man ikke er enig i. Men det får dem bare ikke til at gå væk. Vi er nødt til at lytte, ikke kun at tale, og tænk engang, hvis man en dag kunne opleve en nuanceret diskussion i et kommentarfelt eller på TV, hvor man faktisk anerkendte den andens standpunkt og lod tvivlen frem for tyrkertroen tale.

Kun at få sine nyheder fra Facebook er efterhånden ensbetydende med kun at læse i den samme avis hver dag. Og det gør du jo heller ikke, vel?