Det danske gidsel

Med erfaring fra verdens brændpunkter og 17 år i Udenrigsministeriets tjeneste har Mogens Blom skrevet en thriller med skræmmende paralleller til virkeligheden. Vi bringer et uddrag.

Ja? Og hvad er det?« »Det her videoklip. Jeg troede sgu ikke, det var tilladt at lægge sådan noget op på nettet. Jeg fandt det på YouTube. Det er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har set.«

Anne-Sophie stirrede fortabt ud i rummet og talte endnu en gang mærkerne efter brædder i cementloftet. Hun kunne ikke græde mere.

Hun havde prøvet at danne sig et overblik over det sted, hun blev holdt fanget, da hun i morges blev fulgt ud på toilettet af Um Ali. Det, der sandsynligvis var indgangsdøren til den lille kælderlejlighed, lå 6-8 meter nede ad en gang. Døren så stærk ud. Nøjagtig lige så stærk som den dør, der førte ind til hendes celle. Og vinduer var der ingen af. Hun kunne ikke se nogen mulighed for at flygte.

Anne-Sophie følte sig frygtelig forladt. Hun prøvede at forstå, hvorfor de havde bortført hende. Hvad ville de opnå? Løsepenge?

Men hun var ikke rig. Hvis det var penge, de var ude efter, burde de have taget en forretningsmand. Var det politisk?

Hvorfor så lige hende? Hun var dansker, ja. Men en dansker, der støttede deres sag. Hun forstod det ikke, men kom til at tænke på andre journalister, der var blevet bortført. De mennesker havde vel også været ude på at gengive deres gidseltageres synspunkter.

Alligevel var de blevet taget til fange og flere af dem henrettet. Anne-Sophie mærkede gråden komme tilbage. Var det sådan, hun skulle ende?

Abdul-Karim havde været hendes chance for at komme ind på livet af bortførerne. Hun ville have forsøgt at vinde hans fortrolighed, men var endt med at skælde ham ud. Hvor var hun dum. Næste gang måtte hun tænke sig om. Forsøge at få genskabt den fortrolighed, som hun havde følt mellem dem på caféen. Anne-Sophie satte sig op i sengen. Hun ville være parat, næste gang han kom.

Kåre (journalist Kåre Nygaard, red.) var stået op med fornemmelsen af, at han havde truffet et forkert valg. At han havde spillet sig sine kort godt og grundigt af hånden ved at gå ind på at fortsætte aftalen om at være embedded hos FE. En dansk kvinde var blevet bortført i Amman. En ung dansk kvinde, der arbejdede sammen med de unge fra Det Arabiske Forår – eller det, der var tilbage af det. Det var den jordanske sikkerhedstjenestes opfattelse, at hun stadig befandt sig i Amman. Alligevel var Kåre udelukket fra at skrive om sagen.

Han måtte sidde og vente på, at Maiken (Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) gav ham nogle oplysninger, som han måske engang kunne sætte sammen til en artikel. Men lige nu gav Maiken ham ikke noget som helst. Hele morgenen havde han siddet alene og blomstret på ambassaden.

Han havde brugt tiden på at surfe på nettet, og når han søgte på »Jordan og terror«, var der ét navn, der gik igen: al-Zarqawi.

Jordaneren, der tog navnet al-Zarqawi efter sin fødeby Zarqa, rejste i 1989 til Afghanistan for at kæmpe mod de sovjetiske tropper. Sovjethæren brød sammen kort tid efter hans ankomst.

Tilbage i Jordan var han med til at starte den første voldelige jihadgruppe i Jordan. Han blev arresteret i midten af 90’erne, og da han blev løsladt, tog han igen til Afghanistan, men måtte flygte umiddelbart efter, da afghanske stammeherrer i den såkaldte Nordalliance, betalt af amerikanerne, i 2001 rykkede ind og satte Taleban på porten. Al-Zarqawi endte i Irak.

Han var en lille fisk, en ubetydelig figur med begrænset forbindelse til al-Qaeda. Men han fik sin storhedstid efter Saddams fald. Hans ry blev skabt, da Colin Powell i sin fremlæggelse for FN’s Sikkerhedsråd forud for Irak-krigen udnævnte al-Zarqawi til at være forbindelsesleddet mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Som en del andet i Powells oplæg viste det sig at være forkert. Men da Saddam var faldet, gjorde al-Zarqawi og hans folk deres bedste for at leve op til Colin Powells billede. De kastede sig ud i den ene mere modbydelige terroraktion efter den anden. Deres ridderslag i jihadkredse fik de med drabet på den 26-årige amerikaner Nicholas Berg i 2004. De optog det brutale mord på video, og det var i mange år blandt det mest downloadede videoklip på verdens jihadsider, fortalte artiklen.

Der var et link til videoen, men da Kåre trykkede på det, gav det en fejlmelding. I stedet søgte Kåre på Google, og efter et par nye fejlmeldinger startede videoen pludselig op.

I midten af billedet lå Nicholas Berg på knæ i en orange fangedragt. Omkring ham stod fire mand, der alle havde ansigtet dækket af tørklæder. Lederen i midten læste op på arabisk fra en meddelelse med salvelsesfulde gebærder.

Efter et par minutter kunne Kåre se, hvordan lederen, der ifølge artiklen var al-Zarqawi, blev færdig med sin oplæsning og trådte et skridt frem med en stor kniv i hånden. Den unge mand blev skubbet om på siden, hvor han lå hjælpeløs med hænderne bundet på ryggen. Fotografen forsøgte at zoome ind på offerets hoved, og videoen var derfor nogle sekunder kornet og utydelig.

Al-Zarqawi tog fat i mandens hoved og bøjede det bagover, mens mændene bag ham kom med tilråb. Tilsyneladende ville al-Zarqawi skære halsen over med ét snit, men kameraet fulgte, hvordan han i 10-20 grufulde sekunder måtte file løs på offerets hals, mens tilråbene i baggrunden steg og steg i syg spænding.

Så pludselig væltede blodet ud.

Maiken vendte sig væk. Ønskede ikke at se de afskyelige billeder. Hun kendte naturligvis videoen og kunne for sit indre blik se, hvordan al-Zarqawi løftede det afskårne hoved, mens mændene bag ham råbte Allahu Akbar, Allahu Akbar. Gud er stor.

»Hvordan kan nogen få sig selv til at gøre sådan noget? Og endda optage det og lægge det ud på nettet?« spurgte Kåre.

»Ja, det er svært at forstå,« sagde Maiken. »Måske var al-Zarqawi bare meget afstumpet og syg. Selv Osama bin Laden tøvede med at lade hans gruppe blive en del af al-Qaeda.«

»Men al-Zarqawi er død nu, skriver de. I 2006?«

»Ja, han blev dræbt af en amerikansk bombe i Irak. Men hans organisation gennemfører stadig de mest afskyelige terrorhandlinger i Irak. Og det sidste halve år, måske længere, har de sendt mange af deres folk til Syrien.«

»Kunne de være involveret i vores sag?«

Maiken trak på skuldrene. »Det har jeg også overvejet. En af de mest prominente operatører i organisationen er ligesom al-Zarqawi jordaner.«»Hvem er det?«

»Nasir Fayez. En modbydelig fyr. Han hører til generationen efter al-Zarqawi og var som sit forbillede en del af bandemiljøet i Zarqa, da han var ung. Involveret i både tyverier, mord og voldtægt. Så kom krigen i Irak, og i 2003 eller 2004 drog han af sted for at kæmpe mod amerikanerne. Dér kom han på et tidspunkt i kontakt med al-Zarqawi. Man er i tvivl om, hvornår han blev medlem af al-Qaeda Irak. Men han gør meget ud af at fortælle om sit tætte forhold til sin mentor og forbillede. Som al-Zarqawi er han en skruppelløs morder. Han har hundredvis af irakeres liv på samvittigheden. Hensynsløs og intelligent. Og dygtig til at spille det politiske spil, hvilket er årsagen til, at han har overlevet i Irak og har skabt finansiering for sine ugerninger.«

»Du kender ham?« spurgte Kåre.

Maiken nikkede. »Jeg har mødt ham i Bagdad.«

»Tror du, han kan have noget med bortførelsen af Anne-Sophie at gøre?«

»Det håber jeg ikke.«

Anne-Sophie vågnede fortumlet, da hun hørte døren blive revet op.

»Nå, har vores gæst det godt?« spurgte al-Saif, da han trådte ind.

Hun måtte være faldet i søvn. Hun kæmpede for at blive klar i hovedet. Bag ham kom Um Ali stille ind med nedslået blik. Anne-Sophie sagde ikke noget. Havde ikke noget at sige til ham.

»Tavs i dag. Er du utilfreds med forplejningen?«

»Det er fint,« sagde Anne-Sophie uden at se på ham. Hun ønskede bare, at han skulle gå.

»Det er godt. Det er jeg glad for at høre. Vi er nødt til at forstyrre dig lidt. Jeg skal bede dig komme med mig.«

»Hvorhen?«

Hvad skulle der nu ske?

»Rolig. Vi skal bare bruge dig et øjeblik inde i stuen. Men først skal du have noget andet tøj på. Um Ali vil hjælpe dig. Vi ses om et øjeblik.«

Han forlod cellen. Kvinden stod alene tilbage. Et øjeblik så det ud, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Så gik hun hen og stillede den indkøbspose, hun havde i hånden, på bordet. Op af den trak hun en orange kedeldragt.

Abu Zaki forklarede folkene, hvad de skulle gøre. De behøvede ikke lange instruktioner. De havde prøvet det før. Det var en scene, de kunne udenad efter at have gennemspillet den flere gange. Det afgørende var, at kvaliteten af videooptagelsen blev god. Den ville blive spillet igen og igen. Det vidste han. Tv-stationerne ville sluge den råt. Den ville være ude, mindre end en time efter at de var færdige. Og på nettet ville den cirkulere og blive downloadet tusindvis af gange. Derfor var det vigtigt ikke at sjuske med det tekniske. Men kameramanden var dygtig og brugte ikke engang bånd mere. Ikke som da de lavede de første videoer i Irak.

Som værktøj i kampen var videoer stadig lige effektive. De var vigtige i mobiliseringen af nye rekrutter. Alle ønskede at være på.Videoerne skabte rollemodeller, som de unge studerede og ønskede at efterligne. Samtidig var filmene med til at skabe frygt og vinde respekt og bevise over for dem, der finansierede aktionerne, at de rent faktisk fik valuta for pengene. Anne-Sophie ville være perfekt. Det var han sikker på.

Anne-Sophie tøvede et øjeblik, da hun trådte ud i kælderlejlighedens gang. Der var ikke mange meter hen til døren, som hun antog førte ud til opgangen. Kunne der være en chance for, at den var ulåst? De brugte den jo selv. Hvis den var, ville hun så ikke kunne nå ud?Um Ali gik to skridt bag hende og ville ikke kunne holde hende tilbage. Hun skulle op på den store vej, der formentlig lå tæt på huset. Hun kunne ikke bare lade dem slå sig ihjel uden at have forsøgt at flygte.

Al-Saif inde i stuen måtte have læst hendes tanker.

»Kom indenfor,« kommanderede han. »Tænk ikke på at stikke af, døren er låst. Du skal bare gøre, som vi siger. Du er nødt til at lægge dit liv i Herrens hænder.«

Anne-Sophie mærkede Um Alis hånd i ryggen. Hun trådte modvilligt ind i stuen, men stoppede forskrækket op, da hun så den groteske opstilling. Et stort hvidt lagen var hængt op på den ene væg. Hen over lagenet hang et sort banner med en tekst på arabisk. Tre bevæbnede mænd stod i militæruniformer med ansigterne skjult bag partisantørklæder. Anne-Sophie kiggede desperat efter Abdul-Karim, men kunne ikke se ham. Ved den modsatte væg var et sofaarrangement og et fjernsyn skubbet til side, og midt i det hele stod et videokamera på et gammeldags fotostativ. En halogenlampe stod på sofabordet og oplyste rummet i et stærkt hvidt skær.

»Kom du herover,« sagde al-Saif.

Mændene omkring ham stillede sig op foran banneret. Um Ali gav hende endnu et bestemt skub i ryggen, og Anne-Sophie gik langsomt over mod mændene. Den orange kedeldragt fik hende til at føle sig som en oppustet høne, og det stive stof kradsede ubehageligt mod hendes ben. Dragten lugtede stærkt af overskudsfarve, som var den lige pakket ud af emballagen.

»Du sætter dig på knæ her.«

Al-Saif pegede midt på gulvet foran lagenet.

Da Anne-Sophie et øjeblik var i tvivl om, hvad hun skulle gøre, satte Um Ali bestemt et knæ i hendes haser og pressede hende ned på knæ med en arm på hendes skulder.

»Du bliver siddende her,« sagde al-Saif, hvorefter han gav instruktioner på arabisk.

Kameramanden gik om bag kameraet og studerede billedet i søgeren. Han sagde noget, og hun fornemmede, at mændene bag hende rykkede sammen.

Pludselig råbte den ene højt: »Allahu Akbar!«

De andre mænd svarede i kor: »Allahu Akbar!«

Anne-Sophie mærkede frygten. Allahu Akbar. Gud er stor.

Ville de virkelig slå hende ihjel her? Nej, det gav da ingen mening. Man bortførte da ikke en person for bare at slå vedkommende ihjel. I levende live var et gidsel noget værd. Ikke død.

»Så er vi ved at være klar,« sagde al-Saif. »Det håber jeg også, du er. Kig ind i kameraet, så man kan se, hvem du er. Den danske regering skal gerne forstå, at det er dig.«

Anne-Sophie kæmpede med gråden og så stift ned i gulvet.

Lederen tog fat i hendes hår og bøjede hendes ansigt tilbage.

»Sådan. Lyset er skarpt. Men det klarer du nok. Sig dit navn, mens du ser ind i kameraet.«

»Anne-Sophie Hvidebæk.«

»Nej. Sig: Jeg er Anne-Sophie Hvidebæk fra Danmark. På engelsk, så alle kan forstå dig.«

»I am Anne-Sophie Hvidebæk from Denmark,« sagde Anne-Sophie lavmælt.

»Tal højere. Vi skal kunne høre dig.«

»I am …«

Anne-Sophie gik i stå. Hun kæmpede med at få kontrol over sin stemme.

»Kom så!«

»I am Anne-Sophie Hvidebæk from Denmark,« fik Anne-Sophie sagt, og i det samme råbte mændene bag hende igen.