Det bliver næppe større

Det sidste halve år som formand for EU har givet Anders Fogh Rasmussen en fantastisk start på den internationale scene. Succesen skal bruges til fremover at føre en mere offensiv dansk europapolitik, siger statsministeren, der dog først skal holde sin nytårstale.

Det bliver næppe større - 1
Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

I virkeligheden er det ganske befriende, at ringeklokken ikke virker.

Der er noget let genkendeligt for almindelige dødelige ved, at ejeren af den pastelgule trævilla op mod skoven i Nærum ikke har fået skiftet batteriet. Billedet af den perfektionistiske professionalisme brydes således for et kort øjeblik, da de frostkolde knoer skal tages i brug for at banke statsminister Anders Fogh Rasmussen til porten her på privatlivets hjemmebane midt i juletiden.

Det statsministerielle hjem emmer af højtid med alt fra den højglanspolerede havenisse ved hoveddøren til de hvide julestjerner i vindueskarmene og havregrynskuglerne på sofabordet. Og for en mand, som stort set ikke har set sin hustru eller sin øvrige familie det meste af det forgangne år, er statsministeren i næsten irriterende god form.

En stor del af det år, som nu går på hæld, har Anders Fogh Rasmussen brugt til at gennemføre, hvad der måske vil vise sig at være hans livs største politiske projekt: Det danske EU-formandskab. Han har gennemtrawlet kontinentet, mødt alverdens politiske ledere, og han har stået i spidsen for Den Europæiske Union, da EU tog den måske mest historiske og vidtrækkende beslutning i dets halve århundredes levetid med udvidelsen med de gamle kommunistiske fjendestater i Central- og Østeuropa.

Uanset, at Anders Fogh Rasmussen er ny i statsministerfaget, kan man med ret stor sikkerhed allerede nu sige, at det næppe bliver større. Heller ikke om to, fem eller ti år. Men julefridagene skal hverken bruges til selvbenovelse eller en solid lur på laurbærrene - der skal leveres en nytårstale:

»Der er visse taler, man selv skal skrive. Det er en af dem,« som han siger, mens han skænker kaffe.

Taler har der været mange af i det forløbne halve års tid. Det flyvende pressekorps vil vide, at statsministeren er god til at memorere dem - igen og igen har Anders Fogh Rasmussen under sine europæiske rundture afleveret sine budskaber i identiske vendinger fra hovedstad til hovedstad.

Og særligt én tale fra formandskabet vil stå helt klart i erindringen. Også i resten af Europa.

Talen, som han med foldede hænder og et brud på alle traditioner holdt, da lederne fra de 25 EU-lande - de nuværende 15 og kommende ti - skulle foreviges på det såkaldte familiefoto efter EU-topmødet i København.

Det var en kort tale. Retorikken var svulstig, men den tjente sit formål og kørte hele natten på både CNN og BBC World.

»Jeg havde skrevet den et par dage inden topmødet - der ville jo ikke blive tid undervejs. Jeg bestemte allerede på et meget tidligt tidspunkt, at topmødet skulle slutte på den måde - at der skulle være en sådan afslutningsbegivenhed. De plejer altid at slutte lidt mærkeligt med opløsning og folk, der gerne vil hjem. Derfor syntes jeg, at der skulle være en organiseret afslutning,« fortæller statsministeren.

Og netop hans hang til at have forberedt og planlagt de politiske forløb fra start til slut er måske mere end noget andet blevet Anders Fogh Rasmussens kendetegn i det første år som statsminister og i hvert fald i hans periode som EU-formand. Man skal lede meget længe i EU-kredsen for at finde en politisk leder eller en insider, som kan finde på noget grimt eller lidet flatterende at sige om den 49-årige danske statsminister - og så bliver det højst til betegnelser som teknokratisk eller kedelig.

Anders Fogh Rasmussen er i europæiske øjne gået fra at være en lidt farlig og atypisk nordbo, som var parat til nedskæringer i udviklingsbistanden og forlig om udlændingepolitik med det yderste højre, til i dag at være en højt respekteret forhandler og samarbejdspartner. Og ikke så lidt af denne status kan tilskrives hans politiske perfektionisme:

»Det gælder både, hvis man skal arrangere et topmøde, holde en tale, skrive en artikel eller så mange andre ting: Før man starter, skal man vide, hvordan man vil slutte. Det er faktisk det allervigtigste. Jeg har altid haft det sådan, at når jeg åbner døren til et forhandlingslokale, så vil jeg vide, hvordan jeg vil komme ud igen.

Der kan ske tusind ting undervejs, så man bliver nødt til at ændre opfattelse, men det er afgørende vigtigt at være bevidst om, hvad man ændrer fra. Nogle hævder, at der ikke er plads til improvisationer, hvis man har det hele planlagt på forhånd, men det er det rene og skære vrøvl. Det er jo netop nemmere at improvisere, når man ved, hvad man improviserer i forhold til. Det andet er bare rent kaos, og det kommer der aldrig noget godt ud af,« betoner statsministeren.

Og der blev da også brug for improvisationer i løbet af formandskabet - ikke mindst på de to topmøder, som Anders Fogh Rasmussen var ordstyrer på undervejs: Et i Bruxelles i oktober og det andet i København her i december. Selv om udvidelsessuccesen blev hjulpet godt på vej af bl.a. en - set med regeringens briller - lykkelig folkeafstemning om Nice-traktaten i Irland og af uproblematiske valgresultater i Slovakiet og Tyskland, så har der været masser af større og mindre kriser på vejen mod København.

Ikke mindst striden mellem Frankrig og Tyskland om fremtidens landbrugspolitik i et udvidet EU risikerede at blokere og forsinke det forkromede projekt. Men kansler Gerhard Schröder og præsident Jacques Chirac fik allerede på Bruxelles-topmødets første dag barberet vanskelighederne ned - efter dansk pres og fremlæggelse af en række dansk-inspirerede kompromisforslag:

»Min opfattelse var den, at når det netop var disse to lande, som stod overfor hinanden, så måtte den fransk-tyske akse jo også kunne mobiliseres. Så måtte vi se, hvad den var værd. Så fra formandskabets side var det en del af strategien at opfordre til mobilisering af den fransk-tyske akse.

Topmødet i Bruxelles var helt afgørende for, om tidsplanen for udvidelsen kunne holde - og det var også derfor, at jeg op til dette topmøde brugte meget skarpere udtryk end op til topmødet i København. Herunder trusler om, at vi ville blive i Bruxelles, så længe det krævedes for at få en aftale. Og så lykkedes det at få mandatet på plads.«

Det var på dette møde, at Anders Fogh Rasmussen også for alvor vandt den internationale presse - en ikke uvæsentlig erobring ovenpå forårets europæiske skriverier om den nye xenofobiske og fremmedfjendtlige regering i Danmark. Det skete på den banale måde, at han på det topmøde, som var udskreget til at blive en midnatsforestilling af en fiasko, sluttede før tiden med en succes og de ord, som senere skulle blive genbrugt endnu et par gange: »We have an agreement«.

»Men de kom nu egentlig forholdsvis spontant - jeg besluttede mig for vendingen på vej ned til presserummet. Da jeg så senere kom i et par lignende situationer, var jeg næsten nødt til at genbruge dem,« siger statsministeren.

Anden gang, ordene faldt fra Foghs læber, var et par uger senere - midt i november - da han havde landet den følsomme sag om Kaliningrad med Ruslands præsdient Vladimir Putin. Set fra Danmark var dette topmøde dog ikke sprængfarligt på grund af skænderiet om denne lille russiske enklave klemt inde mellem de kommende EU-medlemslande Polen og Litauen. Men langt mere, fordi den danske statsminister nu skulle mødes med manden, som gennem 14 dage havde lagt stort pres på den danske regering i sagerne om den tjetjenske verdenskongres og om fængslingen og den mulige udlevering af Tjetjeniens vicepremierminister og selvstændighedsforkæmper, Akhmed Zakajev.

Anders Fogh Rasmussen bliver imidlertid nærmest fornærmet, når man spørger til, om der ikke var en anelse nervøsitet ved udsigten til dette møde. Eller andre møder.

Han er træt af den danske udenrigspolitiske mentalitet, der går ud på altid at tilpasse og indordne sig. Han vil være aktiv på den store scene - også, selvom man så løber ind i en næsestyver eller to - og derfor har han under formandskabet også taget konfrontationer direkte med lederne fra verdens store magter.

I Bruxelles nægtede han således at imødekomme præsident Putins krav om en russisk med-ordstyrer ved det fælles pressemøde, og i København havde der et par måneder forinden været et endnu barskere opgør om pressehåndtering med Kinas premierminister Zhu Rongji.

På pressemødet efter det såkaldte ASEM-topmøde stillede en kinesisk eksil-journalist et spørgsmål om Kinas optræden over for sekten Falun Gong til Zhu, som svarede brutalt afvisende. Da formandskabets talsmand, Samuel Magid, derefter helt efter bogen gav kvinden lejlighed til at stille et opfølgende spørgsmål, blev den kinesiske premierminister meget stram i betrækket:

»Kineserne tog det jo pænt under selve mødet, men umiddelbart bagefter kom der en protest. De insisterede på, at det skulle køre på en helt anden måde samme aften ved pressemødet efter EU-Kina-topmødet - de ville både have Samuel væk og en kineser med. Men som vi også meddelte russerne det i Bruxelles: Ikke på vilkår. Det er os, der kører det her, og vi kører det efter vore principper og traditioner.

Så vi har haft et par kultursammenstød, hvor de demokratiske traditioner simpelthen er forskellige. Jeg har simpelthen nægtet at bøje mig for det pres - det er slut med den form for tilpasningspolitik.«

Om det også var et kultursammenstød, da USAs præsident, George W. Bush, og hans udenrigsminister, Colin Powell, op til topmødet i København via telefonopringninger og breve i utilslørede vendinger bakkede op bag Tyrkiets krav om at få stillet en dato for optagelsesforhandlinger med EU i udsigt, siger Anders Fogh Rasmussen ikke noget om.

Den nuværende regering er som den forrige meget pro-amerikansk, og ordvalget er måske derfor en anelse mere omhyggeligt. Men statsministeren lægger ikke skjul på, at han synes, at Washington i sagen om Tyrkiet ramte ved siden af skiven:

»Det er den almindelige opfattelse, at det ikke er noget, amerikanerne skal blande sig i. Og jeg gjorde det også meget klart over for Bush, hvordan situationen er. At vi har en række krav, der skal være opfyldt, før man overhovedet kan begynde at forhandle om optagelse.

Jeg sagde til Bush, at det at optage Tyrkiet i EU svarer til, at du vil optage Mexico i Amerikas Forenede Stater. Det var bare for at give et billede af, hvad vi taler om. Mange amerikanere opfatter blot EU som et handelssamarbejde og ser ikke de politiske elementer. Men set fra Bushs side er de strategiske perspektiver langt vigtigere.«

Anders Fogh Rasmussen er ikke ked af eller sur over, at store lande som Rusland, Kina og USA søger at lægge pres på EU gennem formandskabet. Det er en legitim del af det storpolitiske spil, hvor alle har til opgave at varetage deres landes og befolkningers interesser. Men han bliver ked af det, når medierne og oppositionen i hans øjne reagerer provinsielt:

»Hvis vi tager det samlede forløb - hvad enten det nu er Rusland eller USA, der lægger pres - så bebrejder jeg ikke nogen noget. Både Rusland og USA søger at påvirke nogle beslutninger. Vi har bare stået imod presset. Vi har lagt en linje, som vi har fulgt.

Det er vigtigt at vise, at et lille land kan gøre en forskel, og at et lille land ikke behøver at ligge under for pres. Vi skal som danskere gøre op med den gamle tilpasningspolitik. Under forløbet med russerne var der jo dommedagsagtige overskrifter i de danske aviser om krise mellem Danmark og Rusland, og jeg var egentlig temmelig forbløffet. For vi gjorde jo sådan set ikke andet end at forfølge en fuldstændig fast kurs og lod os ikke udsætte for pres,« siger Anders Fogh Rasmussen:

»Men jeg oplevede i medierne og hos oppositionen i Folketinget et forløb, som bærer præg af den gamle, danske tilpasnings-politik. Altså, frygten for at blive synlig på scenen - uha, hvor forfærdeligt. Så er der krise og ballade. Men sådan oplevede jeg det overhovedet ikke. Det er sådan lidt a la det gamle diplomati, hvor man ikke skal ses eller høres. Det ønsker jeg at gøre op med. Og jeg mener egentlig, at det under formandskabet meget markant er lykkedes, og vi har høstet stor anerkendelse for det hos vore partnere.«

Anders Fogh Rasmussen har fået sin ilddåb på den internationale scene - man kan sige, at han storpolitisk har toppet i sit første år som statsminister. I sportens verden ville det ikke være så heldigt; i den politiske har det enorme fordele. Den danske statsminister har i dag et netværk af kolleger, som det ellers ville have taget fem-ti år at opbygge. Han kan uden problemer eller klumper i halsen ringe til selv de store europæiske hovedstæder og få en direkte kontakt.

»Det netværk både kan og bør vi trække på i de kommende år. Jeg tror da godt, at man kan sige, at der nu i EU-kredsen står respekt om Danmark. Når vi fremover fremfører et synspunkt i EU-kredsen, så taler vi altså med den vægt, som et effektivt gennemført formandskab giver.

Og den første store opgave bliver debatten om EUs fremtid - altså om EU-konventets arbejde og senere regeringskonferencen. Det er det første store punkt, hvor vi skal kapitalisere gevinsten af formandskabet. Vi skal være med til at sætte en dagsorden i konventet og senere i regeringskonferencen,« bebuder statsministeren.

Den offensive og aktivistiske udenrigs- og Europa-politik ligger Fogh Rasmussen meget på sinde, og han erkender, at formandskabet i nogen grad har skygget for den debat, som er strømførende ude i Europa i denne tid - netop arbejdet med at formgive fremtidens europæiske samarbejde.

»Under formandskabet har jeg ændret mit syn på en række forhold omkring formandskaber og ledelsen af EU, og det vil jeg nu tygge på i nogle uger og så gå i luften med forskellige ting,« siger statsministeren:

»Jeg vil gerne væk fra det her med, at Danmark er et land, der nøjes med at trække ti til tyve procent fra det, som de andre lande har foreslået. Det har i alt for mange år været tilgangen til den danske Europa-politik.«

Han vil ikke endnu spille ud med konkrete ideer til den nye europæiske forfatning - ud over, at han vil forsøge at skaffe det bredest mulige mandat i Folketinget til et dansk udspil til konventet - ligesom han heller ikke vil komme det nærmere, hvornår de fire danske forbehold eventuelt skal til afstemning. Han konstaterer dog, at den kommende forfatnings-traktat sandsynligvis bliver så vidtrækkende, at det vil kræve en folkeafstemning at ratificere den i Danmark.

»Men jeg er ikke den, der kommer rendende med folkeafstemninger i tide og utide. Vi havde en afstemning om euroen i 2000, der endte med et nej. Nu må vi lige tænke os om - også velvidende, at der kommer en stillingtagen til den nye traktat i 2004.«

Og så er den debat ligesom ikke længere.

Men det er til gengæld snakken om dansk udenrigspolitik. For på denne front er triumfen næsten total - 50 års europæisk fokusering er endt i samling af kontinentet i såvel EU som NATO. Og Danmark har endda efter hårdt benarbejde fået de tre baltiske lande med i både EU og NATO. Det betyder dog samtidig, at selve fundamentet for Danmarks internationale orientering i den praktiske politiske udførelse er skredet. Der skal findes nye indsatsområder.

»Vi skal stille nogle nye mål. Den markante optræden, vi har haft på den internationale scene, skal fortsætte,« siger statsministeren og fortsætter:

»Et stærkt hus skal have fire hjørnesten. Den ene er Europa, den anden er det trans-atlantiske forhold, og den tredje er et fortsat fast engagement i udviklingspolitikken - at sætte en selvbærende økonomisk udvikling i gang i udviklingslandene.

Den fjerde hjørnesten kunne måske blive en ny dimension i dansk udenrigspolitik: Nemlig, at vi i lyset af begivenhederne 11. september laver en overordnet politisk strategi overfor den muslimske verden og arbejder for demokratisering her.

Over for tyranner og despoter skal der være kontante militære midler. Saddam Hussein skal opfylde FNs resolutioner, og gør han det ikke, så har det selvfølgelig sin konsekvens. Men man skal bare være opmærksom på, at militært isenkram alene ikke gør det. Der er en blødere side af udenrigspolitikken, som man er nødt til at tage fat på. Jeg tror på, at man skal bruge kræfter på at udvikle en sådan strategi - en samlet vestlig strategi.«

Hvis der skal skabes en fredeligere verden, så skal de rødder, der nærer islamisk fundamentalisme, udryddes. Det er ikke en opgave, Danmark kan løfte alene, mener Anders Fogh Rasmussen.

»Jeg vil appellere til, at både EU og USA begynder at nydefinere en politik i forhold til de muslimske lande. Det, vi har brug for, er at få sat en demokratisk udvikling i gang i en række af de lande. At sikre kvinderne rettigheder, at få uddannelse i gang for de brede befolkningsgrupper og at få mere gang i erhvervssamkvem og handel for på den måde at få samfundene åbnet op. Her kan man sætte ind for at forebygge fundamentalisme og det had, der er over for vestlige livsværdier.

Det er en meget vanskelig dimension, fordi det let kan opfattes som kultur-imperialisme. Men ikke desto mindre er vi nødt til at tage fat på diskussionen. Det vil jeg godt definere som en ny dimension for dansk udenrigspolitik,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Dermed har han kridtet sin egen bane op for de kommende års ageren udadtil. I første omgang gælder det om at ride på den bølge, som formandskabet og udvidelsessuccesen har skabt, til at skabe sig indflydelse - senere gælder det nye folkeafstemninger på den hjemlige scene.

Så set i det lys er der da heller ingen grund til at ligge på den lade side i de vinterkolde juledage. Der er meget, der skal forberedes - mange slutninger, der skal planlægges:

»Jeg har ikke tænkt mig at gå i hi. Det er min hensigt, at Danmark skal fastholde en aktivistisk linje i sin udenrigspolitik,« lyder det engageret fra landets statsminister, der sidder på spring i sin ulasteligt snehvide sofa.

Parat til at gå frygtløst ind i hverdagene, hvor han ikke længere er EUs formand, men blot dansk statsminister.